Møder ind mandag morgen, endda et kvarter før, så kan jeg lige tjekke beskeder fra forældrene, hilse på mine kolleger og sige godmorgen til alle eleverne. Læsetid - tjekker lige planen for i dag; to lektioners dansk og kristendom i 6. kl, og elevrådsmøde. Endelig, tænker jeg håbefuldt: tid til forberedelse senere på dagen. Ingen svigt.  

Eleverne svigtes i høj grad, hvis undervisningen ikke planlægges grundigt, da det bliver meningsløst, det arbejde de udfører- de laver træningsopgaver, bare fordi det var det, jeg kunne nå at kopiere i pausen eller fandt på onlineportalerne, mens jeg hamrede et æble i kæften, samtidig med at jeg holdte øje med elevernes gøren og laden i deres frikvarter.

Lige inden undervisningen begynder, tjekker jeg vores informationsside; pling - endnu et gråt hår poppede ud på toppen af mit hoved, til trods for min unge (lærer-)alder. Pokkers, vikartimer og møde plottet i kalenderen. Av. Svigt. Slutteligt på dagen har jeg præcis 30 minutter til at nå seks lektioners forberedelse til tirsdag. Hvad skal jeg prioritere? 9. klasserne, fordi de både kan komme og skal til afgangsprøve i mine fag? 6. klasse fordi vi er 30 elever, med forskellige vanskeligheder, der skal aktiveres meningsfuldt? Jeg kan ikke nå begge dele, og må derfor vælge: hvem skal svigtes?

Uanset mit valg, vil jeg også svigte min lærerprofession. Jeg har ikke valgt at være lærer for at "lire den af fra lærervejledningen", uden at have sat mig ind i stoffet og vinklet det præcis til mine elever - ved at jeg har spurgt mig selv: hvad vil jeg gerne de enkeltvis får ud af dette? Hvorfor arbejder vi netop med denne tekst og opgave? Hvad skal vi være ekstra opmærksomme på? Hvordan skal det tilrettelægges, så alle kan være med uanset om eleven er ordblind, har kognitive vanskeligheder, kun forstår visuelt, har brug for bevægelse samtidig, ingen tro har på sig selv eller synes skole er ligegyldigt?

Hvis jeg arbejder videre hjemme, eller presser mine pauser til det yderste, svigter jeg mig selv, min egen fritid og sundhed. Jeg har allerede kørt på pumperne hele dagen, med mange beslutninger og individuelle hensyn, notater om elevernes udvikling, mindst fem kollegiale teammøder på gangen (eller henover madpakken), nye tiltag, trøste og opmuntre elever, gennemført vikarplan i fag jeg ikke kender, med elever jeg ikke kender - og så var der en elev, der mistede modet, møde med forældre, om elev der har det svært, halvtreds mails der skal læses eller skrives osv… Mandag plejer jeg at spille fodbold, men skal det vige for skolen og mit arbejde? I så fald svigter jeg også mine venner, og min familie, ved ikke at være nærværende og bruge min tjente fritid på dem.  

Arbejde over tid? Tja, så svigter jeg også mine kolleger, fordi jeg ikke er med til at vise, at vi ikke kan nå det på den givne tid. Men hvorfor går du ikke bare til din leder? Det har jeg også prøvet, men hvad skal hun sige? Sæt ambitionerne ned… hov, så svigter vi den faglige stolthed igen, både for lærerprofessionen, men også for eleverne - skulle de ikke blive så dygtige, som de kan? Så kan jeg måske gå lidt ned i lektioner, men så svigter jeg alligevel mine kolleger, som så skal arbejde endnu hårdere, selvom de står i samme situation som jeg selv.

Folkeskolen svigter i høj grad på mange områder. Og de største tabere er vores børn.

Men… The show must go on?