Bør jeg være bekymret for min søns (Adam) trivsel og læring, hvis han går i en folkeskoleklasse med 40 % etniske danske børn? Du synes nok, at mit spørgsmål er lidt tosset, ikke? Vi prøver en anden konstruktion: Bør Jimmy Vinding være bekymret for sin søns (Magnus') læring og trivsel, hvis han går i klasse med 40 % tosprogede? Magnus' historie har vakt stort opsigt i lokale og nationale medier. Magnus skal begynde i 5. klasse på Sønderlandskolen, hvor han er den eneste etnisk danske dreng blandt piger og tosprogede. Vi ved ikke meget om klassen, faktisk ingenting. Forældrene har valgt at flytte Magnus til et nyt skoledistrikt, da Holstebro Kommune og skolederen ikke vil imødekomme forældrenes krav om en klasse- eller skoleskift.

Hvad er det egentlige problem? Er Jimmys bekymring velbegrundet? Kan forældre vurdere fagligt niveau på hud og hårfarve?

For det første: Jimmy og Magnus er blevet svigtet af Holstebro Kommune. De er blevet nægtet deres frie skolevalg. Jimmys bekymring bliver mødt med arrogance og ligegyldige kommentarer fra Børne- og Ungevalget. Mantraet er, at Magnus kan skifte klasse/skole når der er belæg for mistrivsel. Med andre ord, beder de familien Vinding om at lade deres søn være prøveklud for en nyordning. Det er desværre et sygt symptom på de offentlige institutioner; i stedet for at forebygge problemerne, ønsker man deres opståen for derefter at behandle.

Børne- og Ungevalget blev landskendt, da de i 2016 annoncerede, at der skulle være et loft på 5-18 % for tosprogede i vuggestuerne og folkeskolerne. I "Skoler i balance - ny skoleordning for Holstebro by" maj 2015 står der følgende ved klassesammensætning:" Målet er at fremtidige nye klasser har en variation af to-sprogsandel på 5-18%." Formanden for Børne- og ungeudvalget, Torben Gudiksen (R) udtalte den 13. sep. 2016: ''Vi har gjort det for børnenes og forældrenes skyld (...)". Knap et år senere, har samtlige partier glemt deres beslutning. De forsøger nu at beskytte hinanden og tale problemet væk. Om man synes om det eller ej, skal familien Vinding selvfølgelig have lov til at flytte deres barn dér, hvor de mener, er bedste for deres barn. Han er et barn dem og ikke af systemet. Magnus er et barn af to mennesker og ikke af kommunen. Magnus er et barn og ikke et stykke matematik-tal, der skal passe ind i kommunens sammensætning og algoritmer.

For det andet: Jimmy har grund til at være bekymret for sin søns læring! Ja, det siger jeg som flygtning fra et ikke-vestligt land. Hvad siger fakta? Forkningensrapporten fra "Børns tidlige udvikling og læring i dagtilbud" som er udgivet af et forskerhold fra Aarhus Universitet, Syddansk Universitet og Ramböl viser:

- Børn med ikke-vestligt baggrund er allerede bagud i de tidlige folkeskoleår. I anden klasse er de et helt år bagud sammenlignet med etniske danske børn.

- De ikke når at indhente deres danske kammerater. Efter 9 år skolegang, altså ved Folkeskolens afgangsprøver er de 1,5 år bagud sammenlignet med etniske danske børn.

- Et femårigt barn af ikke-vestligt baggrund er i gennemsnit mindre empatisk, dårligere til at samarbejde og har sværere ved at udtrykke sine følelser sammenlignet med et treårigt barn af danske forældre.

Tredjegenerationsindvandrerne er lige så dårlige i skolen som andengenerationsindvandrerne. Drengene klarer sig i gennemsnit 1,3 karakterpoint dårligere end etnisk danske drenge. Skal vi acceptere og sige 'nå ja', når den yngste generation præsterer nøjagtig lige så dårligt i skolen, som deres forældre i sin tid gjorde? Skolen kan lære børnene at læse og skrive, men hvad er motivationsfaktoren og attituden til uddannelse på hjemmefronten? Jeg er også bekymret!

For det tredje: Skal vi lære vore børn, at de lærer og trives bedst i deres eget spejlbillede? Kan man som forældre spå, hvordan en Mohammed eller Magnus er fagligt, socialt, sprogligt eller motorisk? Er min søn dummere end gennemsnittet, fordi jeg og hans mor er fra ikke-vestlige lande? Hvor arrogant og mærkværdigt ville det lyde, hvis jeg krævede, at Adam skulle i klasse med børn af andre akademikere? Spørgsmålet er, om vi dømmer børnene ude for hurtig? Børn kender ikke forskel på kultur, farver og religioner. Det lærer de af deres omgivelser, dvs. primært deres forældre. Er det i orden at italesætte tosprogede som andenrangsborger og andenrangsskoleelever? Jeg er bekymret for, at mit barn bliver genstand for andre forældres fordomme!

Hvad er løsningen?

1. Forældrenes frie skolevalg skal bestå

2. Lyt til fagpersonerne

3. Mød børnene uden fordomme (vær deres rollemodel)

4. Normeringen af lærerne skal tilpasses den enkelte klasses behov.

5. Bedre støttelærerordning til elever med særlige behov

6. Opdel eleverne efter deres faglige niveau

7. Skolen skal tilbage til folket og ikke være et politisk-projekt.

Vi må aldrig acceptere, at børn mistrives; hverken etniske eller ikke-etniske danske børn. Børn er børn, uanset hvem og hvad deres forældre er. Ingen børn er født dumme!

Jeg er måske den indvandrerdreng, din søn/datter/nevø/niece gik i klasse med. Jeg var ham Danmark gav tryghed, sikkerhed og mulighed for en god fremtid. I dag er jeg læge. Alt gik godt, selvom statistikkerne og nogle af mine klassekammeraters forældre dømte mig ude. Mine forældre lærte mig og mine søskende, at vi altid skal stå til tjeneste for vores nye land. Grundloven er min fader, Danmark min moder.