Debat

Trussel mod fagligheden i folkeskolen: For megen undervisning varetages af pædagoger

Folkeskolens faglighed undergraves fra flere sider: forringet læreruddannelse, forringede muligheder for efteruddannelse, manglende tid til selvstudier. Og nu også fra pædagogerne, der ifølge en Bupl-undersøgelse har overtaget uventet mange undervisningsopgaver i folkeskolen.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

En undersøgelse fra Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund, Bupl, bragt i Politiken, afslører, at 42 procent af 4057 adspurgte skolepædagoger "meget ofte" eller "ofte" står alene med den faglige undervisning i for eksempel matematik eller dansk. Derudover svarer 66 procent, at de "meget ofte" eller "ofte" står alene med den understøttende undervisning, hvilket kan være lektiecaféer.

Formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, mener, at det er problematisk, at elever i stigende omfang bliver undervist af nogen, der ikke har læreruddannelsen og dermed ikke tilstrækkelig undervisningskompetence. Folkeskole-reformen gav pædagogerne lov til at varetage "afgrænsede undervisningsopgaver", men at de i et så stort omfang bliver sat til at udføre lærerens arbejde, har aldrig været hensigten.

Elisa Bergman, formand i Bupl, ser ikke noget problem i, at pædagoger nogle gange står alene med undervisningen.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

- Men det er et problem, når de sættes til at varetage dele af den, som de ikke føler sig klædt på til. Det er ikke i orden. Og det gælder både den faglige og den understøttende undervisning, siger hun til avisen.

Herre jemini! Hvornår er kompetence blevet til et spørgsmål om, hvad man føler sig klædt på til? Kompetence er, hvad man kan! Og det, som man ikke har lært, det kan man som udgangspunkt ikke. Eller i hvert fald ikke godt nok. Elisa Bergmans udtalelse er en hån mod selve faglighedsbegrebet og mod de lærere, der har brugt tid og energi på at tilegne sig en faglighed, som personer, der ikke har gjort samme indsats, ikke besidder.

Dette være på ingen måde sagt som en hån mod pædagoger. Men lærere kan i kraft af deres uddannelse noget, som pædagoger ikke kan, ligesom pædagoger i kraft af deres uddannelse kan noget, som lærere ikke kan. Det vil tjene folkeskolen og dens elever bedst, hvis alle dens aktører anerkender dette.