Marianne Jelved overrakte Springfrøpriserne - Antorini var optaget af folkeskoleforhandlinger.

Elever får 25.000 for at designe bæredygtige huse

4. klasse på Absalons Skole i Roskilde har tænkt store tanker om klima og bæredygtighed i arkitektur. Det har i dag sikret dem 1. prisen på 25.000 i Springfrøkonkurrencen. 2. pladsen gik til Tinglev Skole fra Aabenraa, og 8.-9.-klasserne på Lisbjerg Skole ved Aarhus sikrede sig 3. pladsen

Publiceret Senest opdateret
4. klasse på Absalons Skole vandt 1. præmien på 25.000 kroner.
2. pladsen blev vundet af 5. klasse fra Tinglev Skole, Aabenraa
3. præmien gik til Lisbjerg skole, Aarhus

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Utålmodigt sidder de nominerede klasser og venter på afgørelsen. Nogle mere matte i øjnene end andre. Eleverne fra Århus har været oppe siden klokken seks i morges og kan dårligt sidde stille længere. Rundt langs væggene står resultaterne, som snart bedømmes. Stole af pap, logbøger der dokumenterer processen, marionetdukker og modelhuse med græs og træer på toppen. Et dybt suk forplanter sig i blandt eleverne, da tredje pladsen først annonceres.       Springfrøprisen er stiftet af Ministeriet for Børn og Undervisning og Kulturministeriet og uddeles en gang om året til nytænkende og kreative projekter inden for de praktisk-musiske fag i folkeskolen. Priserne skulle have været overrakt i fællesskab af kulturminister Marianne Jelved og børne- og undervisningsminister Christine Antorini, men Jelved måtte klare sig alene på podiet, da Antorini er travlt optaget af folkeskoleforhandlingerne.

Bæredygtigt byggeri med fantasi Lærer Pia Urban Swart har ladet sine daværende 3. klasseelever se værker af arkitekterne Hundertwasser og Gaudi. De har talt om Urban Gardening, set billeder fra New Yorks skyline og diskuteret konstruktiv genanvendelse af regnvand. Fra juleferien og frem til vinterferien har eleverne arbejdet tværfagligt i fagene billedkunst, natur og teknik, dansk og matematik, og indtænkt rekreative miljøer i deres egne små modelhuse.   "Min vigtigste opgave er at få eleverne til at bruge deres fantasi, at få dem til at tænke nyt og kreativt" fortæller Pia Urban Swart. For at få eleverne til at tænke huse og indrette dem på alternative måder har de været ude og hente inspiration, overvejet hvordan det ville være at bo i et træ, tegnet plantegninger og lavet tredimensionelle modeller. Og det appellerede til dommerne: "Vinderprojektet er et godt eksempel på, hvordan lærere og elever har formået at involvere sig i en kreativ proces. De er kommet godt omkring arkitekturbegreberne med sans for hele procesforløbet fra idé til opstart til produkt. Samlet set mener jeg, at vinderprojektet på den måde kan være god inspiration til andre skoler, der ønsker at kaste sig ud i et arkitekturprojekt i billedkunst", sagde Marianne Jelved. 

Marionetter taler alle sprog 2. pladsen blev vundet af 5. klasse fra Tinglev Skole, Aabenraa. De er gået sammen med to naboskoler om at lave marionetdukker med professionelle dukkemagere som konsulenter. Målet med forløbet var dels at producere dukkerne og bruge dem til at opføre små skuespil for hinanden, men også at få eleverne fra de tre skoler til at "opdage hinanden". Den ene af naboskolerne er en tysk mindretalsskole, og den anden skole ligger på den anden side af den tyske grænse. Lærer Ulla Hansen er billedkunst- og håndarbejdslærer og international koordinator på skolen.  "Idéen med marionetdukker var, at fokus skulle være på dukken og ikke på dem selv. Vi har haft folk udefra til at hjælpe os med dukkerne, og eleverne har været meget optagede af den proces.", fortæller hun. Eleverne Britt Søndergaard og Lasse Jepsen er stolte over deres anden plads. De synes, det har været et godt forløb. "Det har været sjovt og godt at lære de andre elever at kende. Vi har været meget kreative og næsten ikke følt det som skole".

Se elevernes takketale her:

Det kreative speciale    På Lisbjerg skole, Aarhus, har eleverne i 8. og 9. klasse arbejdet med design i faget "kreativt speciale". Philip Tørring går i 8. klasse og har i samarbejde med en makker designet stol og sofa ud af pap. Først små modeller og siden stor og robust nok til, at Philip tør sætte sig i den. "Vi har lavet dem i pap, fordi vi gerne ville have genbrug med i vores produkt. Der er heller ikke brugt lim til at samle stolene, de bliver holdt sammen af et andet stykke pap", fortæller han og viser, hvordan stolen med et snuptag kan klappes sammen til næsten ingenting.  I tre timer om ugen i et halvt år har eleverne fra Aarhus fordybet sig i hver sit design. Det er blandt andet blevet til en nytænkning af tøj, møbler og renovering af en campingvogn. Som en del af forløbet skulle eleverne føre logbog, også Philip som dog ikke er nået så langt i den. "Vi blev lidt pressede på tid til sidst, så vi prioriterede at blive færdige med vores produkt." Det kreative speciale er et fag skolen tilbyder eleverne på 8. og 9. klassetrin.     

Powered by Labrador CMS