Det er ikke mange forfattere, der kommer til at lægge navn til en litterær tradition. Men "den birkelandske periode" blev i vide kredse betegnelsen for den realistiske genre som slog an fra slutningen af 1950'erne. Thøger Birkelands bøger bragede relativt uforstyrret af politiske budskaber og avancerede formeksperimenter ind på bibliotekernes hylder, hvor de ikke fik lov at stå ret længe for ivrige læsere.

Thøger Birkeland, som døde i går 89 år gammel, debuterede i 1958 med romanen "Drengene fra Stenborgen", og fik nogle år senere Kulturministeriets børnebogspris for efterfølgeren "Når hanen galer". Her præsenterede han for første gang sin specialitet: den skøre familie der udfolder sig i et realistisk miljø i samfundets mindre privilegerede lag - en specialitet han dyrkede til fuldkommenhed i bøgerne om Krummerne, der blev filmatiseret og stadig kan ses i dag. Undervejs leverede han sikre hits som "Saftevandsmordet" og "Lasse Pedersen".

Birkeland havde blik og sympati for de udsatte børn, og han kunne skildre deres miljø, problemer og tankeverden, i langt de fleste tilfælde, uden at være belærende. I det hele taget var hans forfatterskab ikke drevet af ønsket om at lave alting om, hvilket han blev kritiseret for op igennem 1970'erne, hvor kritikere og pædagoger skreg på socialrealisme. Men det er Birkelands bøger, der er blevet stående. Ikke kritikernes programerklæringer.

Thøger Birkeland var uddannet lærer og hentede især episoder og autentisk børnesprog fra sine 25 år som gårdvagt. Den direkte kontakt med sine læsere var en nødvendighed for ham, også længe efter at han egentlig blev i stand til at leve af sit forfatterskab. Han blev tildelt stort set alle de priser, der kan blive en dansk børnebogsforfatter til del.