
Partier ser behov for styrket tysk-fag
Venstre vil pålægge regeringen at formulere en ny Tysklandsstrategi, der blandt andet skal skabe et stærkere kulturelt bånd til Tyskland via en styrket tyskundervisning.
Ifølge det største oppositionsparti Venstre bør Danmark styrke samarbejdet med Tyskland, og derfor er der brug en særskilt strategi til at øge samarbejdet med grænselandet i syd.
Partiet fremsatte derfor før jul et beslutningsforslag om at pålægge regeringen at lave en såkaldt Tysklandsstrategi inden sommerferien. Og det forslag blev 1. behandlet i en timelang debat i folketingssalen den 9. december.
Venstre foreslår blandt andet, at der er brug for en "fortsat styrkelse" af tyskundervisningen hele vejen op igennem uddannelsessystemet, men det var ikke mange ord, tyskfaget fik med på vejen under en meget ordrig debat, der hovedsageligt bestod af partiernes EU-ordfører.
I det Konservative Folkeparti ser man også et behov for en stærkere tyskundervisning, fortalte partiets EU- og uddannelsesordfører Katarina Ammitzbøll.
"Jeg er uddannelsesordfører, og vi ser et stort fald i udbuddet af tysklærere og i efterspørgslen på sprogkundskaber generelt. Det er vigtigt at få styrket vores sprog, også fransk, vil jeg sige".
Også SF bakkede op om en styrkelse af tyskundervisningen, "så længe det ikke er på bekostning af f.eks. andre sprogfag", fortalte partiets EU-ordfører Anne Valentina Berthelsen.
Beslutningsforslaget skal nu behandles videre i Folketingets Europaudvalg, inden det 2. behandles i folketingssalen. Der er endnu ikke sat en dato for, hvornår forslaget skal behandles i Europaudvalget.