Skolerne flyder med hjerteblod, professionalisme og oprigtige intentioner

Af: Cand. Mag i Pædagogik og socialpædagog Trine Oxvig

Det skorter ikke på holdninger, når det kommer til Folkeskolen. Selv er jeg så privilegeret og halvgammel, at kunne se tilbage på et fantastisk og på alle måder berigende skoleliv fuld af dygtige og sprudlende lærere og mange forrygende år som børnehaveklasselder i indskolingen blandt kompetente fagprofessionelle og en masse videbegærlige, nysgerrige og modige små skolestartere.

Selvom skolereformen bød mig at måtte forlade den Folkeskole, som mit hjerteblod stadig bløder for, følger jeg stadig skolen tæt både med stor faglig og personlig interesse og desværre også med mest forstemmelse for tiden.

Mindfulness, konflikthåndtering og social læring gør sit indtog på nogle af landets skoler i disse år.

Det vælter ind med mere eller mindre velkvalificerede forslag og varm luft og vandfarve til hvordan vi kan reparere vores folkeskole, så den er et rart sted at være og lære og hvor de professionelle kræfter og de små mennesker ikke forlader den.

Det sker i kølvandet af en reform, der fik mange fagprofessionelle og børn til at forlade Folkeskolen.

Derude på skolerne flyder det med hjerteblod, fine og oprigtige intentioner, professionel faglighed og tyngde og et højt ambitionsniveau om at kunne bedrive fabelagtig undervisning og medvirke til at danne- og uddanne de fine små mennesker fra det øjeblik de træder ind på skolens matrikel med små mælketænder, høje forventninger og store skoletasker på ryggen.

Men den store og vigtige opgave vanskeliggøres; ja indimellem umuliggøres, af en politisk ramme, der ikke tillader os tilnærmelsesvis at nå i mål med skolens opgave.

 Med et par allegorier, så prøv at bed en kok om at tilberede sin signatur bearnaise med en bundløs gryde og et hårdkogt æg eller en murer om at mure en væg med elefantsnot og en palet i stedet for mørtel og en murske.

Vi får efter min bedste overbevisning ikke formidabel undervisning af høj kvalitet ved at fratage lærerne deres forberedelsestid.

Vi får heller ikke livsduelige, kreative og modige store mennesker ud af at fratage små mennesker deres tid til at lege, eksperimentere, gå ud af faglige og sociale tangenter og i stedet fylde deres tid med mindfulness, social læring eller meditation. F

At tro vi kan imødegå nogle af skolens udfordringer med quick fixes og varm luft og vandfarve  ved at sætte ’social læring’, ’mindfulness’, ’konflikthåndtering’ og lignende på skemaet, er næsten dømt til at mislykkes på forhånd. Med mindre målet er at udruste de små mennesker med automatsvar som for eksempel : ’Vi bruger girafsprog’, ’man skal være søde ved hinanden’, ’vi viser hinanden respekt’. For det kan de sagtens lære og endda ganske hurtigt.

Men det kan altså ikke omsættes til skolegården, hvor alt er på spil. De små mennesker har brug for konkret at blive guidet, der hvor deres liv leves.

Det er de fagprofessionelle rigtig gode til. Men det kræver selvfølgelig, at de er givet tiden og overskuddet dertil. Hjerteblodet, blikket for de små menneskers hele dannelse og undervisningskompetencen ligger derude. Præcis som kokkens signatur bearnaise, der aldrig rigtig kommer til sin ret forsøgt forberedt i en bundløs gryde og med et hårdkogt æg.

Så skulle vi nu ikke se at få sat en politisk dagsorden, der igen giver plads og rum til at mennesker kan udfolde sig kreativt og modigt i skolen med hjerteblod, fabelagtig undervisning og tid til at blive til som mennesker blandt alle de andre.

Vi kan godt forsøge at lappe eller reparere en syg ramme ved at sætte meditation eller social læring på skemaet og gøre nogle politisk besluttede rammebetingelser til de fagprofessionelle og små menneskers individuelle ansvar. Ligesom vi kan sætte mureren til at mure med elefantsnot og en plastik palet.

I 2019 ønsker jeg mig en større politisk interesse for at lade de, der rent faktisk ved noget om at drive skole, gøre det.

Ja, det er måske nok vel optimistisk, men året er nyt og håbet er lysegrønt.

Godt nytår.