Kan I huske da jeg sendte undervisningsministeren et brev for en måneds tid siden? Hun vil så gerne have at vi droppede vores brok til eleverne, og i stedet skulle vi blot sende hende vores hverdagshistorier og så kunne vi voksne lige få fixet skolen. Som den dygtige lærere sendte jeg hende brevet: ”Ingen brok, her går det godt”.

Og nu går det endnu bedre, for ministeren har svaret. Og nej nej, ikke bare sådan et ”tak for brevet”, men et flot tre sider langt brev fra ministerens egen hånd. Eller, det var en mail, så måske hun ikke selv har skrevet det. Faktisk håber jeg ikke at hun har skrevet det, for selvom det er tre sider langt, så er brevet mindre værd end min 2årige nieces tegninger af ”ånkel Båb”.

Helt kort så handlede mit brev om tre spørgsmål. Også lidt om noget med dannelse, arbejdstid og besparelser, men mest om mine historier fra hverdagen og de tre spørgsmål. Lad mig bryde det ned sammen med ministerens svar.

Ministeren lagde flot ud fra start med vendinger der er nærmest er Tinder værdigt (for jer over 40år så kan det sammenlignes med et stævnemøde hvor man udvælger folk ved hjælp af glansbilleder); Hun kan lide øjenhøjde, ærlighed og tillid.

Og efter lidt forspil så går hun igang med at svare. Først laver hun det klassiske kvinde-træk og svarer på et spørgsmål jeg slet ikke har stillet: ”Det var en væsentlig hensigt med reformen at efteruddanne jer lærere og rykke noget af den traditionelle undervisning ud af klasselokalet, så eleverne kan blive dygtigere og trives bedre.”

Nu forstår jeg altså at ministeren vil have at jeg skal lave traditionel undervisning (?!) uden for klasselokalet. Hvis jeg skulle stille ministeren et spørgsmål, som passer til hendes svar, så kunne det måske have været: Hvad gør vi ved det dårlige indeklima, som er på størstedelen af vores folkeskoler? Og her er altså svaret; vi rykker den traditionelle undervisning ud af klasselokalet.  Og hun har jo ret, hvis eleverne skal trives bedre så er vi nødt til at få dem ud af de dårlige klasselokaler. Heldigvis er min egen skole lige blevet fixet så vi har fået bedre indeklima, så det var jo faktisk slet ikke en del af mit brev til ministeren.

Nå, men allerede efter lidt forspil og det første svar, så virker det som om ministeren bliver lidt træt og ønsker at der skal ske noget. Rollespil. Hun pifter svaret op med at lege Antorini og siger derfor: Det er selvfølgelig nærliggende at tænke tilbage på ’den gamle folkeskole’, hvor græsset i travle stunder kan virke grønnere. Men helt ærligt tror jeg ikke på, at du mener, at en folkeskole, som 15-17 procent af eleverne forlod uden de nødvendige kompetencer i dansk og matematik, var god nok i et land som Danmark.

Og her bliver jeg ked af det. Ikke at jeg ikke kan lide Antorini, men mere fordi jeg jo specifikt skrev i mit brev at jeg er nyuddannet lærer. Så det er svært for mig at tænke tilbage på ”den gamle skole”. Og jeg bliver mere ked af det da hun mener at græsset var grønnere før, for ja godt nok har hun ret i at vi har travle stunder – den del har hun da fattet – men jeg skrev jo netop også at min skole er en byskole, som ikke har noget græs.  Gad vide om hun overhovedet har læst mit brev?  Og hvorfor nævner hun også de der 15-17 procent af eleverne, som Antorini altid gjorde? Det er jo blevet bevist utallige gange at det var løgn og latin.

Nå, men efter at vi har lært hinanden at kende lidt, så smider hun lige en overraskelse på bordet: ”Vi gennemførte reformen, fordi der var behov for mere og bedre undervisning. Det er der med reformen skabt bedre betingelser for, ligesom der er givet 1 mia. kr. til efteruddannelse af lærerne. For selvfølgelig skal I klædes på til opgaven.”

Jeg har jo egentlig ikke spurgt hende hvorfor de lavede reformen, men bliver alligevel meget overrasket over hendes svar på mit ikke-spørgsmål. Her gik jeg og troede at den ene milliard til efteruddannelse var til at opkvalificerer lærere i linjefag, så vi kunne opnå de 95%, som blev til 85%, som blev til 80% målsætningen om at lærere skal have linjefagsuddannelse i deres linjefag. Men nej, det er efteruddannelse til at jeg kan lære at undervise mere og bedre. Tak som byder siger jeg så. Godt nok har jeg skrevet til hende at jeg var lidt træt af alle de afbrydelser i min kerneopgave (undervisning), men nu ser jeg da frem til efteruddannelse i ”mere og bedre undervisning” sammen med alle mine kolleger.

Jeg har ikke fået et eneste rigtigt svar og alligevel så føler jeg mig allerede pænt skuffet af den kære minister. Men pludselig sporer jeg igen lidt optimisme. Nu nævner hun at de nye elementer kan virke uoverskuelige og at implementeringen tager tid. Det har hun da ret i. Det er lidt ligesom et ikea-køkken. Det ser altid så flot ud på tegningerne, men når man først får det hjem, så virker alle elementer uoverskuelige – de skal samles og der mangler altid noget, så det ikke virker ligesom det skulle ifølge de brugsanvisninger, som altid ligner en tegneserier der er træt af sig selv fra start til slut.

Skolereformen minder faktisk lidt om IKEA. Alt er standardiseret, bliver sendt fra centralt hold og alle løber forvirret rundt imellem hinanden. Hvis man er heldig kan man få en hotdog-uden-det-hele i pausen og ellers så bare håbe på at det virker.

Hun har altså fået sig skrevet varm og nu kommer hun faktisk til et af mine spørgsmål. Jeg spurgte: ”Hvordan skal jeg få IT ind i min undervisning på en måde som bliver didaktisk argumenteret – ikke bare legetid med computere – når ikke skolen har råd til computere til alle og skolens elever ikke selv har mulighed for at bruge deres egne enheder til at arbejde med de nødvendige programmer vi skal bruge i undervisningen?” 

I min optik er spørgsmålet rimelig klart, og endda faglig reflekteret. Ministeren svarer meget konkret med at sige at hun mener, at det er en vigtigt forudsætning for arbejdet med it at børnene har en pc eller lignende. Hold da op. Den havde jeg næsten ikke selv regnet ud. Herefter kommer hun med en henvisning til en digital it strategi i folkeskolen, og fortsætter med at sige at målet er, at folkeskolen skal stille computere til rådighed til de børn, som ikke selv har en med. Men dog mener hun: ” Udviklingen peger mod, at flere og flere elever medbringer deres egen bærbare enhed.”. I min klasse har én elev sin egen computer med, men næste gang at der ikke er computere til klassen, så kan jeg jo trøste de resterende 21 elever i klassen med at udviklingen peger mod at de nok engang selv har en computer med.

Jeg har forresten kigget på den it strategi som ministeren henviser til. Den er fra 2011 og har en række initiativer, som alle skal være opnået i 2014. Om ministeren ikke selv har læst strategien og derfor ikke ved at den udløb for et år siden, eller om man ikke har nået målene, det kan jeg ikke sige noget om. Målene er forresten bl.a. at der skal være internet på alle skoler, at de nationale tests fungerer som drivkraft for it i undervisningen (det er ikke løgn, det står der), og nåh ja så er der initiativ 4: "Regeringen har aftalt med kommunerne, at alle elever frem mod 2014 skal have en computer (stationær pc, bærbar pc, tablet eller lignende) i undervisningen. Det forudsættes, at eleverne som udgangspunkt medbringer egen bærbar enhed, og at skolerne stiller udstyr til rådighed for de få elever, der ikke selv har en bærbar enhed”

Regeringen nedsatte altså et mål om at alle forældre helst skulle have råd til at deres børn også alle skal have en computer, som de kan have med i skolen. Men i det mindste så har skolen kun fejlet ligeså meget som forældrene har. Altså bortset fra at forældrene nok ikke vidste at det var et mål, mens regeringen og KL pænt tydeligt godt viste det.

Men faktisk redder ministeren også lige sig selv på målstregen her. Hun giver mig et reelt råd. Alle børn behøver ikke have hver deres computer – de  har godt af at samarbejde understreger hun. Jeg var der ikke den dag hvor vi lærte om samarbejde på læreruddannelsen, så det var heldigt at ministeren hjalp mig der. Og i tilfælde af at jeg ikke havde læst mit eget spørgsmål så slutter ministeren dette svar af med at sige: "Det er i forlængelse heraf vigtigt at huske, at brug af pc/tablets ikke kan stå alene. Inddragelse af it skal planlægges i overensstemmelse med undervisningens faglige, pædagogiske og didaktiske mål”

Og så smider hun frækt endnu et link afsted til en hjemmeside med rigtig mange digitale værktøjer til undervisningen i folkeskolen, så næste gang jeg står i klassen og ikke har computere så kan vi tænke på hvor meget vi går glip af.

Fat mod, selvom det kun var ministerens første svar så er vi ikke langt fra slutningen nu.  Mit næste spørgsmål var nemlig: ”Jeg håber at Ministeren måske kan svare på hvorfor at vi lærere hele tiden skal afbrydes i vores kerneopgave i stedet for selv at planlægge hvordan vi når elevernes mål?”

Og her skal jeg hurtigt lige undskylde ministeren og sige at hun jo ikke har helt ligeså god erfaring, som sin formand og statsminister i at tale udenom, så her valgte hun ganske blot den lette løsning; Slet ingen kommentarer. Hun springer direkte videre til mit tredje og sidste spørgsmål, som ærligt ikke helt er et spørgsmål, men nærmere en opfordring. Jeg opfordrede ministeren til at skabe en reel fortælling om folkeskolen i stedet for den løgn som elever og forældre var blevet lullet i søvn med af politikerne. Jeg skrev bl.a. ”De, Fru Minister, og Deres kollegaer har lovet eleverne bevægelse og ”sjov” skole i så stor stil, at både forældre og elever render rundt og tror at folkeskolen er blevet et underholdningsprogram, hvor de kan zappe sig igennem aktiviteter efter godt befindende. Hvis noget ikke er sjovt, så er det ikke godt. Hvis der ikke er bevægelse, så er det ikke godt og så tror de, at de ikke kan lære noget. I har skabt en løgn om folkeskolen, og I har solgt en utopisk ide. Læring og undervisning kan ikke være sjovt, spændende og bevægende hele tiden.”

Min problematik handlede altså om fortællingen om folkeskolen og de udfordringer og adfærd det medførte. Men ministeren vil gerne slutte sit brev med at fortælle mig at ” 45 minutters bevægelse bidrage til både børnenes sundhed og læring i skolen.” og at bevægelse skal bidrage til en mere varieret skoledag. På den måde får hun sluttet sit brev hvor hun startede, med et svar på noget jeg ikke spurgte om. Faktisk kunne hun have prøvet at læse mit brev og se at jeg netop bruger bevægelse i undervisningen så meget jeg kan. Jeg er dog begrænset af pladsmangel, men det forklarede jeg hende klart at det ikke var hendes problem, og at jeg nok skulle tale med ledelsen om det.  Hertil svarede ministeren ” Det er på den enkelte skole, at I skal finde konkrete løsninger på, hvordan I vil tilrettelægge undervisningen med udgangspunkt i de muligheder, der er til rådighed. Jeg vil opfordre dig til at tage problemstillingen op med dine kollegaer og skoleledelsen, så I finder en løsning, der passer overens med jeres skoles muligheder og behov”. Altså præcis det som jeg havde skrevet til hende, og som ikke var en del af mit spørgsmål. Men på den måde blev vi vel enige om noget til sidst.

Jeg er glad for at ministeren vil tage sig tid til at svare mig, jeg vil blot ønske hun også havde taget sig tid til at læse mit brev til hende. Vi bliver i hvert fald ikke pennevenner lige foreløbig. 

Brevet til ministeren