Sammen med biskopperne fra Aarhus og Ribe har Karsten Nissen været med til at arrangere en konference om dannelse.

Biskopper vil have dannelse i fremtidens skole

Danske skoleelever skal ikke kun opnå kompetencer i folkeskolen, men også dannelse. Det mener landets biskopper, der står bag en dannelseskonference, som skal bringe begrebet ind i debatten om fremtidens folkeskole.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Vi synes, det er vigtigt, at der skabes et rum, hvor man kan diskutere og reflektere over begrebet dannelse. Det at være dannet er med til at gøre os til medborgere og mennesker, der skaber et samfund med historie, kultur og kristendom. Alt det, der er med til at gøre os til det, vi er", siger Karsten Nissen, der er medarrangør af konferencen og biskop i Viborg stift.

Konferencen har oplægsholdere fra blandt andet DPU og UC Syddanmark, samt en paneldebat med folketingspolitikere på programmet. Karsten Nissen forklarer, at det i optakten til den nye skolereform er vigtigt for ham og resten af landets biskopper at bevare fag, som sikrer dannelse af eleverne.

"I diskussionen fremtidens folkeskole bliver det ofte fremstilet sådan, at vi enten skal have elever med faglige kompetencer til at slå kineserne, eller at vi skal have dannelse. Så skarpt kan man ikke opsætte det, for vi har brug for begge dele, og det er vigtigt at bringe ind i debatten", siger Karsten Nissen og understreger, at det især er fag med fokus på historie, samfundsfag og kristendom, der fastholder dannelsen.

Dannelse skaber personligheder En af oplægsholderne ved konferencen er højskoleforstander og idehistoriker Jørgen Carlsen, der skal snakke om pædagogik og kulturen i den fremtidige uddannelse. Ifølge ham har samfundet for meget fokus på kompetencer.

"I dag er det elevers kompetencer, der fylder i uddannelsen, og det begreb er ved at fortrænge dannelsen fuldstændigt. Det er ikke nyt, at man snakker om kompetencer, men i moderne pædagogik er man mere interesseret i at opbygge en persons kunnen end at danne en person gennem dannelse", siger Jørgen Carlsen.

Han mener, at fortrængningen af dannelse også hænger sammen med lærernes skiftende rolle i folkeskolen.

"Der er sket det triste, at lærerne ikke får lov til at være personligheder længere, selvom det er traditionelt har spillet en stor rolle. Hvor man før talte op til lærerne, taler man i dag ned til dem, og de bliver nu mere set som lønmodtagere end personligheder", siger Jørgen Carlsen. 

Dannelseskonferencen afholdes på Hotel Nyborg Strand torsdag d. 16. og fredag d. 17. maj.