Voksenspecialundervisning
0   23

Jeg har følt mig lidt glemt

Som specialskolelærer er Janne Munch Pedersen på arbejde som normalt for at undervise sine elever. Mens resten af Skoledanmark har været tvunget hjem, har hendes arbejdsplads, CSU Egedammen i Hillerød, ikke været omfattet af nedlukningen denne vinter. Lærerne og de unge i alderen 15-25 år er sammen hver dag.

Hvordan har du oplevet at gå på arbejde, imens resten af landet har været hjemsendt?

"Det har været en speciel situation. Under første nedlukning var vi hjemsendte og kørte udelukkende fjernundervisning. Denne gang blev vi holdt åbne. Jeg vil ikke vurdere, om det er den rette beslutning. Det må være en sundhedsfaglig vurdering, hvad der skal være åbent og lukket. Men jeg har følt mig lidt glemt.

Vi er ikke blevet nævnt i medierne, selv om vi synes, at vi er lige så meget frontpersonale som mange andre, man hører om. Det er ikke, fordi jeg synes, at vi skal have særlig opmærksomhed, eller at vi er særlig udfordrede i forhold til så mange andre. Jeg har hørt nogen sige, at lærerne på specialskolerne skal foran i vaccinekøen. Sådan har jeg det ikke. Jeg har ikke lyst til at tage pladsen for en, der er mere sårbar end mig eller fra en sygeplejerske eller læge, der står med coronasmittede. Men vi vil gerne have en plads i den offentlige debat".

Artiklen fortsætter under banneret

Har du følt dig tryg ved at gå på arbejde?

"Det er utrygt, men et eller andet sted er det for hulen da også utrygt at gå ned og handle. Men når du handler, kan du holde afstand - det kan vi ikke. Hverken to eller en meter. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre. Så kan vi ikke undervise. Mange elever har brug for, at vi sidder klos op ad dem for at støtte dem. Nogle af dem har brug for et kram. Og så har vi kørestolsbrugere, som skal liftes, skiftes og mades. Nogle af vores elever er lige så sårbare som de ældre på plejehjemmene. Derfor vil jeg have det rigtig dårligt, hvis jeg var ubevidst smittebærer, og det så viste sig, at jeg var kommet til at smitte elever.

Nu er det ikke sådan, at jeg går og er bange, når jeg underviser. Det skyldes nok især, at smittetallene for tiden er så langt nede. Men det vil selvfølgelig være en anden situation, hvis det viser sig, at den engelske variant virkelig får fat. Så står vi i en ny situation. Så vil jeg godt nok gerne have, at de lukker sådan nogle steder som os".

Synes du, at det er okay, at I har den her rolle som frontpersonale?

"Det er svært at sige. De lærere på skolen, der har med kørestolseleverne at gøre, har det sværere end mig. Her skal personalet iklæde sig kitler og visir, hver gang eleverne skal liftes og mades. Nogle af vores elever forstår slet ikke, hvorfor vi ser sådan ud, og bliver forvirrede. Omvendt har jeg det sådan, at vuggestue- og børnehavepædagogerne jo også har gået på arbejde hele vejen igennem med den risiko, der er forbundet med det.

Jeg synes, at vi er nødt til at tage os af dem, der har børn, for at samfundet kan køre rundt, så længe det bliver vurderet, at det er sundhedsfagligt forsvarligt".

Er der noget, du gerne så, at man håndterede anderledes?

"Jeg har læst, at kollegaer fra andre skoler ønsker kortere skoledage, men vores skoledage er i forvejen meget korte, og der er også efterhånden blevet styr på, at det er de samme vikarer, der kommer ind i de samme grupper af elever. Vi har også store mængder mundbind, visirer, kitler og sprit. Der er slet ikke mangel.

Jeg synes, at de gør, hvad de kan for at passe på os. Rengøringen kunne godt være bedre, men sådan har det altid været hos os, selv om nogle af vores elever har svært ved at holde en god hygiejne. Så det er generelt ikke et særlig sterilt arbejdsmiljø, jeg arbejder i. Men jeg ved, at der har været smitte på flere af de bosteder, som nogle af vores elever kommer fra, og det har ikke ført til smitte på skolen. Så vores rengøring og retningslinjer må jo virke".


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Specialpædagogiknetværket er for alle, der interesserer sig for eller arbejder med undervisning af børn og voksne med særlige behov. I samarbejde med Tidsskriftet specialpædagogik

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
2.462 andre er allerede tilmeldt