Nordfyn: Detaljeret plan for skolevæsen gav arbejdsglæde
I Bogense Kommune nøjedes man ikke med at indgå en lokal arbejdstidsaftale, men koblede den med en usædvanlig detaljeret plan for udviklingen på kommunens skoler. Et etisk regnskab for skolerne viser øget arbejdsglæde og forældretilfredshed.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Formanden for Nordfyns Lærerkreds Erik Jessen var på forhånd lidt skeptisk over for den store detaljeringsgrad, men glæder sig over, at udviklingsplanen for Bogenses skolevæsen faktisk har givet et bedre arbejdsmiljø for kommunens lærere. Overordnet viser det etiske regnskab, som netop er aflagt, at det har kunnet betale sig at arbejde målrettet efter en uddannelsesplan. Indførelsen af selvstyrende team er en del af planen, men endnu ikke fuldt gennemført. 37 procent af lærerne erklærer sig i evalueringen helt enige i, at selvstyrende team giver større arbejdsglæde, og 50 procent er delvis enige. Også forældrene mærker lærernes samarbejde - det store flertal af forældrene oplever, at lærerne arbejder sammen, og brugerundersøgelsen konkluderer forsigt, at der er sket en bevægelse fra én lærer - en klasse til en teamkultur.
Blandt de andre mål i den udviklingsplan, som er en del af lærernes arbejdstidsaftale i Bogense, er indførelse af logbøger, diagnostiske prøver, mål- og handleplaner for de enkelte elever og procesevaluering med skriftlig rapportering til ledelsen. Her er der stor usikkerhed blandt lærerne om, hvorvidt skriftligheden giver bedre undervisning:
"Det er helt klart et sted, vi skal have meget fokus på. Vi skal finde den enklest mulige måde at sikre dokumentationen på, så fokus ikke flytter sig fra god undervisning til, at vi skal dokumentere, hvad vi gjorde i går, og hvad vi vil gøre", siger Erik Jessen.
Individuelle samtaler med eleverne er også en del af Bogense-planen. Og fordi udviklingsplanen er en del af lærernes arbejdstidsaftale, så er der sat arbejdstid af til opgaven, så læreren ikke må lade resten af klassen alene, mens han eller hun snakker med én elev. Resultatet er, at 89 procent af lærerne erklærer sig helt eller delvist enige i, at de har fuld opmærksomhed omkring den enkelte elev, når de holder elevsamtaler.