"De skal lære at forholde sig til det, og det vil vi gerne vænne dem til", lyder det fra Kristina Fischer, skoleleder i Ringsted.

Fire kommuner giver karakterer i 7. klasse: Her er deres erfaringer

På folkeskoler i fire kommuner har eleverne fået karakterer allerede i 7. klasse dette forår. Både formål og erfaringer har været forskellige, og det kan du blive klogere på i denne artikel.

Publiceret

Standpunktskarakterer

Elevens præstation og standpunkt skal bedømmes på grundlag af defaglige krav til de enkelte fag på det tidspunkt, karakterernegives. Der gives standpunktskarakterer mindst to gange om året i8., 9. og 10. klasse. Der kan ikke gives standpunktskarakterer påandre klassetrin. 

Kilde: Undervisningsministeriet 

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Vesthimmerland, Næstved, Ringsted og Helsingør.

Det er de fire kommuner, der i skrivende stund har fået tilladelse fra Undervisningsministeriet til at give karakterer til 7.-klasseelever gennem Folkeskolelovens paragraf 55.

Klaus Toft, skoleleder på Løgstør Skole i Vesthimmerlands Kommune, har tidligere fortalt på folkeskolen.dk om positive forsøgserfaringer fra skolen. Han er godt tilfreds med, at de på skolen kan fortsætte med at give 7.- klasserne karakterer næste år.

Forsøg: Lærere glade for karakterer allerede i 7. klasse 

Løgstør Skole er ikke det eneste sted i landet, der har fået dispensation til at give standpunktskarakterer i 7. klasse. Læs her, hvordan det er gået i de tre andre kommuner, der har kørt tilsvarende forsøg - fra både ledernes og lærernes synspunkt.

Næstved vil forberede eleverne - lærerne er splittede

I Næstved Kommune er de seks folkeskoler opdelt i afdelinger. Forsøget med to årlige standpunktskarakterer for 7.-klasserne klæder eleverne på til de senere prøver i folkeskolen, mener Jørgen Wilms, der er skoleleder på Holmegaardskolen.

"Fra ledelsens side vil vi gerne finde ud af, hvad det gør ved en elev, når man får karakterer. Man kan bruge det som en øvelse. Det kommer uundgåeligt i 8. klasse. Hvad skal eleverne gøre for, at de bliver bedre? Det kan være en træningsbane, ligesom prøveeksaminer kan være det i 8. klasse", siger han.

På Holmegaardskolen hedder udskolingsafdelingen Fensmark, og her underviser Michael Perch - samtidig med, at han er byrådsmedlem for Socialdemokratiet i kommunen. Han oplever en splittet lærergruppe:

"Min fornemmelse er, at lærernes holdning er forskellig", siger han og tilføjer om sit eget standpunkt: "Jeg synes, vi presser citronen i forhold til at stille flere krav til børnene, der i forvejen oplever mange krav. De får sværere ved at navigere den hverdag, de er i".

Michael Perch mener samtidig, at man bør kunne måle og forberede eleverne på andre måder end ved at give karakterer til yngre elever, end Folkeskoleloven som udgangspunkt foreskriver.

"Det er både forældrenes og elevernes forventninger og krav til at få en status til, hvordan det går - uanset hvor man er i sit skoleforløb - og hvis ikke det var muligt at gøre på en anden måde end med karakterer, skulle vi også have det i 1. klasse".

At forsøgsordningen er en glidebane afviser skolelederen, der ikke mener, at det er relevant.

"Det falder meget naturligt her, at vi øver os i 7. klasse. Eleverne starter i nye fællesskaber, hvor vi blander fire nye 7.-klasser. Det ville ikke være naturligt, at vi også skulle give karakterer til 6. klasser", siger skoleleder Jørgen Wilms.

I Næstved Kommune udløber forsøget i slutningen af kalenderåret.  

SF'er kritiserer karakter-forsøg: Karakterer skal ikke skabe konkurrence 

Helsingør: Konkurrerer mod privatskoler

På Tibberupskolen, der er udskolingsafdeling af Espergærde Skole i Helsingør Kommune, er holdningen mere ens mellem lærere og ledelse. Forsøgsordningen giver blandt andet skolen bedre mulighed for at konkurrere med de omkringliggende privatskoler.

"Vi sammenligner os i høj grad med privatskoler i Nordsjælland, og de giver også karakterer til 7.-klasser. Forældrene er meget optagede af det", siger skoleleder Andreas Elkjær.  

Sådan skal de afgørende karakterer til afgangseleverne gives 

Bodil Petersen er lærer og tillidsrepræsentant på skolen, og ifølge hende er lærerne generelt meget glade for at give standpunktskarakterer til 7. klasserne. Hun forstår ikke bekymringen om for tidlig karaktergivning for 7. klasse.

"Jeg forstår ikke kritikken. Det er en større bekymring, når man får eleverne i 7. klasse og de kun har fået en samlet vurdering for fag som matematik og dansk ud fra 5 trin over eller under middel. I læseplanen fra Børne- og Undervisningsministeriet er 3. trin 7.-9. klasse, derfor bør elevernes standpunkt vurderes efter samme skala på de tre trin".

Samtidig fortæller hun, at lærerne tager særligt hensyn til eleverne, når de giver karakterer første gang.

"Begge år, jeg har været med til at give karakterer til 7. klasserne, har lærerne på forhånd talt om, at der skal være virkelig gode argumenter for eksempelvis at give 02 til en elev. Vi er jo heller ikke interesserede i at give eleverne en dårlig første oplevelse".

Forsøget i på Tibberupskolen udløber i denne måned, men Styrelsen for Undervisning og Kvalitet oplyser, at der er blevet sendt en ny ansøgning.

Ringsted: Karakterer kan komme i konflikt med trivsel

Siden oprettelsen i 2012 har udskolingsafdelingen Campusskolen, der modtager elever fra Dagmar-, Nordbakke- og Valdemarskolen i Ringsted, fået godkendt forsøg med standpunktskarakterer til 7. klasse af perioder på to år.

Eleverne skal lære at arbejde konstruktivt med karakterer fra en tidlig alder, lyder det fra skoleleder Kristina Fischer.

"De skal lære at forholde sig til det, og det vil vi gerne vænne dem til".

Hun lægger vægt på, at der bliver holdt to årlige skole/hjem-samtaler, og at den første i efteråret har fokus på elevernes trivsel.  Hun bekymrer sig derfor ikke over, om eleverne vil opleve et unødigt pres, da hun mener, at elevernes trivsel er højt prioriteret skoleåret igennem.

"Det ville være problematisk, hvis vi gav dem karakterer allerede en måned inde i 7. klasse, og det er selvfølgelig ikke den måde, vi gør det på".

Ifølge Benedikte Nielsen, der er tillidsrepræsentant på overbygningsskolen, har forsøget været vendt flere gange på skolen. Eleverne starter i nye klasser, og her er trivslen afgørende for deres faglige udvikling:

"Argumentet imod har været, at vi har fokus på meget andet end det fag-faglige for elever, når de starter her i 7. klasse. De skal sammentømres, og vi skal sætte klasser sammen, der fungerer godt", siger hun og fortsætter om egne erfaringer:

"Personligt har jeg oplevet elever, der føler sig pressede af de tidlige karakterer og kravet om at præstere. Det er der slet ikke nogen tvivl om. Samtidig er der nogle, der vokser af det. De synes, det er fedt, at de endelig kan få et tal på deres faglige niveau. Det er begge positioner".

Forsøget med standpunktskarakterer i 7. klasse på Campusskolen fortsætter i skrivende stund til sommeren 2021.