Artikel skrevet for, og bragt i, Fagbladet LæringsCenret 1/2016

At lære af hinanden, som ligemænd, kender vi fra mange sammenhænge nu og langt tilbage i tiden. 

For eksempel kan det med rimelighed antages, at Stenalderfolket lærte af hi

nanden gennem deres interaktion og daglige praksis og at filosoffer og alle andre i det gamle Grækenland lærte af hinanden gennem deres diskussioner, refleksioner og deres daglige praksis.

For at vende tilbage til vores tid vil jeg fremhæve, at Eric Mazur beskriver opdagelsen i sin egen praksis, der førte til beskrivelsen af Peer Instruction, således:

Thought I was a good teacher until I discovered my students were just memorizing information rather than learning to understand the material. Who was to blame? (Eric Mazur)

Peer Learning har mange forskellige former, men alle bygger de på den grundforudsætning, at læring udvikles bedst gennem interaktion mellem ligemænd (Peers), som det er tilfældet nu, som det var tilfældet i Eric Mazurs klasserum og som jeg med rimelighed. påstår det var tilfældet i stenalderen og i det antikke Grækenland.

Tallene fra nyere uddannelsesforskning viser da også, at elever husker 50 procent af hvad de diskuterer, 75 procent af hvad de praktiserer og 90 procent af hvad de underviser i, medens lærerformidlede instruktioner af forskellig karakter ligger væsentligt under de 50 procent, hvilket også indikerer styrken af undervisning, der bygger på principperne for Peer Learning.

Nyeste forskning viser, at kollaborative arbejdsformer har en signifikant og positiv effekt på elevernes læring. I Professor John Hatties forskning, som ligger bag mange af de tiltag og udviklingstendenser, der er i den danske folkeskole i dag understreges det, at effekten af tiltag i undervisningen er størst i forhold til elevernes læring, når disse tiltag består af elevernes feedback til hinanden, elevernes evaluering af sig selv, af elever der underviser hinanden eller elever der, som organiseret del af undervisningen støtter hinanden.

Peer Learning må dog ikke forveksles med Cooperative learning, der er et meget udbredt koncept i den danske folkeskole. Cooperative Learning er en meget lærerstyret samarbejdsmodel om konkret forud defineret opgave, hvor arbejdsprocessen skal foregå i flere forud beskrevne trin. Denne metode  har ikke elementet af Peer Learning, hvor læring bygger på interaktion mellem ligemænd, hvor eleverne, som ligemænd, er ansvarlige for deres handlinger, underviser hinanden, samt er ansvarlige for, at de udviser respekt for de andres færdigheder og bidrag i arbejdsprocessen.

Dermed bliver Peer Learning et langt mere personligt projekt i forhold til Cooperative Learning, hvor indhold og outcome bygger på styret samarbejde, hvor deltagerne i de enkelte arbejdsgrupper løser opgaven gennem diskussion og til en vis grad udøvelse af praksis og hvor effekten, i forhold elevernes læring er på mellem 50 og 75 procent, som beskrevet tidligere i denne artikel. Dette blot taget med her for at tydeliggøre forskellen, og for at understrege, at Peer Learning ikke opstår automatisk, når man sætter elever til at arbejde sammen.

I et undervisningsforløb bad jeg min 9. Klasse om at undervise resten af klassen i forholdsord der styrer akkusativ, dativ og både akkusativ og dativ. Klassen var opdelt i 4 grupper. En gruppe, der skulle undervise klassen i forholdsord der styrer akkusativ, en gruppe der skulle undervise klassen i forholdsord der styrer dativ, en gruppe der skulle undervise i de forholdsord, der styrer både akkusativ og dativ og den sidste gruppe, der skulle give de andre grupper feedback på deres faglige formidling og deres kontrol over læringsrummet. Eleverne fik en uge til opgaven. Jeg kan kun se tilbage på dette forløb, som meget lærerigt også for mig. Eleverne havde styr på deres emner, underviste hinanden i de enkelte grupper i forberedelsesfasen, de forklarede tingene tydeligt, de svarede på spørgsmål og støttede de andre elever i deres forståelse af emnet og de skabte en fantastisk ro og et fantastisk opmærksomhedsniveau i klassen. Efterfølgende oplevede jeg, at eleverne havde en rigtig god forståelse af dette område af tysk grammatik, der ellers traditionelt set, volder mange elever en del kvaler.

Eksemplet er meget forskellige fra det Eric Mazur praksiserede i sit klasserum med Peer Instruction.

Eksemplet viser, at en undervisning, der bygger på læring, der skabes gennem interaktion mellem ligemænd kan have mange ansigter – men samme store effekt.

Da jeg i november måned 2015 var inviteret med til Visible Learning plus konference i Oslo, af John Hattie, havde vi en interessant diskussion om netop værdien af Peer Learning. John hattie gav udtryk for, at man ikke måtte undervurdere betydningen heraf, som Hattie beskrev som ”huge”.  Peer Learning er en meget effektiv måde for elever at lære, hvis det ikke er den mest effektive. Den forudsætter blot – og dette er det centrale budskab – at læreren stiller sig selv spørgsmålet, som John Hattie stillede mig:

When is it the right time to use Peer Learning?

Med dette spørgsmål ønskede John Hattie at sætte fokus på det forskningsunderbyggede faktum, at en meget stor del af det elever lærer hinanden potientielt er forkert, hvorfor det er vigtigt, at sikre, at eleverne har den fornødne forhåndsviden om emnet til at kunne undervise andre ligemænd heri.

Et eksempel på en kollaborativ metode, der tilgodeser underviserens ønske om at sikre den korrekte og tilstrækkelige faglighed i den kollaborative læringsarena er Jigsaw Learning, som er en metode, der blev udviklet i USA i starten af 70’erne af Professor Elliot Aronson, University of California.

Jigsaw Learning bruges, som metode ved, at eleverne deles op i grupper på for eksempel 4 elever. Hver gruppe sætter sig grundigt ind i en del af det samlede emne. Herefter dannes nye grupper, der består af en fra hver af de tidligere grupper. I de nye grupper fortæller den enkelte elev, eleverne fra de andre grupper om den viden, som gruppen han kommer fra har fået. Herefter er det den næste elevs tur til at fortælle om den viden, som hendes gruppe har fået. Når alle elever har fortalt de andre om deres gruppes nye viden, går eleverne tilbage til deres oprindelige gruppe og fortæller om deres nye viden, hvorved læring sker gennem kommunikation og interaktion mellem ligemænd. 

Beskrivelsen her er meget overordnet og mellemregninger er ikke beskrevet. Dog bør det være tydeligt, at der sikres et korrekt videns grundlag, og at effekten af Peer Learning, her bliver bragt i spil samtidig med at fagligheden sikres. Jigsaw Learning er blot ét eksempel på effektiv brug af Peer Learning.

Mit budskab med inddragelse af denne metode og de andre pointer jeg har fremdraget i denne artikel er, at Peer Learning er en meget effektiv måde for elever at lære, hvis det ikke er den mest effektive. Den forudsætter blot – og dette er det centrale budskab – at læreren stiller sig selv spørgsmålet, som John Hattie stillede mig på konferencen i Oslo og dermed sikrer, at eleverne har de fornødne faglige forudsætninger for at undervise hinanden, i en symmetrisk relation, som Peers, som ligemænd.

Med dette udgangspunkt er grundlaget skabt for en praksis, der bygger på den nok mest effektive læring – Peer Learning.