Lærerne har fået en krog til at lade eleverne arbejde med kønsroller og udseende.
Stor interesse for at skrive til avisen trods skærpet konkurrence
Traditionen tro deltager tusindvis af elever i denne uge i konkurrencen "Skriv til avisen". 1.425 klasser er tilmeldt, og det på trods af, at Ekstra Bladet og udviklingsorganisationen Ibis kører en avis-konkurrence om fattigdom med 300 klasser.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
"Vi har været meget spændte på, om vi ville nå op på samme deltagerantal som tidligere år, men med 1.425 klasser og lige over 30.000 elever ligger vi flot. Der er heldigvis plads til begge konkurrencer, for vi vil gerne have så mange som muligt til at arbejde med avis", siger Louise Zabel. Hun er ansvarlig for Avisen i Undervisningen, der står bag den årligt tilbagevendende konkurrence "Skriv til avisen" sammen med de fleste danske dagblade.
"Aviser er en god måde at få virkeligheden ind i undervisningen på. En avis giver overblik over verden lige nu, og den fortæller det igennem forskellige genrer. Der er forskel på et portræt af ét menneske og på en dybdeborende artikel med ti kilder. Eleverne bliver kritiske medieforbrugere, når de skal vurdere, hvem der sidder med sandheden", siger Louise Zabel.
Noget helt andet end en stil om sommerferien
Det er et stort arbejde for eleverne selv at lave avis, men det er også noget helt andet end at skrive en stil om sin sommerferie, mener Louise Zabel.
"Eleverne skal selv ringe og lave aftale med kilderne, og de skal selv tage ud til dem. Og det skal gøre de med respekt. Der følger forpligtelser med at være journalist, men politikere, erhvervslivet og folk i al almindelighed synes, det er sjovt at medvirke, for ofte stiller eleverne nogle direkte, sjove og skæve spørgsmål".
I år er teamet for "Skriv til avisen" køn. Det spiller både på kønsroller og det udseende, som betyder så meget for børn og unge.
"Det er emner, som lærere gerne vil tage op, men de mangler tit en krog at hænge dem på. Det får de nu. Men det er også svære emner at arbejde med for eleverne, så lærerne skal løfte dem", siger Louise Zabel.
Aviserne skal være færdige på fredag, så de medvirkende dagblade kan begynde at bedømme dem i næste uge. De 37 lokale vindere i henholdsvis 6.-7- klasse og 8.-10. klasse bliver sendt videre til Avisen i Undervisningen, der kårer landets bedste elev-aviser den 20. januar på rådhuset i København.