Inklusion skal måles på, om det skaber udvikling. Alle børn har udviklingsmuligheder, og hvis de ikke udvikler sig, må man se på sammenhængene. Hvad kan vi ændre på, så der sker en udvikling? spørger børne- og ungepsykiater Søren Hertz.

Inklusion kræver noget af alle

Det handler om, at ingen føler afmagt – hverken børn, forældre, lærere eller andre fagpersoner. For inklusion skal være et anliggende for fællesskabet, mener børne- og ungepsykiateren Søren Hertz.

Publiceret
Den bedste måde, forældre kan støtte deres børn på, er at gøre forskellene mellem skole og hjem mindre. At der hjemme ved middagsbordet er en forventning til barnet om, at det er en del af et fællesskab. Fordi barnet i skolen skal kunne være én ud af et klassefællesskab på 25-30 elever.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvordan kommer vi til at lykkes med at skabe nogle udviklende fællesskaber? Det er overskriften for god inklusion, når man taler med børne- og ungepsykiater Søren Hertz, som er ekspert i inklusion og jævnligt holder foredrag for fagpersoner i kommunerne. Det kræver, at man kommer ud af oplevelsen af afmagt. For afmagt smitter - frem og tilbage mellem børn, forældre og lærere.

»Inklusion handler om at bidrage til mindre afmagt. At bidrage til at mennesker oplever at blive inddraget som værdige samarbejdspartnere og får gode rammer og muligheder for at være deltagere i udviklende fællesskaber«, siger Søren Hertz.

For ham er der slet ingen tvivl om, at inklusionen skal øges. Der har foregået al for stor eksklusion i den danske folkeskole i en årrække. Og på trods af at der er gode elementer i specialtilbud, så bidrager de i nogle tilfælde til børns og unges mere begrænsede udvikling, mener han.

Øget inklusion skal ske med små skridt

Inklusion skal måles på, om det skaber udvikling. Alle børn har udviklingsmuligheder, og tiden må så vise, hvad der bliver muligt. Hvis børnene ikke udvikler sig, må man se på sammenhængene - rammerne, forforståelserne, samarbejdet. Hvad kan vi ændre, så udvikling finder sted?

»Børn skal udvikle sig. Hvis børn ikke udvikler sig, skal der ske noget andet. Ingen skal være på tålt ophold. Inklusion er et fællesskabsanliggende, og det er ikke noget, der kun sker i skolen. Inklusion skal måles på, om det skaber udvikling«, understreger Søren Hertz.

Han mener, at det specialiserede område og det almene tidligere var for langt fra hinanden, det var blevet for svært at bygge bro mellem dem, og det skal vi ikke tilbage til. Men det er vigtigt, at vi ser på økonomien, der skal følge med, når det almene område skal løfte flere opgaver.

»Konkret indebærer det, at besparelser inden for det specialiserede område selvfølgelig skal overføres til det almene område til brug for visionære løsninger. Og det er jo ikke det, der er sket indtil nu«, siger Søren Hertz.

Diagnoser er ikke forklaringer

Søren Hertz understreger, at diagnoser ikke er forklaringer. Diagnoser er beskrivende. Han kalder dem øjebliksbilleder for netop at understrege, at vi altid har en opgave, der handler om, hvordan vi i fællesskab kan bidrage til nye øjebliksbilleder.

Problemet er de mange medbetydninger, der er knyttet til diagnoser, for eksempel at det er noget, børn og unge skal lære at leve med. Han kalder det et tveægget sværd, at vi er tilbøjelige til at tage mange særlige hensyn, når børn har det svært.

»Vi skal ikke have urealistiske forventninger, men risikoen er igen, at børnene spejler sig i vores tro på de begrænsede muligheder. At vi møder dem på en begrænsende måde. Jo mere andre er i tvivl om børnenes muligheder, jo mere i tvivl bliver de selv, og jo mere afhængige bliver de af særlige hjælpeforanstaltninger. Diagnoserne skaber i kraft af de mange medbetydninger let selvopfyldende profetier«.

»Når nogle viser ADHD-symptomer, må vi se på, hvad der får børnene til at vedligeholde den adfærd, og hvordan vi kan hjælpe dem til at gøre nogle nye erfaringer. Jeg er ikke optaget af, om de kan gøre for det eller ej. Jeg er optaget af, om de kan gøre noget ved det - i et samarbejde med os andre. Hvordan de får bygget gode strategier op - for jo mindre ADHD-agtige kommer de så til at fremtræde«, mener Søren Hertz.

Dialogisk visitation

»Vi er nødt til at se på vores visitationssystemer. Folk skal opleve at blive draget ind og være deltagere. Men visitation i dag bliver for meget skrivebordsarbejde, hvor mange ikke bliver inddraget, og hvor det gælder, at jo værre man kan beskrive et problem, jo flere resurser får man. Forældre og lærere bliver sjældent direkte inddraget«, fortæller Søren Hertz.

»Det ideelle ville være, at visitationen var dialogisk. At de vigtige personer blev inddraget - det kan være forældre, nogle gange børnene, lærere og andre vigtige personer«.

Det handler om at invitere til nogle nye erfaringer, mener han. Og det kan ske ved at ændre vores systemer fra støtte- og hjælpesystemer til udviklingssystemer. Her er Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) et af dem. PPR skal til det brug se sig selv som den instans, der kan understøtte udvikling bredt set. Det vil sige ikke kun se sig selv som støtte til skoler og institutioner, men have et mere undersøgende og udviklende perspektiv.

Søren Hertz kunne ønske sig, at folkeskolen blev et kulturelt center. Et fælles omdrejningspunkt i børns liv, sådan at man som lærer kan insistere på, at forældrene også har en rolle i at skabe den gode skole. Det handler om at få alle børnene til at se sig selv som en aktiv del af skolen og af fællesskabet.

Det ville være med til at flytte afmagten. Oplevelsen af at stå for meget alene - børn, forældre eller fagpersoner - må erstattes af muligheden for udefrakommende opbakning. Her kunne PPR i en ny form støtte opbygning af udviklingssystemer, mener han.

Visitationen kunne blive det sted, hvor man opsamler viden. Hvor man ser på, om det, vi har sat i værk, virker.

Al adfærd er kommunikation

Børn har behov for at være i et fællesskab. Søren Hertz anerkender, at nogle børn ikke kan inkluderes i almenklassen, men en tid skal være i et specialtilbud.

»Jeg snakker også med forældre om, at den bedste måde at støtte deres børn på er at gøre forskellene mellem skole og hjem mindre. At der hjemme ved middagsbordet bliver stillet krav om gensidighed. At der er en forventning til barnet om, at det er en del af et fællesskab. Fordi barnet i skolen skal kunne være én ud af et klassefællesskab på 25-30 elever«.

»Når børn skal inkluderes nogle timer i en almenklasse eller hele tiden, så er det vigtigt at se på, hvordan man kan skabe gode overgange. Overgange er nemlig en unik mulighed for at skabe rum for yderligere udvikling i børns liv. Barnet skal selv synes, at det er en god ide at blive inkluderet i klassen. Forældre, lærere og klassen ligeså. Og så skal man huske, at når der er en ny elev i klassen i nogle timer eller hele tiden, så bliver det grundlæggende set en ny klasse. Det er udfordringen«, siger Søren Hertz.

»Når det ikke lykkes, kommer nogle nemt til at synes, at det var bedre, dengang dette barn ikke var i klassen. Det bliver en konstruktion, hvor man ser individuelt og forenklet på fænomenet, hvor man ser på, om barnet kan finde ud af at passe ind - og så har man forbrudt sig mod noget helt essentielt i inklusion«.

»Der er nogle snakke, der skal tages, når et barn skal ind i en klasse. Man skal tale med børnene om, hvordan de bliver en ny klasse, og man skal se, hvordan forældrene skal inddrages. Det begrænser mulighederne for udvikling på tværs, hvis forældre siger til deres barn, at det ikke må lege med den nye elev, fordi han er for voldsom. Det er en proces, der skal finde sted, og man skal arbejde bevidst med det. For det sker ikke automatisk, det kræver en bevidst processtyring«.

Han mener, at der indimellem bliver talt for meget om, at alle skal vide mere om ADHD eller autisme og ligefrem have manualer for at kunne agere.

»For mig handler det mere om, hvordan vi varetager processerne. Hvordan bliver barnet/eleverne/forældre/lærere deltagere i processen? Hvordan bliver alle inddraget, og hvordan får alle lyst til et samarbejde i processen«.

Ikke kun skoleudvikling

Søren Hertz understreger igen, at inklusion skal være en fællesskabshandling.

»Det her bliver aldrig kun et spørgsmål om skoleudvikling. Det må man insistere på. Alle skal være med i de udviklende fællesskaber. Også uden for skolen. Hvis man ser på et eksempel som LP-modellen, så er det i Danmark blevet til skoleudvikling. Men i Norge skriver Thomas Nordahl (som står bag LP-modellen) altså om fællesskabsudvikling«.

Når man er mere fælles om opgaven, forsvinder afmagten. Sådan lyder det fra Søren Hertz. Gode samspilserfaringer skal smitte.

»Måske skal vi tale om sociale samspilskurser for børn i stedet for ADHD-klasser eller autismeklasser. Vi skal måle på, om det, vi gerne vil have mere af, sker. Om det udvikler sig. Børnene skal opleve at have mulighed for at være på kursus. Det er attraktivt at komme på kursus, fordi man lærer noget. Og når man er på kursus, måler man også hele tiden på, om der er noget, der ændrer sig«, lyder et forslag fra ham.

»I sidste ende handler inklusion om at bidrage til mindre afmagt. At bidrage til at mennesker oplever, at de bliver inddraget som værdige samarbejdspartnere. Det gælder børnene selv, det gælder forældrene og de mange fagpersoner omkring børnene«.