Lærerens dag: Læreren som helt, bløddyr eller sadist
Sæt dig i sofaen med en en kop kaffe og smæk benene op. Tænd for tv eller åbn en god bog. Folkeskolen.dk markerer lærerens dag med et blik på, hvordan lærere ser ud, når de finder vej ind i filmene og litteraturen.
Hvis man skal tro på Hollywood er lærere først om fremmest helte, der uselvisk sætter alt ind på at sætte deres elever fri. Det gælder uanset om det det er John Keating (spillet af Robin Williams), der underviser overklassedrenge i Døde Poeters Klub, eller LouAnne Johnson (spillet af Michelle Pfeiffer), der lærer sine ghettorødder at elske Bob Dylan i Dangerous Minds. Sidstnævnte er i øvrigt tidligere elitesoldat, hvis seere skulle tvivle på hendes rygrad.
Arven efter lektor Blomme
I dansk fiktion er læreren traditionelt ikke fremstillet helt så
heroisk. Lektor Blomme og hans kollegaer fra Hans Scherfigs bog Det
forsømte forår, har mange åndsbeslægtede. Det gælder for eksempel
gymnastiklæreren i Busters Verden, som i Ole Thestrups fortolkning
dog er mere latterlig end decideret truende. Hvorimod Paprika Steen
som Ulla Harms i gyserfilmen Vikaren er decideret frygtindgydende.
Men hun er selvfølgelig heller ikke en rigtig lærer, da hun i
virkeligheden stammer fra en anden planet.
Den onde lærer er i øvrigt ikke udelukkende et dansk
fænomen. I Harry Potter-universet er der flere af slagsen, mest
prominent Severus Snape, som dog viser sig at være god nok på
bunden, og Dolores Nidkjær, hvis utiltalende ydre skjuler et endnu
værre indre. Men ingen af dem overgår sadisterne i den
surrealistiske musikfilm "The Wall", der nyder at ydmyge eleverne,
inden de sender dem igennem kødhakkeren.
Lærerens Dag den 5. oktober bliver fejret på forskellig måde i over 100 lande. DLF samarbejder med IBIS om at gøre dagen kendt. DLF har i år lavet en video, hvor en række danskere fortæller om en lærer, der har haft særlig betydning for dem. DLF opfordrer til, at det der sker på skolerne i anledning af dagen bliver spredt via hashtagget #Lærerensdag.
Artiklen fortsætter under banneret
Den bløde lærer
I dansk fiktion finder man også en anden lærertype. Vi kan kalde
ham eller hende for 'den bløde lærer'. Det er sådan en lærer, der
egentlig er sød nok, men ikke rigtig forstår hvad der foregår eller
formår at hjælpe. Som i Gummitarzan, hvor klasselæreren godt nok
ser, at hovedpersonen Ivan Olsen kæmper med bogstaverne, men ikke
kan tilbyde andet end et trøstende skulderklap.
Den bløde - måske endda vattede - lærer findes også til overflod i
den danske animationsfilm Terkel i knibe fra 2004, i form af både
hippie-læreren Arne Nougatgren med pagehår og strikket vest og
Terkels nye klasselærer Gunnar Bjerre, der mener at hovedpersonen
bør håndtere den grove mobning, han er udsat for, ved at besvare
fornærmelserne med ordene 'Hva' mæ' dig selv?' I filmens slutning
viser Gunners bløde ydre sig dog at dække over morderiske
tendenser.
I den alvorlige afdeling er Frøken Hammershøi, spillet af
Sofie Gråbøl, i 'Der kommer en dag' fra 2016. Her er et eksempel på
en vattet lærer, der tror, at hun kan være en del af et brutalt
system og samtidig holde sin sti ren. Hun slår ikke børnene, og det
er ikke hendes ansvar, at de andre gør det.
Den danske lærer-helt på fremmarch - sådan
da
Så i dansk fiktion har der været temmelig langt mellem de rigtigt
heroiske lærere. Men de er der, og i de seneste år er der kommet
flere af dem. Rita fra tv-serien af samme navn er den klareste
stjerne i den sammenhæng, men hun har selskab af for eksempel Helle
fra DR's julekalender Pagten fra 2013.
Men som helt er Rita mere dobbelttydig end de fleste af sine
udenlandske søstre. Hendes pædagogik er tough love, og selv om hun
kæmper med næb og klør for sine elever, er hendes privatliv noget
rod, og hendes moral er til tider noget anløben. Hun kæderyger og
tager stoffer, afpresser et byrådsmedlem til at skaffe midler til
skolen og har et seksuelt forhold til sin chef. Det var aldrig gået
i Hollywood.
|
|
|
MERE OM EMNET