I meget gamle dage, længe før Ruder Konge var knægt, kunne landsbylæreren lære eleverne et eller andet klogt i timerne, og derefter sad de  resten af timen og skrev eller regnede.Læreren kunne så i ro og mag tænde sin pibe og ordne brugsens regnskaber eller lignende.

Og man kan næsten sige, at børnene lavede lektier midt i skoletiden. Besynderligt.Men Coop har nu  højt betalte revisorer, rygning er forbudt, og lektielæsning er nu lagt udenfor skoletiden.Da det blev indført for 15 - 20 år siden, var det ment som en hjælp til de allersvageste, hvor forældrene var ude af stand til at hjælpe deres børn.En god og venlig tanke.

Men hvordan man nu har vendt og drejet det, så er lektiecaféer blevet en institution i institutionen. Lige så vigtig som det, man kalder undervisningstimer.

Jeg har virkelig svært ved at forstå det. Hvad laver lærerne i timerne? Oven i købet er der ofte to lærere. Laver de regnskab for den lokale kiosk?Det skulle vel være sådan, at klassen gennemgår f. eks. et stykke matematik, og når eleverne har forstået og mestrer det, skal de bare øve sig lidt derhjemme. Og hvis det er forstået behøver de ikke at bekymre sig om, at forældrene kun taler arabisk og ikke kan hjælpe.Men caféerne har nu fået uddannede lærerne sat på, så de andre uddannede lærere ikke behøver at gøre indlæringen så grundig.

Man kan i hvert fald sætte spørgsmålstegn ved, om indlæringen foregår om formiddagen eller om eftermiddagen. Hip spm hap.Det nedsætter arbejdsløsheden blandt lærerne, men ellers har jeg svært ved at se ideen i alt det her virvar.

Reformen er håbløs. Inklusionen er forfejlet. Ministeren er stædig og kan ikke tænke pædagogisk, men kun politisk.Men det er vel lærerne selv, der har fostret alt dette skole-lektie-fjolleri.