Anmeldelse

Projektkompetencer

Projektkompetencernes nødvendighed i faglig og tværfaglig undervisning

I en fremragende og tiltrængt bog om projektopgaven og projektarbejde formuleres et læringssyn, der er et modspil til den snævre kompetencetænkning i de nye Fælles Mål for dansk.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Denne bog er en hjælp til lærere, der skal gennemføre projektopgaven i 9. klasse, men den er langt mere end det. De to forfattere kan deres kram. De har en solid viden om det lovmæssige grundlag og dets fortolkninger. De har føling med praksis helt ned i den konkrete detalje med masser af inspirerende og nyttige løsningsforslag, og de har samtidig et teoretisk og skolepolitisk vidsyn, som sætter de konkrete forslag ind i et større perspektiv og demonstrerer en dybtgående og omfattende teoretisk viden.

Fakta:

Titel: Projektkompetencer

Forfatter: Signe Holm-Larsen, Ulla Sverrild

Pris: 335

Sider: 229

Forlag: Dafolo

Lærere og lærerstuderende er i godt selskab, hvis de vil læse denne bog fra ende til anden eller bruge den som opslagsbog, og vil med sikker hånd blive guidet igennem den komplicerede projektopgaves lunefulde, skærfyldte farvand.

Forfatterne beskæftiger sig også med den nye digitale udvikling, kravet om evidens og om faglighed i projektarbejde. Men et af de vigtigste hovedtemaer er beskrivelse af, hvad projektkompetencer er. Begrebet er nævnt i bekendtgørelsen om projektopgaven, men er ikke defineret og præciseret.

Forfatterne beskriver kompetencebegrebets sejrsgang og refererer til udviklingen internationalt og til forskelligartede opfattelser af, hvad kompetencer vil sige. Denne forhistorie munder ud i forfatternes egen opfattelse af projektkompetencer. De opererer med følgende projektkompetencer: problembehandlings- og produktkompetence, analyse- og vurderingskompetence, kritisk stof- og kildebehandlingskompetence, kommunikations- og formidlingskompetence og samarbejds- og konfliktløsningskompetence.

Den grundige redegørelse for forfatternes opfattelse af, hvordan projektkompetencerne kan forstås, er et fremragende bud på et alternativ til de Fælles Måls styrede, videns- og færdighedscentrerede tilgang til faget dansk. Forfatterne taler også om en projektfaglighed, hvor man kunne øve projektkompetencer i de enkelte fag.

Men andre kernepunkter beskrives også. Forfatterne giver et tilbageblik til de glade RUC-dage i 70'erne, da Knud Illeris var Gud. De centrale punkter i projektarbejde er stadig aktuelle og tager udgangspunkt i et reelt problem, deltagerstyring, eksemplarisk valg af stof, udarbejdelse af et produkt, der skal kommunikeres videre til andre, og overvejelser om handlemuligheder i forlængelse af den indsigt, eleverne opnår ved at arbejde med projektet. Projektarbejdet sker i et tværfagligt samarbejde med flere fag, og det er afgørende, at den faglige kvalitet er i orden, og at lærere og elever forholder sig bevidst til fagenes inddragelse på en kvalificeret måde. Dejligt igen at se en seriøs og engageret bog om tværfaglighed og projektarbejde.

Bogens beskrivelser af målformulering, arbejdsprocesser og evaluering er en glimrende illustration af, at det ikke er så enkel en sag at formulere præcise mål for en dynamisk læringsproces. Målene må stadig justeres, ud fra de erfaringer man gør i processen.

Det er frivilligt, om eleven vil have karakteren og/eller udtalelsen i forbindelse med projektopgaven med på sit prøvebevis. Denne frivillighed signalerer en lav prioritering. Der er ikke tale om, at karaktererne i fagene er frivillige.

Jeg håber, at denne bog kan medvirke til en opprioritering af det læringssyn og den opfattelse af demokratisk dannelse, som gennemsyrer projektarbejde i folkeskolen, både i tværfaglige og faglige forløb i fremtidens skole.