Anmeldelse
Religion
Politikens håndbog i verdens religioner
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Redaktion: Mikael Rothstein
480 sider, 399 kroner
Politikens Forlag
Der er god tradition for, at Politikens Håndbøger er lødige og både fagligt og sagligt velfunderede. Således også med denne håndbog.
På de næsten 500 sider kommer man rundt i det religiøse verdenskort, og med god grund vies særlig plads til buddhismen, hinduismen, islam, jødedom og kristendom, mens andre religioner, oprindelige folks religioner og nyere religioner fylder mindre. De enkelte kapitler giver fyldig viden om religionernes historie, forestillinger, ritualer og geografiske forskellighed. Religionerne præsenteres objektivt og sagligt uden drøftelser eller problematiseringer. I små rammer i teksten fokuseres på specielle temaer vedrørende den enkelte religion.
Netop muligheden for at kunne sammenligne religionerne lettes af den ensartede disposition, de geografiske kort og statistiske oversigter.
Bogen suppleres vældig godt af 'Politikens bog om religioner og religiøse bevægelser' fra 1996, som overvejende fokuserer på religionernes betydning i verdenssamfundet i nutiden.
Bogens tekster er skrevet af religionsvidenskabsfolk. Det betyder, at vi her har beskrivelser af religionerne ud fra kriterier om objektivitet i forhold til eget kulturelle udgangspunkt og tilværelsesforståelse. De forrige udgaver af denne bog var redigeret og i vid udstrækning skrevet af teologer, hvilket betød, at valg af faglige kriterier for redaktion og indhold naturligvis var anderledes.
Netop den anderledes faglige tilgang viser sig i indledningskapitlet 'Religion, samfund og individ'. I denne udgave af bogen får vi et fint kapitel om, hvad religion betyder for den enkelte og samfundet. I den gamle udgave en drøftelse af religionsbegrebet i den vestlige verden, det vil sige overvejende en teologisk forståelse af begrebet. Begge vinkler er fortsat vigtige, når vi skal beskrive indholdet i det faglige bagland for folkeskolens lærere. Dér har vi brug for viden om vores kulturs forholden sig til religionerne for at kunne klargøre den ramme, inden for hvilken skolens dannelsesopgave også i dag skal forvaltes.
I skolen er eleverne og deres tilværelsesforståelse i centrum. Med denne bog får læreren en mængde viden om andre menneskers religiøse tilværelsesforståelse. Den didaktiske opgave består i at beskrive, hvordan denne viden kan udfordre og berige eleverne i deres tilværelsestydnings projekt.
Bogen kan bestemt anbefales. Den er relevant for de lærere, der har brug for en faglig ajourføring vedrørende verdens religioner.
Peter Green Sørensen