Håndværk og design
0   7

Første karakter i håndværk og design blev en blandet fornøjelse

Mange håndværk og designlærere syntes egentlig godt om ideen med karakterer i valgfaget. Men med coronanedlukning har det for nogle været en urimeligt svær opgave at vurdere elever, som de måske kun har set få gange.

I fredags var der for mange deadline for at give karakterer i valgfagene. Men selv om mange lærere tidligere har givet udtryk for, at det kunne blive en god oplevelse for eleverne - og også få dem til at give faget lidt mere opmærksomhed -  så har håndværk- og designlærernes forummer på det seneste givet genlyd af frustrationer over karaktergivningen. Valgholdene er organiseret meget forskelligt, så nogle er blevet hårdere ramt end andre. Men der er bred enighed om, at grundlaget for at vurdere elevernes indsats er væsentligt forringet af den lange coronanedlukning i foråret. Oveni er 8.-klasserne på mange skoler hårdt ramt af hjemsendelser, så store dele af undervisningen også i øjeblikkeet bliver aflyst.

Kan end ikke elevernes navne endnu

Cecilie Walberg Andersen er en af de lærere, som har haft det svært med at skulle give eleverne karakterer. Hun har skiftet job 1. november og har kun mødt eleverne i håndværk og design tre gange.

"Jeg har linjefag i håndarbejde og har undervist i håndværk og design, lige siden det blev oprettet. Jeg elsker faget og brænder rigtigt meget for det, og jeg er ren faglærer. Men jeg synes, det er en umulig opgave at bedømme eleverne, når man har haft dem så lidt".  

Artiklen fortsætter under banneret

Mange andre står i samme position, fordi valgfagene er blev omlagt, fordi klasserne ikke må blandet, eller på grund af aflysningerne. Cecilie Walberg Andersen skrev ud i håndværk og designs facebookgruppe, og her svarede mange kolleger, at situation er helt forrykt.

En svarede fx: "Jeg står i nogenlunde samme situation. 8 klasses valghold, som jeg har haft 3 gange i 2 lektioner som jeg står og skal give karakter : -0. Kender knap deres navne. Har spurgt min leder, om man kunne give alle et 7-tal, men afventer svar".

Cecilie Walberg gjorde det samme, men hendes leder måtte henvise til lovgivningen, der siger, at eleverne skal vurderes individuelt, og at det kun er langvarig sygdom hos eleven, der kan gøre, at man undlader at give karakter.

"Jeg har 19 elever, og jeg kan ikke engang deres navne endnu. Jeg har ikke set dem arbejde i begge værksteder, for jeg har dem alene og kan ikke være i to rum. Og udover nedlukningen har de haft en sygemeldt lærer over længere tid, hvor vikaren slet ikke har måttet bruge maskiner. De har lavet string-art på 3.-4.-klassesniveau, og de ved ikke, hvad et moodboard er. Det er helt absurd at skulle vurdere dem nu".  

Hun endte med at give dem fire spørgsmål ud fra det forløb, de er i gang med om mosaik. De blev også bedt om at uploade en powerpoint med billeder og eksempler på, hvad mosaik er.

"Og så har jeg sagt til dem, at de skal have ro på, for jeg giver ikke bundkarakterer, når situationen er, som den er"

Flere lærere fortæller, at de har haft god nytte af at bruge det vurderingsskema, som findes i prøvevejledningen til faget. Se linket under artiklen til hele vejledningen. 

Godt at sparre om karaktererne

Louise Serrizlev Thygesen underviser også i håndværk og design, og for hende fylder det også hele skemaet. Hun er grundlæggende enig i, at det er en svær situation, og som pædagog, kunstner og uddannet fra sløjdlæreruddannelsen har hun aldrig givet karakterer før. Men det lykkedes alligevel at finde en god måde at finde niveauet. Hun og hendes kollega, som er håndarbejdsuddannet, er to om én klasse og har gode lokaler, så de arbejder tæt sammen.

"Det er jo helt grundlæggende et svært fag at give karakterer i, for nogle har jo nogle sindssygt sjove og skæve ideer, men er ikke så gode til at få dem til at blive til virkelighed. Og en stor del af faget er at åbne deres hovedet og motivere dem. Men min kollega og jeg snakkede lidt om det, og blev enige om at tage eleverne ud enkeltvis eller i deres smågrupper og tale med dem om det. Og det blev faktisk en supergod oplevelse", fortæller Louise Serrizlev Thygesen.

Alle elever har logbøger, hvor de noterer deres ideer og design, hvilke materialer de bruger og vigtige informationer om værktøjer osv. Så Louise Serrizlev og hendes kollega Anne Bentzen tog samtalerne med eleverne ud fra logbøgerne.

"Det var så fint, for når vi kiggede i bøgerne, kunne vi samtidig anerkende dem, hvis de havde lavet en masse, og fortæller nogle, at de måske skulle dokumentere mere. Og sammen kunne vi pludselig huske alle mulige detaljer om ting, de har lavet helt tilbage i 7. klasse. Når man kun se eleverne en gang om ugen, kan man risikere, at man ikke kender dem særligt godt. Og de har jo alle sammen brug for at blive set som hele mennesker. På den her måde følte de sig set og nød, at vi kunne huske lige præcis den samling, den enkelte fik lavet ekstra godt".

De to lærere havde på forhånd noteret, hvilken karakter, de tænkte eleven skulle have, så det kunne de fortælle eleven og spørge, om de syntes det var rimeligt og snakke om, hvad de kan gøre for at forbedre eller bibeholde til årskarakteren.

"De var meget enige alle sammen. Men det gjorde også virkelig meget, at vi to havde kunnet snakke om det inden, for vi ser jo noget forskelligt i de hårde og de bløde materialer".

Deres elever har heller ikke haft seriøs håndværk og design-undervisning under nedlukningen, for det mener Louise Serrizlev er nærmest umuligt. Men de har ikke haft aflysninger efterfølgende, og de to lærere kender de fleste af eleverne fra de små klasser også. Så alt i alt ser hun det faktisk som en god oplevelse at have givet karakterer.

Aflys eksamen nu

Prøven til sommer er derimod en anden sag. Her så både Louise Serrizlev og Cecilie Walberg ligesom stort set alle deres kolleger fra forskellige skoler, der debatterer i deres facebookgrupper, helst at den blev aflyst.

"Jeg synes ikke, at det er fantastisk, at de skal til eksamen i år. De er gået glip af meget undervisning, og det er en ret krævende eksamen", siger Louise Serrizlev. Og Cecilie Walberg så gerne, at det skete nu.

"Jeg forstår virkelig ikke ministerens udmelding om, at det skal gøres på det rigtige tidspunkt. Det virker næsten som om, hun ikke har tillid til, at vi vil prioritere faget, hvis man aflyser. Hvis man gjorde det nu, kunne vi give eleverne ro og fokusere på at lære dem det hele på den bedste måde. Som det er nu, er vi jo tvunget til at koncentrere os om, hvad de mangler før eksamen". 


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Håndværk og designnetværket er for alle, der underviser i eller interesserer sig for faget. I samarbejde med Foreningen for håndværk og design.

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
1.259 andre er allerede tilmeldt