Debat

Faldet

Når pligten står alene

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Paul Standish skelner mellem pligt og forpligtelse.

Jeg har skrevet om dette vigtige skel tidligere, her på siden. Dengang fremhævede jeg, at talen om en pligt til at lære, som den aktuelle læringstænkning fører frem, er en form for tyranni, fordi den umuliggør undervisning.

For hvis lærerens trang til at meddele sig om verden ikke rummer blik for elevens trang til tilegnelse, så forvrides forholdet til tingene i verden, det eneste, vi har en chance for at være fælles om. Det fælles bliver et postulat, vi søger evidens for, mens det i virkeligheden er en evident forudsætning for både meddelelse og tilegnelse.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Standish påpeger forbilledligt, at det er et problem at gøre sin pligt som lærer. Hans pointe er, at det vil forhindre elevernes mulighed for forpligtelse. Tilsvarende er det et problem, at eleven gør sin pligt. I den logik er den, der klarer sig godt, passer sine ting og opfører sig ordentligt en form for tyran. Det gælder læreren, der passer sin undervisning og sine elever og det gælder eleven, der kender kravene og honorerer dem.

Sagen er, at skole ikke handler om kalkulérbare udvekslinger. Den handler ikke om, at jeg underviser og du lærer. Derfor kan man kalde Standish’s synspunkter for en kritik af pædagogikkens forfald i retning af økonomi - et forfald, der umuliggør talen om ansvar i pædagogisk forstand. Det har jeg også skrevet om tidligere her på siden.

Undervisning er en gave, hvor nogen peger på noget bestemt for at åbne modtageren af gaven for noget ubestemt. Standish spørger imidlertid, om ikke en gave, der gives i en udvekslingscirkel ophører med at være en gave men bliver en handelsvare. Og hans nøgterne svar er: Jo.

Lærerens kendskab til verden er ikke en vare men skal forblive et mysterium for ham selv og en hemmelighed for hans elever. Trangen til at blotlægge denne evidens og afsløre og kontrollere den i alle detaljer, indebærer, at enhver svarer enhver sit, hvormed ingen længere har mulighed for blot at være sig selv. Enhver konflikt vil kunne løses og det fælles vil forsvinde samtidigt med, at det vil være umuligt at falde ud af det.

Alle ville kunne stå selv, men ingen ville kunne være ene. 

Kilder:

Holger Henriksen (1993): Samtalens mulighed

Brian Han Knudsen: Gummicellepædagogik. Folkeskolen.dk. 27.januar 2016

Brian Han Knudsen: Det skolesøgende barn. Folkeskolen.dk. 18.november 2016

Paul Standish (2008): Lévinas and the language of the curriculum. D. Egéa-Kuehne (ed.): Lévinas and Education.