Ingrid Wolff og kammeraterne Ide Engmark og Lau Brun Tvarnø på Folkemødet

Elevinitiativ: Hele 8. årgang på Folkemøde

8. årgang på Katrinedals Skole i Vanløse er draget til Folkemøde i Allinge. Det er en initiativrig elev, der har sat det i værk og startet en ny tradition på skolen.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Ingrid Wolff går i 8. klasse, men hun er allerede folkemødeveteran. Hun har været her mange gange med sine forældre, og er så begejstret for det, at hun ønskede at dele oplevelsen med sine skolekammerater.

"Min far sagde at han synes det var en god ide og at jeg bare skulle gå i gang, men at jeg ikke skulle gøre mig nogen forhåbninger", fortæller hun. Det afskrækkede hende ikke. Hun lavede et oplæg til, hvordan det kunne gøre uden de store udgifter og præsenterede det for sin lærer, Rikke Eliasen.

"Man kan jo køre gratis på lejrskole med DSB, og min far kendte en, der sagde, at vi kunne bo i ungdomscampen gratis" fortæller hun. "Så det behøvede ikke at være dyrt at få hele årgangen herover".

Lærere og ledelse elskede ideen

Rikke Eliasen greb ideen og præsenterede den for sit team og for skolens ledelse. De var med og pengene til løn og diverse blev fundet. Og så blev der sat en didaktisk overbygning på.

"Eleverne skal lave en projektopgave, når mødet er overstået" fortæller hun. "Hver elev har et emne, og så finder de arrangementer at gå til, som har med deres emne at gøre. Og så går de selvfølgelig også til det, de nu synes er interessant".

Lærere: Det har vi fået ud af Folkemødet

Lejrskolestemning

Men det er ikke kun fagligheden, der er i centrum for turen. De 77 elever og seks voksne får også en masse socialt ud af det, fortæller de.

"Det er en dejligt afbræk, og så er der en fed lejrskolestemning" fortæller Ingrid Wolff.

"Ja, og så er det bare sjovt for os alle samme at opleve at 'hov, der kom Lars Løkke lige gående'" griner Rikke Eliasen, som er på Folkemødet for første gang. Men nok ikke sidste.

Hver 10. elev kommer ikke på lejrskole

Ingrid Wolff er nemlig kommet til at starte en tradition på Katrinedals Skole. Det er allerede besluttet, at man skal af sted igen næste år, og formentlig også mange år fremover.