Skolemuseum tæt på lukning

Bestyrelsen for Dansk Skolemuseum, der har til huse i Rådhusstræde i København, beslutter efter alt at dømme at lukke museet på et møde i morgen. Staten har sagt nej til at overtage museet.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Situationen er alvorlig", siger formanden for bestyrelsen Knud Erik Bang, der er tidligere rektor for Silkeborg Seminarium.

Museet mangler penge. Lærernes Brandforsikring (LB) og Undervisningsministeriet giver hver 800.000 kroner til museet om året, og Danmarks Lærerforening (DLF), der ejer bygningen i Rådhusstrædet, stiller vederlagsfrit lokalerne til rådighed, svarende til 800.000 kroner.

"Men de tre gange 800.000 er for lidt", siger Knud Erik Bang, der også er formand for bestyrelsen i LB.

Museet blev åbnet i 1995 med daværende DLF-formand Jørn Østergaard som drivende kraft. Også dengang donerede LB og Undervisningsministeriet hver 800.000. Beløbet er gennem årene blevet udhulet.

"Der skal i dag være 3,3 millioner for at budgettet hænger sammen".

Lærernes Brandforsikring vil ikke give flere penge

Men LB er ikke indstillet på at skyde flere penge i museet. De 800.000 kroner er renteafkast fra den såkaldte LB-fonden, som desuden giver en halv million kroner om året til pædagogiske projekter.

"Vi får hvert år 60-80 ansøgninger, og mindst halvdelen er kvalificerede. Med de 800.000 kan vi mere end fordoble beløbet. Vi vil ændre kursen, så vi støtter nutiden frem for fortiden", siger Knud Erik Bang.

Undervisningsministeriet ønsker ikke at dække hele driften af museet, men har sammen med LB og DLF prøvet at få Kulturministeriet og Nationalmuseet til at overtage samlingen. Men Nationalmuseet takker nej.

"De kan ikke overkomme det, siger de. Skolemuseet har 125.000 genstande, hvoraf de 100.000 er uregistrerede. Til sammenligning har Nationalmuseet 325.000 registrerede genstande", fortæller Knud Erik Bang.

DLF beklager

Hovedstyrelsen i DLF debatterede forleden sagen på sit møde.

"Det er dybt beklageligt og vemodigt", sagde Jan Trojaborg. Er det eneste vi kan gøre at sige: nå, det var ærgerligt?, spurgte han.

Der er blevet forsøgt meget, men LB ønsker at trække sig ud, og selv med en fortsat finansiering fra LB, vil økonomien være voldsomt trængt, hvis der ikke kommer flere spillere på banen, sagde Anders Bondo Christensen.

For at museet skal kunne få et større offentligt tilskud, skal det selv rejse tilsvarende beløb fra andre bidragydere - og de gratis lokaler, som DLF finansierer, regnes ikke som tilskud, forklarede han.

DPU ærgrer sig

Også dekanen for Danmarks Pædagogiske Universitetsskole (DPU), Lars Qvortrup, beklager nedlæggelsen af skolemuseet. Han forsøger i øjeblikket at søsætte et større bogværk om den danske skoles historie.

"Vi har brug for samlingen. Jeg har derfor sendte et brev til lærerforeningen og LB, hvor jeg skriver, at jeg da ikke håber, at det er rigtigt, hvad jeg har hørt - at Dansk Skolemuseum skal lukke", siger Lars Qvortrup.

Heller ikke DPU har umiddelbart penge at skyde i skolemuseet.