Bortviste elever beskyldes ikke længere for hærværk

Region Syddanmark fortsætter med at trække i land i sagen om de seks bortviste elever på Nyborgskolen. Senest har regionen erkendt, at der intet ligger til grund for at sige, at netop de seks elever skulle have begået hærværk på skolen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Regionen har tidligere erkendt, at det var en fejl, at de seks bortviste elever på Nyborgskolen ikke fik mulighed for at forsvare sig mod de beskyldninger, der blev rettet mod dem. Derfor blev bortvisningerne suspenderet, og i sidste uge holdt Region Syddanmark samtaler med fem af de seks bortviste elever og deres forældre om muligheden for at vende tilbage til skolen.

Umiddelbart efter samtalerne vendte fire elever tilbage på skolen. Den femte elev forventes at begynde på skolen i denne uge, mens den sjette ikke ønsker at vende tilbage.

De seks beskyldes ikke for hærværk

I forbindelse med sagen understreger Region Syddanmark nu, at der intet ligger til grund for at sige, at netop de seks elever skulle have begået hærværk.

Det er beskyldninger om andre former for uacceptabel adfærd, for eksempel groft sprog og spytning, der har ligget til grund for skolens bortvisninger, meddeler Region Syddanmark i en pressemeddelelse.

"I en tidligere udsendt pressemeddelelse fra Region Syddanmark har man kunnet opfatte det sådan, at de unge netop blev anklaget for hærværk. Det har ikke været meningen", skriver regionen.

Meddelelsen kommer, efter at forældre til de bortviste elever havde krævet et dementi fra regionen. Kravet fremsatte de i lørdags via Fyens Stiftstidende.

Sagen kort

Sagen om de bortviste elever på det landsdækkende kompetencecenter for unge med høretab begyndte søndag den 1. marts, da der opstod uroligheder og hærværk på Nyborgskolen blandt skolens elever.

Mandag den 2. marts sendte Nyborgskolen 12 elever hjem.

Onsdag den 4. marts blev seks af eleverne bortvist.

Torsdag den 19. marts erkendte Region Syddanmark, at der ikke var foretaget den nødvendige partshøring af eleverne.

Mandag den 23. marts suspenderede Region Syddanmark bortvisningerne og inviterede de bortviste elever tilbage, indtil deres sager endeligt er afgjort.

I sidste uge afholdt Region Syddanmark samtaler med eleverne.