Talblindhedstesten lader – stadig – vente på sig

Når talblindhedstesten er færdig, skal den sættes i gang, sagde undervisningsministeren på test-pressemøde i fredags. Men samtidig sagde hun, at det tidligere arbejde er skrottet. Og Venstres ordfører har fået melding om en test måske er klar i 2024.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

En talblindhedstest har været under udarbejdelse i snart mange år. En gruppe bestående af forskere fra DPU Lena Lindenskov, Peter Allerup, Katrine Kirsted og lektor ved professionshøjskolen Absalon Bent Lindhardt afleverede en omfattende test til Undervisningsministeriet i 2018 efter at have arbejdet med udviklingen af den i flere år.

Med i arbejdet af denne test var også Michael Wahl Andersen, Pernille Pind og Lisser Rye Ejersbo. Der er tale om et testbatteri bestående af digital test, samtaletest og observationsguide samt forslag til pædagogiske indsatser.

Gruppen fortalte, at de havde udviklet testbatteriet til elever i 4. klasse. De havde studeret internationale undersøgelser om talblindhed og fortalte, at det var en indviklet opgave.

Der er ikke tydelighed i forskningen om, hvordan man opfatter talblindhed og årsagerne til det. På baggrund af internationale forskningskontakter og eget forskningsarbejde udviklede de en definition og et tragtsystem, der skulle kunne udskille talblinde elever fra elever i matematikvanskeligheder.

Man regner med at omkring 15-20 procent er i matematikvanskeligheder men at kun 1-2 procent kan kaldes talblinde. Gennem repræsentative analyser af omkring 900 elever fandt man de 1-2 procent talblinde med testsystemet.

Nu sker der noget: Talblindhedstesten klar til første afprøvning til januar

Testen lå et godt stykke tid i ministeriet, der så besluttede at sende den til videreudvikling hos Epinion og DPU. I 2020 forlød det, at Epinion havde tilføjet en forbedret brugerflade til den digitale test og en tidsdimension på de enkelte opgaver, og at testen skulle være klar til afprøvning i januar 2021.

De forskellige test-dele har været til flere afprøvninger ude på skoler, men en endelig konklusion har ladet vente på sig.

Er der en tidsplan?

Folkeskolen.dk/matematik har flere gange spurgt til talblindhedstesten i Undervisningsministeriet uden at kunne få svar på spørgsmål som fx om testen var skrottet, om den var på vej og i så fald hvornår man kunne forvente, at den var klar. Om der eksisterede en tidsplan?

I august var undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil i radioen i programmet "Ring til regeringen" og fortalte her, at der for nogle år siden var udviklet på en talblindhedstest, men at "resultatet var ingenting".

Det har ministeriet aldrig fortalt arbejdsgruppen bag udviklingen af den første test. Og heller ikke dét ville ministeriet uddybe overfor folkeskolen.dk

Nu er talblindhedstesten udviklet - mest til 4. klasse

Men på pressemødet om de nye lineære test i dansk og matematik, der skal erstatte de nationale test, fredag den 29. oktober spurgte folkeskolen.dk til talblindhedstesten, og Venstres ordfører Ellen Trane Nørby udtrykte ærgrelse over, at den ikke var nået at blive klar, så den kunne komme med i pakken.

Blandt de nye test, der skal sættes i gang fra 2022 er en ordblindetest af elever i 1. klasse, så en talblindhedstest ville vel passe meget godt ind her.

På spørgsmålet om hvor langt talblindhedstesten er, og om der er udsigt til at den bliver en del af det nye testsystem, svarede undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil:

"Alle partier er interesserede i at få den ud at gå, så snart den er der. Vi havde i første omgang et treårigt projekt, der kuldsejlede, fordi det ikke lykkedes at lave en faglig solid test. Nu har vi påbegyndt en ny. Det er ikke sikkert, at resultatet bliver bedre. Og så scanner vi selvfølgelig internationale uddannelsessystemer for at se, om der er andre, som har udviklet noget, vi kan anvende. I det sekund, den ligger der, og vi har noget, der er fagligt solidt, så lytter jeg mig til, at der er opbakning fra alle partier til, at vi går videre med det".

Test skal finde de talblinde elever

Pernille Rosenkrantz-Theil vendte sig mod raden af ordførere, der alle deltog i pressemødet, og de nikkede.

Besynderlig udtalelse

Lektor på professionshøjskolen Absalon Bent Lindhardt kalder ministerens udtalelse besynderlig.

"Vi har ikke hørt, at vores test kuldsejlede. Vi afleverede en test og gjorde rede for usikkerhederne ved testen. Det er rigtigt, at vi måtte erkende, at den tænkte papirtest ikke ville fungere, så vi måtte inde i forløbet erstatte den af en digital udgave, som der var begrænsede økonomiske og tidsmæssige resurser til at udvikle. Epinion har arbejdet videre på vores testbatteri - der er således ikke tale om en ny test men om en videreudvikling. Lena Lindenskov og jeg er med i en ekspertgruppe i det videre arbejde. Og jeg vil rose Epinion for en bedre brugerflade og nogle fornuftige korrektioner i testen", siger Bent Lindhardt.

"Problemet er, at talblinde er fra almindeligt til særlig godt begavede, men de har et problem med tal. Ikke med andre emner. Talblinde har nogle sære færdighedsproblemer i forhold til deres intellektuelle mulige formåen. Så du kan sidde og have en samtale med en elev i 9. klasse om trigometriske funktioner, men når den elev skal lægge 7 og 9 sammen, kan eleven kun gøre det ved at tælle sig frem. Det er det, der er underligt, og man skylder dem en anerkendelse for deres handicap".

Bent Lindhardt fortæller, at han har foreslået at gøre talblindhedstesten vejledende og ikke diagnosticerende. Dele af testen ser på om eleven har psykologiske, sociale eller andre problemer, der kan stå i vejen for forståelsen af tal og matematik.

Han påpeger, at der er et enormt fokus blandt lærere og matematikvejledere på hvornår der kommer en talblindhedstest.

Talblind elev: Vi spørger hele tiden om matematik, og her er det ok

"Lærerne mangler en test for at finde elever, der er talblinde, og hvis ikke ministeriet kommer med en national test, så vil der efterhånden ske en liberalisering. Så vil kommuner, skoler, forlag gå ind og lave test og så bliver det forskelligt om du er diagnosticeret som talblind i Nordjylland eller på Sjælland. Ingen kan bruge sådan en liberalisering til noget. Der er brug for en ensartethed, og derfor er det vigtigt, at der kommer en national test i talblindhed", siger Bent Lindhardt.

Epinion: Vi videreudvikler

Hos Epinion forklarer de, at de er i gang med en videreudvikling af den oprindelige test, og at der ikke er tale om en helt ny test. De forventer at aflevere deres arbejde til Undervisningsministeriet sidst på året.

Testen bygger på den tragtmodel, der var i det oprindelige arbejde, med fire dele - observationsguide for læreren, en digital test til eleven, en samtaletest og så råd til hvordan man kan hjælpe den pågældende elev.

800 skoler meldte sig til at afprøve talblindhedstesten, hvilket også tyder på en stor interesse ude på skolerne for at få en test.

Undervisningsordfører for Venstre Ellen Trane Nørby bekræfter overfor folkeskolen.dk, at ordførerne er interesserede i at få talblindhedstesten med i en testpakke.

"Mange efterspørger en talblindhedstest, og vi er flere, der har spurgt løbende til den. Anni Mathiesen (V) og jeg var jo også med til at sætte penge af til den i sin tid, så når den ikke er med her, er det fordi, vi har fået at vide, at udviklingsforsøget ikke har vist tilstrækkelig robusthed. Vi har fået at vide af undervisningsministeren, at den nok først vil være klar i 2024", siger Ellen Trane Nørby.