Men forlaget har vredet en glimrende norsk bog i form for at få den til at passe til det danske marked

Denne oversatte norske bog handler om en undervisning, der tager elevernes forskellighed alvorligt. Den fremstår som en grundig og kvalificeret undersøgelse af begreber og analysevinkler på fænomenet tilpasset oplæring eller differentieret undervisning, som vi plejer at sige på dansk.

I nogle passager er bogen teoriformidlende og -diskuterende, andre steder byder den på konkrete billeder af situationer og problemstillinger i undervisningen, forstandigt udvalgt og kommenteret.

Det er bogens velbegrundede forståelse, at gensidighed i lærernes og elevernes indsats i undervisningen fremmer elevernes udvikling og læring. Mange af bogens tematikker bidrager til at understøtte grundforståelsen, og der gives mange eksempler på, hvordan gensidigheden kan fastholdes. Et par temaer, der vedrører iagttagelsen og forståelsen af eleverne, finder jeg særlig grundigt og nuanceret behandlet, nemlig i kapitlerne »Elevernes indtryk« og »Forskellige forskelle« (kapitel 8 og 9). Her bidrager forfatterne med teoretisk forankrede analyser af en anerkendende kommunikation, der kan fremme elevernes udvikling af selvagtelse, og med iagttagelseskategorier til udvikling af lærerens interesse for eleverne.

Bogen henvender sig ifølge forordet til den norske udgave først og fremmest til lærere, der har erfaringer med skole og undervisning. Forfatterne kalder den en brugsbog, som kan bidrage til at bearbejde erfaringer og være en hjælp i mødet med krævende udfordringer. I forordet til den danske udgave præsenteres bogen ikke desto mindre som et godt bud på en grundbog i en ny læreruddannelse, hvor det specialpædagogiske skal have en plads på en eller anden måde, som der står. Jeg er mest enig med bogens forfattere og finder især bogen velegnet for et samarbejdende team, der kan arbejde med bogen over tid. Jeg synes nemlig, det er en rigtig god bog, selv om jeg finder den (for) lang og noget omstændelig. Forfatterne beklager i forordet, at en række temaer har måttet udelades. Jeg tænker, at der måske godt kunne være blevet plads til nogle af dem, hvis bogen havde været strammere disponeret.

Jeg har en anke mod bogen, eller rettere mod forlaget. At bibeholde den norske term »tilpasset oplæring« i den danske udgave, og hermed introducere endnu et pædagogisk begreb, bidrager ikke til minimering af kategorirod og begrebsforvirring i den pædagogiske debat. Og når det så i undertitlen bliver til »tilpasset læring«, er forvirringen fuldkommen. Til at håndtere kompleksiteten er der ikke først og fremmest brug for nye ord og begreber, men for en vedvarende insisteren på at præcisere sine begreber.