Debat

Jeg glæææder mig…

Reaktion og supplerende kommentarer fra en kollega, der glæder sig til at komme i gang med tyskundervisningen efter sommerferien.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Jeg traf kort før skolestart i år en yngre tyskkollega, der udtrykte: ”Jeg glæææææder mig til at komme i gang med tyskundervisningen igen”.

”Hvad har du at have din glæde i”? spurgte jeg ham. Han fortalte, at han i sommerferien efter 9. klasse for nu snart mange år siden havde deltaget i Tyske Sprogkurser i Tyskland. Her havde han i Freiburg været privat indkvarteret og havde senest her i sommerferien besøgt familiens søn, der var jævnaldrende med ham. De havde nu i snart 20 år holdt kontakten. De korresponderede jævnligt, og han følte, at han blandt andet på den måde holdt sig sprogligt opdateret.

Endvidere fortalte han, at han havde læst folkeskolens artikel fra 30. juni 2021 ”Flertal pålægger regeringen at styrke tyskundervisningen” [https://www.folkeskolen.dk/1874982/flertal-paalaegger-regeringen-at-styrke-tyskundervisningen], hvoraf det fremgår, at regeringen pålægges at udarbejde en Tysklandsstrategi, der skal styrke det tyske sprog gennem hele uddannelsessystemet. Han mente, at der var nogle åbninger, der ville kunne styrke tyskundervisningen fremadrettet.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Endvidere nævnte han, at han i den sidste uge før start, når han ikke havde deltaget i den fælles planlægning, havde gennemlæst Faghæfte for faget tysk, 2019 [https://emu.dk/sites/default/files/2020-09/GSK_Faghæfte_Tysk_2020.pdf] og havde der fundet inspiration og planlægningsforslag til det nye år. Alt i alt følte han sig godt rustet til undervisningen fra 5. – 9. klasse. En tysknørd, kan man vist godt kalde ham.

Tysklandsstrategi

Den Tysklandsstrategi, han henviser til, bygger på et forslag, Eva Kjer Hansen med flere fremsatte den 12. november 2020, og som var til 1. behandling den 9. december 2020 i Folketinget. Forslaget blev efter folketingets 1. behandling henvist til Europaudvalget, og det er resultatet heraf, der nu af et flertal af folketingets partier pålægger regeringen at udarbejde en Tysklandsstrategi.

Af de politiske beslutninger, der er fremsat af Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti og Kristendemokraterne, fremgår det blandt andet:

At udvalget er enigt om…

-  at Danmark bør styrke sit forhold til Tyskland på en række områder, herunder inden for kultur, sprog, turisme og handel. 

-  at den politiske dialog med Tyskland fortsat prioriteres højt både bilateralt og i EU.

- at samhandelen med Tyskland er vigtig og hviler især på en styrkelse af tyskkundskaberne, som er stærkt efterspurgt i store dele af erhvervslivet.

- at et flertal i udvalget pålægger regeringen at udarbejde en strategi for styrkelse af det tyske sprog i Danmark gennem hele uddannelsessystemet.

- at styrke den sproglige og kulturelle opkvalificering af tysklærerne.

Behovsanalyser foretaget af NCFF

Ovenstående synes rimeligt, når man tænker på resultatet af, at behovsanalyser foretaget af NCFF i fagene tysk, fransk, spansk og engelsk viser, at lærere generelt oplever et stort behov for både sproglig og didaktisk opkvalificering. Ikke mærkeligt, når man tænker på, hvor få efteruddannelseskurser, der er gennemført efter den seneste revision af folkeskoleloven fra 2014. 

Det er indlysende, at der blandt tysklærere er et stort behov for at vedligeholde og udbygge ikke kun pædagogiske, didaktiske, men også faglige kompetencer.

Anden inspiration

Min kollega, som jeg omtalte i starten af dette indlæg, havde hæftet sig ved ”Faghæfte for tysk, 2019”. Imidlertid er der også inspiration at hente på EMU.dk, hvor der gives en række ideer og input:

https://emu.dk/grundskole/tysk/faghaefte-faelles-maal-laeseplan-og-vejledning?b=t5-t14, hvor du også finder dialogkort til inspiration i faggruppen. Kortene indeholder spørgsmål, der sætter fokus på, hvordan faghæftet kan anvendes til fælles refleksion om undervisningen i faget. Endvidere finder du på Emu-linket en film [https://emu.dk/media/8154] om faghæftet for tysk.

Tysklærerforeningen for Grundskolen (TLFG) afholder onlinearrangementer i efteråret:

Alle kl 19.30 - 20.30. 

- 9. september. Carl Kinze: Content Language Integrated Learning 

- 28. oktober. Adeline Muntenjon: Deutsch mit NORDI - undervisningsmateriale til den tidlige sprogstart i tysk.

Tilmelding: Send en mail til info@tysklaerer.dk med dit navn + kursusønske - så modtager du link med kursusadgang.

På Det Nationale Center for Fremmedsprog (NCFF), kan der også indhentes relevante baggrundsmaterialer for fremmedsprogenes udvikling: https://ncff.dk/projekter/bevilligede-projekter/behov-og-viden/

På Facebook siderne: Tysklærerforeningen for Grundskolen og i Faglig sparring for tysklærere er der også megen inspiration at hente gennem input og dialog.

Der er med andre ord ingen grund til at kede sig.

Det kan fastslås, at elevernes udbytte af undervisningen er ligefremproportional med lærerens engagement. Og engagement opstår gennem faglighed og metodisk- didaktisk viden. Og den kommer ikke af sig selv.

Vi venter derfor kun i spænding på, at Regeringen kommer med sit udspil til en ny Tysklandsstrategi, som et flertal i Folketinget har pålagt regeringen. Med en sådan i hånden vil der være reelt belæg for, at vi kan komme videre med udviklingen af faget tysk – også i Grundskolen.