Debat

True North - Hvad, hvordan og hvorfor?

Efter et inspirerende forløb med TrueNorth har jeg valgt at ville dele denne oplevelse med Jer andre! Nogle kender måske til visionen og andre ikke - men ligegyldigt erfaring og kompetence fortjener kommende såvel som værende lærere at få et indblik i dette fantastisk system samt min oplevelse af det! :)

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Sammen kan vi gøre en forskel!

Det er fredag eftermiddag, og klokken er 17.00. Jeg er først lige trådt inden for efter en lang cykeltur hjem i det kolde vejr. Det har været en lang dag på undervisningsbænken, og sådan har det faktisk været hele ugen. Dagen er startet klokken 08.30 og sluttet sidst på eftermiddagen. Men det ikke med den sædvanlige tunge fornemmelse, at jeg smider min rygsæk på gulvet og ånder lettet op med tanke på den kommende weekend, tværtimod!Dagen føles overhovedet ikke som en lang dag, og ugen føles overhovedet ikke som en lang uge. Timerne og dagene er forsvundet, og nu sidder jeg tilbage med en tom fornemmelse i maven.  Men det ikke en af de dårlige fornemmelser; det en følelse af, at jeg føler mig forandret og motiveret til at gøre noget ved det.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

For 5 dage siden sad jeg også med en tom fornemmelse i maven, men det var en hel anden en af slagsen. Det var en kold og grå mandag morgen, hvor mit vækkeur var sat til klokken 07. Det var ikke med begejstring, at jeg stod op den dag.

    Aftenen forinden havde jeg genlæst dokumentet, som var en introduktion til vores temauge på UCL, men uden egentlig at blive særlig meget klogere. Jeg havde hørt noget omkring en jægersoldat, ordet True-North og om nogle aktive øvelser, som skulle gøre os til bedre lærere. Jeg hoppede i gammelt og slidt joggingtøj med tanken om, at vi skulle udføre gymnastiske udendørs øvelser på bedste (læs værste) militær-stil som en form for team-building. Jeg skulle blive klogere, meget klogere!

Jeg har på 5 dage gennemgået en personlig såvel som faglig udvikling større, end jeg kan prale af at have gjort i årevis. Jeg er gået fra et fastlåst mindset til et udviklende. Jeg har lært at være bevidst om mit formål og mit system. Jeg har lært at MTV langt fra kun er en musikkanal, at det gælder om at have den rigtige kasket på, og at enhver kan lære at jonglere med 3 genstande! Dét og meget mere har alt sammen noget at gøre med tre forskellige kompasser, som altså lige skal finde den rigtige vej i mellem den geografiske og magnetiske nordpol!

    For Jer, som aldrig har stiftet bekendtskab med TrueNorth virker alt dette som en omgang vrøvl og sludder, som er svært at forbinde med dét at være lærer. Det var præcis den følelse, jeg mødte op med mandag morgen; hvad skal jeg egentlig bruge alt det her til?

Det gjorde det kun sværere, at vores underviser startede timen med at skrue volumen op for en sang, hvorefter hun rytmisk forsøgte at få os alle op at stå og klappe i takt. Hold da op, det her bliver en lang uge, var min første tanke.  Da den første dag var omme sad jeg dog med en hel anden følelse. Jeg var glad, engageret og ualmindeligt inspireret! Jeg kunne ikke vente til, at det blev tirsdag!

Inden du som læser fortsætter, er det måske nødvendigt at slå på plads, hvad det her forløb egentlig handlede om. True North er et forskningsbaseret læringssystem, som skal hjælpe med at forbedre undervisning og læring. Navnet stammer fra skellet mellem jordens magnetiske og geografiske nordlige punkt. Visionen handler om, at finde den rigtige retning i os selv. Efter denne temauge kan jeg kun nikke anerkendende til, at dette lykkedes!

På 5 dage blev vi undervist i de tre forskellige kompasser; Fundaments-, Lærings- og Karakterkompas. Alt sammen værktøjer, som skal hjælpe til at blive en bedre lærer!

Med spænding og min True-North-bog ved hånden blev jeg hver dag klogere på, hvad det egentlig kræver at være en god lærer, hvordan jeg kan arbejde med mig selv for at opnå dette, og hvilke værktøjer, der kan være til hjælp.    Jeg har fået viden omkring, hvordan elevernes såvel som min egen hjerne egentlig virker, og hvordan dette kan betyde alt! Hvordan kan man opbygge og vedligeholde elevernes engagement og motivation? Hvordan opretholder man deres opmærksomhed, og hvordan kan man egentlig være sikker på, at de overhovedet har fået noget ud af undervisningen?    Jeg er blevet bevidst omkring, hvordan jeg skal tage kontrol over mig selv og min karakter samt, hvordan jeg skal bibeholde min integritet som lærer.

    Alt dette er jeg blevet undervist i på en sådan måde, jeg aldrig har set før. Vi har, alle voksne mennesker, rendt rundt og leget bl.a. speed-dating, kalkunfange, stille-labyrint og ”Simon-says”.  Vi er blevet undervist i True-North på True-North-maner!

Jeg kunne fortsætte i mange sætninger endnu, men kort sagt, har jeg lært at være en bedre lærer! Jeg har lært vigtigheden i og forskellen på at være en god underviser og god til at lære!

Jeg har til dags dato ikke oplevet at blive så motiveret af en sag som denne, og som en kommende lærer i disse tider er dette tiltrængt! For en gang skyld sidder jeg tilbage med oprejst pande og kan med høj stemme sige, at jeg er stolt af at have valgt at blive lærer!

Jeg føler mig anerkendt, respekteret og klar til at træde ud i et erhverv, hvor sådanne følelser er vigtige og nødvendige! Ligeledes føler jeg mig motiveret til at sprede ordet, og det er derfor, jeg skriver denne artikel. Jeg føler, at alle kommende såvel som værende lærer fortjener at få samme rush igennem kroppen, at få samme dopamin-kick, som jeg lige har oplevet!

True North er ikke et prædiken-kursus, som fortæller dig som lærer, hvad du gør forkert eller, hvad de synes, at du skal gøre. Det er en inspirerende workshop, som minder dig om, hvorfor dét at være lærer er verdens absolut vigtigste erhverv. Det er en vision, som hjælper os som lærer til sammen, at kunne gøre det hele meget bedre for de millioner af børn ude i verden, som i den grad fortjener det. Om man har stået 30 år foran en tavle eller blot lige har sat sine fødder på lærerseminariet er fuldstændig ligegyldigt; pointen er, at vi sammen kan gøre en forskel.

af Frederikke Schødts

Studerende, UCL, Odense