Der er mange krav til de moderne forældre i folkeskolen. Der er forældreintra, kageordninger og alle de sociale arrangementer, som især op mod jul og sommer kan blive nærmest kaotiske i den store børnefamilie. Børnefamilien er også presset på tid og økonomi i en hverdag, der ofte er præget af ambitioner og perfektionisme også på børnenes vegne. Samtidig har inklusionen stillet større krav til børnenes sociale færdigheder, som rummelighed, behovsudsættelse og konflikthåndtering. Det er et vilkår i folkeskolen, at vi forældre ikke er sammen med vores børn i skolen. Ofte kan forældre føle sig magtesløse, fordi de ikke kan ”fjernstyre” deres børn til at opføre sig ordentligt i skolen.

Samtidig viser undersøgelser, at forældrene er den vigtigste enkelt stående faktor for, hvordan børn klarer sig. Der må altså ske en overførsel af læring fra hjemmet til skolen, der er vigtig for de faglige resultater og fællesskaberne i skolen.

Dermed bliver det store spørgsmål: Hvad skal børnene lære derhjemme for at blive dygtige og tilføre noget godt til folkeskolen?

Der er naturligvis mange faktorer i opdragelse, hvilket gør det svært at komme med gode råd. Dog vil jeg vove pelsen, og komme med et bud på noget som er særlig vigtigt, når vi taler pædagogik og opdragelse.

Ydre styring

For nogle år tilbage da jeg skrev mit speciale. ”Forældres betydning for inklusion i folkeskolen”, undersøgte jeg en 6. klasse. Jeg Interviewede læreren, to forældrepar og deres børn. På den måde fik jeg flere forskelige perspektiver på klassen, og hvad der betød noget for inklusion i klassen.

Et af børnene fik en ipad i belønning om sommeren, hvis han havde opført sig ordentligt i 6 klasse. Ipaden er altså belønning for den ønskede adfærd, der er ”ordentlig”

Belønning og straf har historisk set været en meget anvendt og en effektiv opdragelses metode. Især når konkrete ting skal indlæres. Dette tilhører en psykologisk retning der hedder behaviorisme. I den, kan adfærd styres og indlæres, ved en passende respons. Som når ”ordentlig” adfærd giver en ipad (respons).

Skole eksemplet er det berømte forsøg lavet af russiske psykolog Ivan Pavlov (1849-1936), kendt som Pavlovs hunde.

Ved at lade en klokke ringe hver gang, den får serveret mad, lærer hunden, at der kommer mad. Når klokken ringer, begynder hunden at producere spyt uden at den kan lugte eller se maden.

Det er altså selve signalet (klokken), der får hunden til at savle og ikke maden eller lugten. Man kan på samme måde præge mennesker til bestemt adfærd ved at påvirke dem og belønne dem for det. Verden er fuld af eksempler på denne pædagogik som fx gode karakterer for rigtige svar, lønstigninger for hårdt arbejde, fredagsslik for at se Disney sjov osv. Og det har jo vist sig at virke rigtig godt. Bare tænk på hvor hårdt arbejdende, karakterliderlige og glade for Disney vi er….

Så skal jeg overføre det til vores lille case, ja, så skulle ipaden gerne gøre at drengen begynder at opføre sig ”ordentligt”.

Drengen skal opføre sig ordentligt, fordi han får en belønning og ikke nødvendigvis, fordi han syntes det er det rigtige at gøre.

Under mine observationer i klassen var det helt tydeligt, at han var en af de centrale deltagere i den gruppe der skabte uro i klassen. Kommunikationen mellem skole og hjem var svær hvilket både forældre og lærer gav udtryk for. Igennem mine studier kom jeg frem til fem ting, som nok var med til at opdragelsen ikke virkede hensigtsmæssigt.

1. Han forstod ikke selv, hvorfor han skulle opføre sig ordentligt. Hvilket ville sige, at han ikke havde noget moralsk kompas til at navigere i situationer, hvor der ikke var nogle voksne til at guide ham.

2. Da forældrene ikke var på skolen, var det ikke nyttigt som styrringsredskab.

3. Der var alt for langt (måneder) mellem ordentlighed og ipad og det mistede sin virkning.

4. Det var ikke tydeligt for ham, hvad ”ordentlighed” var, og derfor blev det svært for ham at leve op til.

5. Det sociale samspil i folkeskolen handler om dialog og gensidig forståelse, men hvis man er opdraget med at skulle belønnes med en ting, så kan det være svært, at forstå hvorfor det er vigtigt at opføre sig ordentligt.

Indre styrring

Hvis man kan indre styre, kan man tage sine egne beslutninger. Fx som at sige undskyld for en dum handling, fordi man har dårlig samvittighed, og ikke fordi man har fået at vide, at man skal sige undskyld. Hvis man indre styrer tager man sin læring med sig, fordi det er indlejret i ens personlighed. Her vil jeg lægge mig op ad Per Shultz Jørgensen vision om det ”Robuste barn”:

”Robusthed er at kunne holde ud og hold fast på trods af vanskeligheder. Alle børn har brug for at tilegne sig en vis mental styrke gennem barndommen”

Den mentale styrke Jørgensen taler om er, som jeg ser det et af de fineste mål med opdragelsen, fordi det giver ja robuste og livsduelige børn. Børn, som både kan præstere og være med til at skabe gode fællesskaber i skolen.

Og så tusindkroners spørgsmålet jo, hvordan opdrager vi børn, der er gode til at indre styre?

Jeg tror, der er nogle egenskaber og følelser hos os forældre, som er vigtige for at børn udvikler evnen til at indre styre. Som fx empati, kærlighed, vilje, autensitet og kommunikation.

Barnet må aldrig være i tvivl om, at det er elsket. Kærlighed er svær at tale om, fordi den er svær at definere, og alle elsker vel deres børn ikke? Jeg er ikke i tvivl om at kærligheden eksisterer og er heller ikke i tvivl om, at nogle børn vokser op og er i tvivl om deres mor og fars kærlighed. Det er vi nødt til at tage alvorligt og vise vores børn at vi elsker dem.

Vi må vise vores børn, at vi prøver at gøre det ”rigtige”. Børn kan godt fra en ung alder være med i de moralske overvejelser og dilemmaer i hverdagen. Fx burde man invitere naboens datter med til fødselsdag der lige er flyttet ind, selv om man næsten ikke kender hende? Skal man invitere hele klassen hjem, selv om der er en autistisk dreng, som man nervøs ved. Når vores børn kommer hjem og har været i konflikt i skolen, kan vi prøve at spørge vores børn om de kan se de andres perspektiv osv. Det er ok, at være i tvivl og børn skal lære at tænke selv.

Jeg vil gerne indskyde at denne skelnen mellem det indre og det ydre naturligvis er en intellektuel øvelse. I praksis fungerer vi som hele mennesker og det hele sker samtidig. Fx er ros ofte blevet beskrevet som noget ydre, men helt ærligt så kan ros, når det er ment vel også fungere, som den meget vigtige anerkendelse vi alle sammen har brug for.

Jeg ved godt, at dette er et minefelt af holdninger og jeg risikerer meget nemt at blive normativ ud fra min egen holdning til den ”gode” opdragelse. Derfor er dette kun ment som inspiration til opdragelse, som jeg uden at blinke vil sige er noget af det sværeste, jeg har prøvet i mit liv.

Vi forældre har en enorm betydning for folkeskolen, og for at sige det helt enkelt tror jeg virkelig på, at vi skal lære vores børn at tænke selv.

Deltagelse Nu