Økonomi

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) har for FH regnet på det økonomiske potentiale ved at løfte de fagligt svageste elever

Ny analyse: Et løft af de fagligt svageste elever vil give milliardgevinst

En vellykket investering i at løfte de fagligt svageste elever i dansk og matematik vil kunne øge det økonomiske råderum med mere én milliard, konkluderer en analyse lavet for FH.

Publiceret

Det kan betale sig økonomisk at investere i et løft af de fagligt svageste. 

Sådan lyder konklusionen i en ny analyse, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har lavet for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH).

Analysen er en beregning af de potentielle samfundsgevinster ved at løfte skolens fagligt svageste elever med 2 karakterpoint i dansk og matematik.

Analysen forholder sig ikke til, hvilken indsats der potentielt vil kunne løfte eleverne. Den forholder sig alene til, hvor mange flere, der kan forventes at gennemføre en ungdomsuddannelse, hvis de blev løftet fagligt.

Beregningen bygger  på en situation, hvor de ca. 11,5 procent elever med de laveste karakterer i de to fag ved afgangsprøven bliver løftet med to karakterpoint.

Skulle en målrettet indsats for at løfte eleverne vise sig at lykkes, vil det have markant økonomisk gevinst. På kort sigt vil en økonomisk investering være en udgift, men på længere sigt vil investeringen øge det økonomiske råderum med 1,2 milliarder kroner, lyder det i analysen.

SVM-regeringen har foreslået at afsætte 500 millioner kroner til en målrettet indsats i de to fag til de fagligt svageste. Hvis en investering i den størrelsesorden lykkes med at løfte eleverne med to karakterpoint, vil det ifølge analysen være en økonomisk gevinst for samfund fra 2048.