Flere kan nu tage den nye naturvejlederuddannelse

Ny mere fleksibel naturvejlederuddannelse

Flere kan blive naturvejledere. Tidligere skulle man have et job som naturvejleder for tage uddannelsen, men nu kan flere få den nye uddannelse. Organisationen oplever en stigende interesse for naturen.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Der findes omkring 400 professionelle naturvejledere i landet i dag. Over halvdelen af dem er ansat i landets kommuner, hvor de arbejder i skoletjenester, på naturskoler, på museer og naturcentre. Hidtil har uddannelsen været forbeholdt de få, der allerede var ansat i en naturvejlederstilling, men fra maj 2021 begynder den nye uddannelse, der vil henvende sig til lærere, pædagoger, undervisere på højskoler og efterskoler og til formidlere inden for sundhed, turisme, miljø, bæredygtighed og integration, skriver Naturvejledning Danmark i en pressemeddelelse.

"Vi ser naturvejlederen som en person, der inddrager børn, unge og voksne aktivt, skaber gode oplevelser hos den enkelte og er døråbner for viden om og forståelse for naturens diversitet og sårbarhed. Derfor er det naturligt at udvide tilbuddet til flere og andre faggrupper", siger Mette Aaskov Knudsen, der er sekretariatsleder i Naturvejledning Danmark.

Hun fortæller, at der især på skoleområdet er et stigende behov for at flytte undervisningen ud i naturen. Derfor er mange lærere og pædagoger interesserede i at få kompetencer indenfor naturaktiviteter og i at lære at bruge naturen som pædagogisk rum.

Uddannelsen er opbygget med fire obligatoriske moduler og seks åbne kursusdage over to år. Med mulighed for at forlænge perioden til fire år. Der er ansøgningsfrist 31. december i år.

Naturen har plads til alle

Lærer Anders Langeland har arbejdet to år som naturvejleder i Aalborg Skoletjeneste ligesom han er ansat på Hals Skole.

"Udeskole har altid fyldt meget i min undervisning. Derfor har jeg søgt netværk og inspiration fra ligesindede i Aalborg Kommune og kom herigennem til at lære lederen for Aalborg Skoletjeneste at kende. Han spurgte, om det ikke var noget for mig at stå for et naturskoletilbud, og det takkede jeg ja til", siger Anders Langeland.

"Naturen er et helt fantastisk rum at formidle i. Her er plads til alle, og børnene behøver ikke at sidde unaturligt stille".

Han fremhæver arbejdet udendørs sammen med børnene og de gode relationer det giver. At det er nysgerrigheden der driver børnene og at han har mulighed for at give dem en naaturforståelse, de kan bruge til at danne deres forståelse af omverdenen.

"I et samfund der går mere og mere op i målstyring, synes jeg, at naturvejlederen er ekstrem vigtig. Vi skal give børnene nogle redskaber og oplevelser, der viser dem aat de er gode nok, selv om matematik eller dansk er svært. Og hvis vi gør det godt, kan det endda være at vi kan gøre matematik og dansk lidt mere håndgribeligt".

Læs mere

Læs mere om uddannelsen her