I folkeskolelovens første paragraf slås det fast, at skolen skal løse opgaven i samarbejde med forældrene, men dette samarbejde er desværre ikke helt lige til, slår Tenna Scheving Thorsteinsson i sit bachelorprojekt fra Læreruddannelsen Zahle ved Professionshøjskolen UCC. 

I praktikken på en københavnsk skole (i projektet kaldet Søndre Skole) oplevede hun lærere, der er frustrerede over, at de skal samarbejdes med flere og flere etniske minoritetsforældre, fortæller hun. Men fra en praktiklærer blev Tenna Thorsteinsson præsenteret for en række såkaldte værktøjskasser med ideer og forslag til, hvordan man skal håndtere samarbejdet med minoritetsforældre. Materialet er fra 2011 og er udarbejdet af Undervisningsministeriets Tosprogs-taskforce, og læreren var temmelig positiv over for det.

Hvordan ændres og styrkes samarbejdet med forældrene?

Med disse oplevelser som afsæt skrev Tenna Thorsteinsson følgende problemformulering med tilhørende undersøgelsesspørgsmål for sit bachelorprojekt:

"Hvilken betydning har lærerværelsesfortællingerne om etniske minoritetsforældre for skole-hjemsamarbejdet på en københavnsk folkeskole? Samt, hvad skal der til for at ændre sådanne fortællinger og derigennem styrke skole-hjemsamarbejdet?"

-          Hvilke fortællinger om etniske minoritetsforældre fortælles på lærerværelset på Søndre Skole?

-          Hvilke deltagelsesmuligheder i forbindelse med skole- hjemsamarbejdet skaber disse fortællinger for de etniske minoritetsforældre?

-          Hvilke fortællinger om etniske minoritetsforældre fortæller værktøjskasserne?

-          Har værktøjskasserne potentiale til at ændre lærerværelsesfortællingerne om etniske minoritetsforældre på Søndre Skole?

-          Hvilke tiltag kan foretages for at skabe andre betingelser for skole-hjemsamarbejdet på Søndre Skole?

Et monokulturelt syn

Gennem arbejdet med projektet erfarede Tenna Thorsteinsson hun, at fortællingerne på skolen "er forbundet med et monokulturelt syn," skriver hun i sin opsamling.

Lærerne beskriver etniske minoritetsforældre "som en forlængelse af deres kultur i normative sætninger, hvor der i højere grad bliver refereret til deres etnicitet og sociale status end til dem som individer."

Et rum med mangler

Lærerne benytter sig af et mangelsyn, når de fortæller om forældre. "Familien beskrives som et rum med mangler, og det bliver skolens opgave at råde bod på dette gennem eksempelvis forældresamarbejde."

Forældrene "depriveres yderligere," da de ifølge lærerværelsesfortællingerne har lav kulturel kapital, og "i kraft af deres habitus ikke er i stand til at forstå folkeskoles logikker." Det har selvfølgelig betydning for forældrenes mulighed for at deltage i skole-hjemsamarbejdet, "da de ikke anses som forældre, der kan involveres i skolens arbejde."

Fem diskurser om skole og hjem

Med henvisning til Hanne Knudsens bog "Har Vi En Aftale? - Magt og ansvar i mødet mellem forældre og skole" refereres til fem diskurser, som alle er repræsenteret på Søndre Skole.

"Pligtdiskursen ses i og med, at forældrene qua deres deprivation ikke kan bidrage til samarbejdet. Hvilket leder videre til opbakningsdiskursen, hvor forældrene i forlængelse af deres deprivation skal vise tillid til lærere, der ikke anerkender dem som værdige samarbejdsparter i skole- ‐hjemsamarbejdet. Deltagelsesdiskursen ses tydeligt på Søndre Skole, hvor forældrenes kulturelle kapitaler ikke billiges. I stedet skal forældrene gøre skolens værdier til deres egne, hvis de vil have mulighed for at deltage i skole-hjemsamarbejdet. De etniske minoritetsforældre har ikke mulighed for at stille krav til skolen, ligesom de ifølge Hanne Knudsen burde kunne under omstillingsdiskursen. Dette skyldes endnu engang deres manglende forståelse for folkeskolens praksis og deres afvigende habitus. Lærerne på Søndre Skole anvender dog stadig sanktioner i forbindelse med et fejlslået forældreansvar, ligesom ansvarsdiskursen foreskriver det. Og dette selv om lærerne ikke forventer, at forældrene kan leve op til det ansvar, der forventes af dem," skriver Tenna Thorsteinsson.

Kompensatoriske værktøjskasser

De såkaldte værktøjskasser fra Tosprogs-Taskforce, bruger også det beskrivende kulturbegreb i fortællingerne om de etniske minoritetsforældre, mener hun. "Værktøjskasserne henviser til de etniske minoritetsforældre som depriverede i forståelsen af den danske skolekultur," skriver hun og mener, at det er begrænset, hvad værktøjskasserne kan bidrage med i forhold til en ny fortælling om etniske minoritetsforældre, da de i sig selv er kompensatoriske.

"Deres eksistens er problematisk, da det fastholder forældrene i et depriveret lys over for lærerne. Forældrenes anderledes opfattelse af, hvad der har symbolværdi er fortsat en udfordring, der er fokus på i værktøjskasserne." Hun mener dog, at værktøjskasserne kan hjælpe lærerne til at overveje, hvordan de skaber et mere hensigtsmæssigt samarbejde med etniske minoritetsforældre. På samme måde er det "en klar styrke", at værktøjskassernes har fokus på forældrene som resurser og "langt hen ad vejen omtales skole-hjemsamarbejdet i en positiv tone." Hendes anke er, at værktøjskasserne trods dette fokus stadig kun er et redskab til strukturering af samarbejdet.

"Hvis lærerværelsesfortællingerne på Søndre Skole skal ændres, så de etniske minoritetsforældre får mulighed for at deltage i samarbejdet, bør lærerne sættes ind i baggrunden for værktøjskassernes tiltag, så de bliver bevidste om, hvordan de bliver opmærksomme på familiernes resurser, og hvorfor det er væsentligt."

"Det er i øjenfaldende, at værktøjskasserne har en opdragende karakter på forældrene i form af forældreopgaver," skriver hun, men mener dog, at det er positivt, at opgaverne anser forældrene som kilde til elevernes læring.

"Overordnet er det dog stadig skolen, der gøres ansvarlig for samarbejdet mellem skole og hjem, og også læreren, der har definitionsmagt," understreger hun.

Gør op med den negative fortælling

"Både på Søndre Skole og i værktøjskasserne bidrager fortællingerne om etniske minoritetsforældre til en magtfordeling, der gør læreren til den magtoverlegne. Det er læreren, der definere samarbejdet og afgør, hvordan dette udformes. Måden, lærerne møder forældrene i samarbejdet på, er afgørende for forældrenes mulighed for at deltage i samarbejdet, skriver Tenna Scheving Thorsteinsson og foreslår, at lærerne på Søndre Skole forsøger at arbejde en resursediskurs, der kan gøre op med de negative fortællinger om etniske minoritetsforældre. "Ved at anvende literacy som læringsforståelse, bliver forældrene en resurse i forbindelse med elevernes læring. Forældrenes resurser begrænses ikke til læring i skolen, men bliver til en resurse, der også har læringspotentiale uden for skolen."

Forslaget om en resursediskurs betyder ikke, at lærerne skal opgive al deres magt, understreger hun. Lærerne skal blot være opmærksomme på "at skabe et magtfelt, som begge parter kan indgå i og få indflydelse på." Det vil betyde, at forældrene bliver anerkendt som en resurse for samarbejdet mellem skole og hjem.

Hele professionsbachelorprojektet kan findes til højre under EKSTRA: "Altså, forældrene er jo ikke danske, det gør det hele lidt kompliceret"