Der findes kun 200 børn og voksne med medfødt døvblindhed i Danmark, og det har brug for en højt specialiseret viden, pointerer områdechef Lars Søbye fra Center for Døvblindhed og Høretab i Aalborg.

Regionale specialtilbud: Uanset driftsherre har Danmark brug for vores specialisering

Handicaporganisationer frygter, at vigtig viden går tabt, hvis kommuner skal drive de regionale specialtilbud, men lederne af to tilbud med undervisning er overbeviste om, at kommunerne i fællesskab eller staten vil sikre, at deres specialisering bliver bevaret.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Regeringen præsenterede i sidste uge en sundhedsreform, som vil betyde, at de fem regioner bliver nedlagt, såfremt reformen bliver vedtaget. Nedlæggelsen vil ikke kun sende sygehusene ind i et andet styringsmæssigt regi. Ifølge Danske Handicaporganisationer vil en ny sundhedsreform sende 60 regionale tilbud og institutioner for mennesker med handicap som udviklingshæmning, hørehandicap, spastiske lammelser og synshandicap ud i kommunerne.

DH om nedlæggelse af regionerne: Lad os ikke gentage fejlene fra kommunalreformen

Danske Handicaporganisationer frygter, at det vil betyde en dårligere hjælp til mennesker med de mest omfattende handicap, fordi hver enkelt kommune ikke kunne lave et tilbud til for eksempel én blind med udviklingshæmning.

"Vi skal ikke gentage fejlene fra kommunalreformen, der betød tab af specialiseret viden og særlige tilbud. Når små handicapgrupper med komplekse behov skal have støtte, er det bedst at samle det centralt", siger formand Thorkild Olesen i en pressemeddelelse.

Et højt specialiseret tilbud kan også fungere i en anden struktur

Center for Døvblindhed og Høretab i Aalborg er et af de regionale tilbud, som kan få en anden driftsherre. Set i lyset af strukturreformen i 2007 er situationen bekymrende, mener Lars Søbye, der er områdechef i Kommunikation & Specialpædagogik, som Døvblindecenteret er en del af. Men han har også positive forventninger til en ny struktur.

"Regionerne har vist viljen til at arbejde med højt specialiserede tilbud, og det fungerer godt. Det betyder dog ikke, at det ikke også kan lade sig gøre i en anden struktur. Jeg forestiller mig, at kommunerne vil samarbejde gennem de kommunale kontaktråd om at drive de højt specialiserede tilbud, for det er vigtigt, at man har fokus på at undgå afspecialisering", siger han.

Centret er et landsdækkende tilbud for børn og voksne med døvblindhed eller høretab. Centret tilbyder dem blandt andet botilbud, undervisning, aktivitets- og samværstilbud, specialvejledning og -rådgivning, sundhedsfaglig behandling og syns- og høreteknisk assistance. På høretabsområdet er centret landsdækkende i forhold til specialrådgivning og dækker desuden samtlige kommuner i Region Nordjylland plus seks kommuner syd for regionen med blandt andet undervisning, aflastnings- og botilbud, sundhedsfaglig behandling og syns- og høreteknisk assistance.

"Der er kun 200 børn og voksne med medfødt døvblindhed i Danmark, og de kræver særlige kommunikative færdigheder. Derfor vil kommunerne være nødt til at arbejde på tværs, både når det gælder undervisning, vejledning, rådgivning og sociale tilbud. Jeg har en positiv forventning til, at en eventuel ny driftsherre vil have for øje, at der ikke sker en afspecialisering, for jeg er sikker på, at alle er bevidste om, at meget sårbare mennesker skal have relevante tilbud, og det kan man kun sikre ved at samarbejde på tværs", siger Lars Søbye.

Skoleleder ser ikke en katastrofe foran sig

Det står ikke klart for skoleleder Oluf Brandt fra Fredericiaskolen under Center for Høretab i Fredericia, om centret vil ende i kommunalt eller statsligt regi, hvis Region Syddanmark bliver nedlagt. Men uanset hvad ser han ikke en katastrofe foran sig.

"I miljøet har der i gennem et stykke tid været en diskussion om, at den nuværende organisering af de meget specialiserede tilbud måske ikke er svaret. Det er temmelig ujævnt, hvor mange kommuner der bruger et tilbud som vores, og jeg fornemmer en bevægelse, hvor kommunerne siger, at de har et fælles problem med at sørge for, at de specialiserede tilbud bliver bevaret. Eller også siger Socialstyrelsen, at der er brug for, at høreområdet kommer ind i et statsligt regi", siger Oluf Brandt.

Staten indførte standarder i kølvandet på kommunalreformen

Fredericiaskolen har i fem år ligget stabilt med cirka 40 elever, men på landsplan har der været et faldende behov for skoler med specialviden indenfor høretab. Det skyldes blandt andet, at de fleste døve børn bliver CI-opereret. Også inklusionsdagsordenen spiller ind. Men hvis blot én elev har behov for et specialiseret tilbud, bør det findes, mener skolelederen.

"Jeg tror, der bliver tænkt over, hvordan man kan bevare specialiseringen, for uden en særlig indsats er der stor risiko for, at der sker en afspecialisering. Om vi så kommer til at ligge i kommunalt, regionalt eller statsligt regi er ikke afgørende for opgaveløsningen", siger Oluf Brandt.

Mens Thorkild Olesen fra Danske Handicaporganisationer advarer mod at gentage fejlene fra kommunalreformen i 2007, ser Oluf Brandt positive effekter fra dengang.

"Vi oplevede et markant skifte på alle handicapområder, da kommunerne fik ret til at hjemtage institutioner fra amterne. Men man opdagede, at man var nødt til at gøre noget for at bevare specialiseringen, så staten lavede standarder og etablerede Viso, hvor kommunerne kan hente råd og vejledning om borgere med meget specielle behov", siger skolelederen.

Politisk opbakning til at bevare specialiseringen

Socialminister Mai Mercado (K) lover at gøre en indsats for at fastholde den specialiserede viden.

"Jeg kan godt forstå organisationernes bekymring, men jeg vil gerne berolige dem med, at de selvfølgelig skal inddrages i processen, for vi har alle en interesse i at sikre den specialiserede viden. Det er en større reform, og der er elementer, der ikke er tænkt helt ud i detaljen. Men det giver lige præcis rum til, at Danske Handicaporganisationer og andre kan komme på banen med gode udspil", siger hun til DR.

KL-formand Jacob Bundsgaard (S) deler heller ikke bekymringen for, at sundhedsreformen vil føre til afspecialisering.

"Tanken er, at man skal løse sundhedsopgaverne med det specialiseringsniveau, der er nødvendigt for at løse opgaven på en kvalificeret måde," siger han til altinget.dk.

I Aalborg er sundheds- og kulturrådmand Mads Duedahl (V) sikker på, at kommunen kan løse opgaven med Center for Døvblindhed og Høretab, hvis bare pengene følger med.

"Siden kommunalreformen har vi arbejdet målrettet på at blive dygtigere og dygtigere på sundhedsområdet, og vi kan sagtens løse langt flere af de vigtigste sundhedsopgaver. Vi kan gøre det bedre, vi kan gøre det tættere på borgerne og i visse tilfælde endda billigere end regionerne", siger Mads Duedahl til TV2 Nord.