Stigende antal unge piger trives dårligt

Generelt er der blevet mindre mobning i skolen, men flere børn er kede af det. Mere end hver tredje pige er ked af det mindst en gang om ugen, viser Skolebørnsundersøgelsen 2014, der netop er offentliggjort. Hver tredje 15-årige pige har hovedpine mindst en gang om ugen. En del af de ældste piger føler sig presset af skolearbejdet.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Mange skoleelever har det heldigvis godt, men Skolebørnsundersøgelsen viser, at forekomsten af ensomhed har været stigende de seneste cirka 20 år. Livstilfredsheden falder fra eleverne er 11 til de er 15 år. For eksempel synes lidt over hver anden 15-årige pige, at hun er for tyk. De ældste piger bruger mest medicin mod hovedpine og mavepine. Generelt er det særligt blandt de ældste piger, at undersøgelsen viser en stigning i den samlede symptombelastning.

Flere elever fortæller, at de hver uge har svært ved at falde i søvn og er nervøse.

Skolebørnsundersøgelsen er blevet gennemført ni gange siden 1983. Den er den danske del af det store internationale forskningssamarbejde The Health Behaviour in School-aged Children (HBSC), der giver mulighed for at sammenligne danske skolebørn på 11 år, 13 år og 15 år med skolebørn i 40 andre lande i Europa, USA og Canada. Undersøgelsen gennemføres cirka hvert fjerde år.

Det er Statens Institut for Folkesundhed, der arbejder med undersøgelsen i Danmark.

 

Presset af skolearbejde

Det er især de ældste piger, der føler sig pressede i skolen. Det gælder næsten hver femte 15-årige pige. Drengene synes i højere grad end pigerne, at de får støtte fra klassekammeraterne og fra lærerne.

Udbredelsen af mobning falder med alderen. Blandt de 11-årige er det 10 procent, der fortæller, at de bliver mobbet mindst et par gange om måneden, mens der er tale om fire procent af de 15-årige.

Professor Pernille Due, der er en af folkene bag den danske del af undersøgelsen, skriver, at andelen af ofre for mobning er faldet markant i årene fra 1998 til 2002, hvor mobning for alvor blev sat på dagsordenen i de danske skoler.

 

Fald i livstilfredshed

"Hvis vi betragter undersøgelsens resultater helt overordnet, kan det konkluderes, at de fleste danske 11- til 15-årige elever har det godt. Men som det fremgår af rapportens mange fund, er der hele tiden et stort mindretal af eleverne, som ikke fysisk eller mentalt har det godt og som har en uhensigtsmæssig sundhedsadfærd", skriver folkene bag undersøgelsen i deres perspektivering.

Pigerne - og specielt de ældste - er særligt udfordret i forhold til helbred og mental sundhed. Bare fra 2010 og til 2014 er der sket et fald i den generelle livstilfredshed blandt pigerne.

I perspektiveringen skriver forskerne: "Det er en gammel observation, at piger og kvinder har flere helbredsproblemer end drenge og mænd. Forklaringer har der været nok af, fra at forskellene er kunstige og blot afspejler, at piger og kvinder er bedre til at rapportere helbredsproblemer, til at forskellene er reelle og afspejler reelle forskelle mellem de to køn (…). Den store bekymring i denne sammenhæng er, at forskellene ser ud til at øges, fordi en større og større gruppe af de unge piger får det skidt. Det er en udfordring vi i det danske samfund ikke tager godt nok hånd om. Vi kan ikke undskylde os med, at det er de unge kvinders eget problem, deres ambitioner osv., der er problemet. Reelt ved vi for lidt om, hvilke af de unge kvinder, som har det svært og hvad årsagen er".

Forskerne skriver, at det er en styrke ved Skolebørnsundersøgelsen, at den gennemføres på samme måde cirka hvert fjerde år. En svaghed ved undersøgelsen er, at det er en tværsnitsundersøgelse. Den følger ikke eleverne over tid. Denne gang har kun 48 skoler deltaget. Mange skoler har afslået, fordi man havde travlt. Men elevernes svarprocent er pænt høj.