Anmeldelse

Natur og miljø i pædagogisk arbejde
Natur og miljø i pædagogisk arbejde

Et pletskud

Hvordan kan vi indtænke natur og miljø i arbejdet med mennesker? ”Natur og miljø i pædagogisk arbejde” giver en række pædagogiske metoder, der kan styrke dannelse, udvikling, læring, socialisering og rehabilitering for børn, unge, udsatte, voksne - kort sagt alle.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Nogle bøger rammer plet – denne er én af dem! ”Natur og miljø i pædagogisk arbejde” af Lasse Thomas Edlev er netop udkommet i sin 3. udgave, der ligesom de forrige giver en faglig og solid indføring i, hvordan pædagogisk arbejde med børn, unge og voksne kan foregå i naturen.

Fakta:

Titel: Natur og miljø i pædagogisk arbejde

Forfatter: Lasse Thomas Edlev

Pris: 375

Sider: 344

Forlag: Munksgaard

Bogen er blevet revideret og udvidet med to nye kapitler, således at den nu lever op til de ændringer, der er sket på pædagoguddannelsen fra 2014. Kapitlet ”Naturterapi” henvender sig i særlig grad til mennesker, der beskæftiger sig med rehabilitering af mennesker i naturen og personlig udvikling. ”Udeliv for alle”, titlen på det andet nye kapitel, er derimod en grundig indføring i begreberne udeliv og friluftsliv og en introduktion til, hvordan friluftslivet kan bruges som det fælles tredje, det vil sige fælles oplevelser, interesser og arbejdsprocesser, som to eller flere mennesker mødes om. Kapitlet er overskueligt, men kommer samtidig vidt omkring fra både udeliv i dagtilbud over friluftsliv for unge til ture for traumatiserede krigsflygtninge.

At bogen henvender sig til mange i det pædagogiske felt, er én af dens styrker. Den er relevant for hele skoleområdet, dagtilbud, men vil også være meget interessant for læsere, der arbejder inden for social- og specialpædagogikken.

Koblingen af teori, eksempler, cases og adskillige tips hele vejen igennem bogen gør ”Natur og miljø i pædagogisk arbejde” kvalitativ og giver en god læseoplevelse – også for de studerende, som måske endnu ikke har så stor pædagogisk praksiserfaring med natur og miljø. Bogens bredde og samtidige grundighed imponerer. Læseren præsenteres for børns sanselige naturoplevelser, men indføres ligeledes i læringsbegrebet og didaktik på en måde, der er til at forstå for alle. At de tidligere udgaver er populære lærebøger på landets pædagogseminarier, er helt forståeligt, og det er jeg ganske sikker på, at denne også bliver.

Powered by Labrador CMS