Nyheder, blogs og indlæg om it i undervisningen, it-didaktik, gadgets og erfaringer fra lærer til lærer

(10.377 følger) Se alle medlemmer
Forskning Skoler
0   717

Ny forskning: Tænk rum, børn og didaktik sammen med it

En simpel analyse af forholdet mellem didaktiske visioner, rum og teknologier er vejen til en bæredygtig it-kultur på skolerne. Enhver lærer vil uden videre kunne foretage analysen og herfra kræver det kun mod til at inddrage eleverne i it-udviklingen. Sådan lyder budskabet fra professor Ole Sejer Iversen, der i dag præsenterer sine forskningsresultater på en konference i New York.

"Vi gør os selv en bjørnetjeneste, når vi i folkeskolen bare hænger nogle interaktive tavler op eller indkøber teknologier uden overhovedet at tænke på, hvad de har af betydning for det fysiske rum", siger Ole Sejer Iversen, der er professor ved Participatorisk It-center på Aarhus Universitet, hvor han bl.a. beskæftiger sig med interaktionsdesign til og med børn.

Frem for at anskue teknologi som et produkt bør man i højere grad se teknologi som en proces, mener Ole Sejer Iversen, der det seneste skoleår har skubbet netop til it-processen på to jyske folkeskoler i forbindelse med et forskningsprojekt omhandlende den bæredygtige it-kultur og sammentænkningen af rum, didaktik og it på skolen.

Artiklen fortsætter under banneret

"Man har været meget optaget af at indkøbe teknologier, men knap så opmærksomme på, at det også kræver organisatoriske, rummelige og didaktiske overvejelser, før man overhovedet vil kunne tale om succesfuld it-anvendelse og læring", siger Ole Sejer Iversen.

På konferencen Interaction Design and Children (IDC), der i år afholdes i New York, præsenterer Ole Sejer Iversen i dag sine resultater fra interaktionen på hhv. Kjellerup Skole i Silkeborg Kommune og Vinding Skole i Vejle Kommune.

Sådan gør du

At tænke rum, didaktik og it sammen behøver på ingen måde at være en uoverkommelig opgave. Alle lærere kan gå hjem og begynde fra scratch, fortæller Ole Sejer Iversen om den simple model, han har opstillet.  

"Du starter med at nedfælde de pædagogiske eller didaktiske visioner for din undervisning, hvis du ikke allerede har gjort det. Herefter plejer jeg at opfordre til, at man tager nogle billeder af de læringsrum, man er i. Her tænker jeg ikke kun på de fysiske, men også på de digitale rum", forklarer Ole Sejer Iversen og tilføjer:

"De fysiske rum giver sig selv, her tager du billeder af dine undervisningsomgivelser. Men de digitale rum, der kan være sværere at fotografere, kan suppleres af en beskrivelse".

Fra et elevperspektiv gælder det nu om at få sat nogle ord på, hvad det er eleven møder i det fysiske rum, hvorefter tredje skridt bliver at overveje, om der er overensstemmelse mellem de pædagogiske visioner og det, eleverne møder i rummet.

"Afstemhed er et nøglebegreb her", siger Ole Sejer Iversen. Det digitale lag kommer på til sidst.

"Man overvejer slutteligt, hvad det er for digitale rum, man har og allerede anvender og igen hvordan de så er afstemt med de visioner, man har".

Først når man har reflekteret over forholdet mellem teknologi-anvendelsen, didaktikken og rummet, mener Ole Sejer Iversen, at man er ved at være klædt på til at spørge, hvordan nye teknologier kan placeres i de gamle rum.

"Vi har nogle folkeskoler, der ikke alle sammen er bygget i går. Hvis vi vil have læring ud af teknologi-anvendelsen, så fordrer det, at vi tænker rummene på en helt anden måde end det, de egentlig var bygget til".

Projekt LITiRUM

I efteråret 2012 blev 120 6.-klasselever og deres lærere fra Kjellerup og Vinding Skole inviteret til at tænke deres it-anvendelse forfra. Bag forskingsprojektet "Læring og IT i Rum" (LITiRUM) står, foruden Ole Sejer Iversen, bl.a. arkitektskolen i Aarhus og professionshøjskolen Via. En analyse af visioner, rum og eksisterende teknologier afslørede et behov for en teknologi, der kunne forbinde og samle de forskelligartede læringsrum.  

"Vi satte os for at udvikle en social teknologi, der kunne bære brobygningen mellem formelle og uformelle læringsmiljøer", fortæller Ole Sejer Iversen. Når man skal finde ud af, hvordan en sådan teknologi ser ud, så er den bedste fremgangsmåde at spørge eleverne, mener han. 

Men tre 6.-klasser på hver skole var alligevel for mange elever at involvere, da teknologiudviklingen blev konkret. På Vinding Skole endte det med at være Katrine Kiersteins 22 elever, der blev de egentlige sparringspartnere for designere og programmører af den sociale teknologi Narrify - en medieplatform med rummelige interaktionsfaciliteter, hvortil eleverne fra forskellige stationer på skolen kan uploade videoer og billeder.

"Det har været et super spændende projekt, der er foregået meget på elevernes præmisser. Indimellem har det været frustrerende, for det er en helt anden måde at arbejde på end jeg er vant til. Jeg ved altid, hvor vi ender og jeg har et bestemt mål med det, jeg gør. Forskerne har haft andre mål", fortæller Katrine Kierstein.  

På Vinding Skole blev der bygget og opstillet en mandshøj kasse på en trappeopsats. Boksen, man kan træde ind i, har åbning ind mod en væg, hvor der sidder et videokamera. Det er så meningen, at eleverne skal kunne gå herind og optage små 30- sekunders film, der efterfølgende kan uploades direkte til Narrify, forklarer Katrine Kierstein.

Da teknologien til sidst kom til at fungere, så har videomuligheden fungeret fint som en differentieringsmulighed, mener hun. I forbindelse med et novelleforløb, gav Katrine Kierstein fx eleverne valget mellem at filme oplæsningen af et resume af novellen eller lægge et billede med tekst ud på Narrify.

Alle kan i princippet logge på Narrify på adressen skole.narrify.dk. Det er selve meningen, at man også hjemmefra og fra andre uformelle læringsrum skal kunne blande sig på Narrify, forklarer Katrine Kierstein.      

Ole Sejer Iversen understreger dog, at Narrify ikke nødvendigvis er noget, du finder som et stykke software på hylderne i morgen eller for den sags skyld om tre måneder

"Det er en prototype, der udspænder mulighedsrummet for, hvordan teknologi kan anvendes. Pointen er, at den kommer fra eleverne, dels fra de studier, vi har lavet af eleverne, men i høj grad også fra de designworkshops, vi har lavetmedeleverne", siger han.   

LITiRUM-projektet

- Projekt LITiRUM, "Læring og IT i Rum", er en del af et EU-støttet projekt.

- Partnere i projektet er Arkitektskolen Aarhus, Aarhus Universitet, VIA UC, Vejle og Silkeborg kommuner. Leverandører til projektet er RUM Arkitekter, Ødsted Tømrer- og Snedkerforretning A/S og softwarevirksomheden DigiTales.

 Uambitiøst blot at springe på vognen

I New York vil Ole Sejer Iversen slå et slag for elevinddragelsen. 

"Vi skal al tør-svømning til livs i folkeskolen. Vi skal af med alle de steder, hvor eleverne ikke kan se, at den viden, skolen tilbyder dem, på en eller anden måde, har relevans i deres liv.  Det kan man fx gøre ved hjælp af en teknologi som Narrify, der  forbinder elevernes hverdagspraksis med det, de lærer i skolen", siger han og gentager, at han tænker folkeskolen som et sted, hvor man ikke bare anvender teknologi, men udvikler teknologi.

 "Jeg er meget interesseret i, hvordan den folkeskole, der kommer, kan se ud. En folkeskole, hvor vi ikke bare ligger os i slipstrømmen af, at nu har Apple udgivet en ny iPad eller Windows en ny tablet. Det skal ikke være dem, der dikterer, hvordan vi bruger it i folkeskolen. Det skal derimod være folkeskolen, der sætter sig foran i lokomotivet", siger den århusianske professor.

Når han ude på folkeskolerne hører lærere og ledere sige, at de gerne vil være med på vognen, så svarer han næsten altid, at det er da for uambitiøst: "Vi skal op i lokomotivet".  

Konferencen Interaction Design and Children (IDC), der samler alverdens forskere, industrifolk og designere omkring computerteknologier og læring i New York i denne uge, afholdes næste år i Aarhus.

 

 

 


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ