56 procent af de danske børn har brugt digitale læringsprogrammer, før de starter i skole. Det er især Pixeline-spil og nye apps, som er populære

Digitale medier kan øge ulighed mellem børnene

En ny undersøgelse viser, at de nye børnehaveklasseelever er meget vant til at bruge digitale medier. Mere end halvdelen har brugt læringsprogrammer mindst en gang om ugen, før de startede i skole. Videncenterleder ved læremiddel.dk Thomas Illum Hansen mener, det kan øge behovet for undervisningsdifferentiering.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

83 procent af de børn, der starter i børnehaveklasse i år, bruger digitale medier som iPad og computer mindst en gang om ugen, og 56 procent bruger dem til læringsprogrammer om bogstaver og tal. Det viser en ny undersøgelse, som Gallup har lavet for KL.

Den viser også, at en meget stor andel af børnehaveklasselederne mener, at læringsprogrammerne er med til at motivere børnene til at lære.

Udvikling stiller større krav til lærerne Thomas Illum Hansen, videncenterleder ved Læremiddel.dk, peger på, at brugen af digitale medier i hjemmene kan være med til at øge forskellen på børnene.

"Det er klart, at der er stor forskel på at komme fra et hjem, hvor børnene tidligt bliver introduceret for læring, og at komme fra et hjem, hvor læring ikke bliver prioriteret lige så højt. Sådan har det altid været - nu bruger man bare de digitale medier til det. Og derfor er de digitale medier også medvirkende til, at børnene møder op til skolestart med forskellige forudsætninger. Det giver et større behov for differentieret undervisning, så man møder eleverne på deres niveau", siger han.

Læremiddel.dk har ikke undersøgt, om brugen af digitale medier i hjemmet gør børnene bedre i stand til at lære, når de starter i skole. Der er brug for mere forskning på området, mener Thomas Illum.

Undersøgelsen viser desuden, at børnehaveklasselederne især efterspørger bedre og mere stabil teknik, nemmere adgang samt efteruddannelse i at bruge teknikken i undervisningen.

Læs mere

KL's skolestartsundersøgelse