Specialskoler nedprioriterer elevdemokratiet

Elevråd på specialskoler er et særsyn sammenlignet med normalområdet. Eleverne får indflydelse ad anden vej, siger skolerne.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det hører til sjældenhederne at finde en dansk folkeskole uden elevråd, men bevæger man sig ind på specialområdet, stiger frekvensen drastisk. Det er en tendens, man er opmærksom på hos Danske Handicaporganisationer.

»Det er vores indtryk, at den kollektive elev­indflydelse står svagt på specialskolerne«, siger næstformand Morten Carlsson, der også beklæder posten som formand i Landsforeningen Autisme.

Det synspunkt bakkes op af Center for Ligebehandling af Handicappede, der i rapporten »Noget at sige« fra 2007 dokumenterede, at kun 60 procent af specialskolerne har elevråd mod over 90 procent af skolerne på normalområdet.

Det stiller krav til specialskolerne om at sikre den kollektive elev­indflydelse ad anden vej, og den opgave løfter skolerne ikke godt nok i dag, mener Morten Carlsson.

»Det er ikke nok at sige, at man kommunikerer med eleverne. Man er nødt til at forholde sig til, hvordan man kan beslutte ting i fællesskab, når eleverne har behov for andre strukturer og udtryksformer end de typiske ved almindelige elevrådsmøder, for eksempel en større grad af visualisering«, siger han.

Stifteren af specialskoleledernes faglige klub forstår ikke de kolleger, der fravælger at have elevråd.

»Min personlige holdning er, at et elevråd til enhver tid giver mening. Uanset hvor godt eller dårligt fungerende man er. Selv hvis man kun kan give udtryk for 'ja' eller 'nej' ved at blinke med øjnene, så udtrykker man dog en mening«, siger Lena Gaarde, der er forstander på Lysbro Uddannelsescenter i Silkeborg.

På de stærkes præmisser

En af de specialskoler, der har fravalgt elevråd, er Hørningskolen i Skanderborg Kommune. Det skyldes, at skolen rummer elever på alt for forskellige niveauer, siger skoleleder Anne Kjeld Pedersen.

»Vi har elever for eksempel med ADHD eller autisme, der ender med at fortsætte i gymnasiet, og vi har udviklingshæmmede elever, der kun når at lære at læse på 2.-klasse-niveau. Det vil være fuldstændig urimeligt at lave et elevråd og satse på, at de vil kunne tage beslutninger sammen. Vi ved godt, hvem der ville tage teten«.

Samtidig er skolen så lille, at skolelederen mener at have overblik over elevgruppens samlede ønsker.

»Det er meget almindeligt, at børnene udbeder sig et møde på mit kontor, og så vender vi tingene der. Vi har kun 41 elever, så jeg kender alle børnene til bunds, og de kender mig«, siger hun.

Svært at diskutere uden sprog

På flere specialskoler, der har elevråd, er rådets primære funktion at lave fællesarrangementer, mens spørgsmål om trivsel og undervisningsmiljø bliver behandlet mere 'hands on'. Sådan er det blandt andet på Kollegievejens Skole i Aalborg.

»Hvis vi snakker elevrådsarbejde med undervisningsmiljø, så arbejder vi på en anden måde. Vi kan ikke rigtig spørge vores elever om, hvordan de har det, for mange af dem har ikke noget sprog«, siger skoleleder Lars Jacobsen.

»Der viser de i stedet i kraft af deres trivsel, hvad et godt undervisningsmiljø er for dem. Det er kontant afregning: Hvis et barn skriger, er der et problem, som vi må løse«.

Ifølge Morten Carlsson er det dog langtfra alle specialelever, der oplever at have indflydelse på deres hverdag i skolen.

»Jeg vil gerne opfordre alle skoleledere til at tage udgangspunkt i FN's Handicapkonventions artikel 7 og Børnerettighedskonventionens artikel 12. Vi har afholdt seminarer, hvor vi har spurgt børn på specialskoler om deres oplevelse af at have indflydelse på deres egen situation i skolen. Der siger de meget klart, at de oplever at blive undervist og blive behandlet som værende yngre, end de er. Og de siger også klart, at de ikke føler, at de har nogen indflydelse på deres situation«, siger han.

FN's Handicap­konvention, artikel 7:

Børn med handicap

1. Deltagerstaterne skal træffe alle nødvendige foranstaltninger til at sikre, at børn med handicap fuldt ud kan nyde alle menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder på lige fod med andre børn.

2. I alle foranstaltninger vedrørende børn med handicap skal barnets tarv komme i første række.

3. Deltagerstaterne skal sikre børn med handicap retten til frit at udtrykke deres synspunkter i alle forhold vedrørende dem selv på lige fod med andre børn, idet børnenes synspunkter skal tillægges passende vægt i overensstemmelse med deres alder og modenhed, samt ret til at modtage handicap- og alderssvarende bistand for at virkeliggøre denne ret.

FN's Børne­konvention, artikel 12:

1. Deltagerstaterne skal sikre et barn, der er i stand til at udforme sine egne synspunkter, retten til frit at udtrykke disse synspunkter i alle forhold, der vedrører barnet; barnets synspunkter skal tillægges passende vægt i overensstemmelse med dets alder og modenhed.

2. Med henblik herpå skal barnet især gives mulighed for at udtale sig i enhver behandling ved dømmende myndighed eller forvaltningsmyndighed af sager, der vedrører barnet, enten direkte eller gennem en repræsentant eller et passende organ i overensstemmelse med de i national ret foreskrevne fremgangsmåder.