Anmeldelse
Natur/teknik, Biologi
Børnenes Dyreleksikon
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
160 sider, 279 kroner
Carlsen
Den flotte bog i stort format har undertitlen: 'Børnenes egen opslagsbog om alverdens dyr', og det er for så vidt en dækkende titel, da udvalget af dyr stammer fra hele verden, men den rummer også enkelte mere generelle biologiske emner. Den er af den sædvanlige samtryksslags, rummer flere end 500 illustrationer, dels fritlagte farvefotos, dels -tegninger, dels af dyr, dels af poserende børn i politisk korrekt udvalg. Det er et leksikon, for så vidt som emnerne er ordnet alfabetisk, med de krumspring, som det engelske forlæg naturligvis har dikteret, men det virker ikke mere påfaldende, end det må gøre også i originaludgaven.
Teksten er overkommelig, ikke umiddelbart henvendt til de alleryngste, men illustrationerne er gode nok til, at bogen kan bruges til bladrekiggeri, og teksten kan nemt formidles af en voksen medlæser. For de yngre, fra cirka 4. klasse, er teksten gennemgående udmærket både fagligt og pædagogisk, når man altså har accepteret de betingelser, det internationale tilsnit stiller. Kun få steder er det kritisabelt, og et enkelt sted går det helt galt, idet det fortælles, at der findes to arter af elge, og at den ene er den nordamerikanske wapitihjort, som er en kronhjorterace (eventuelt -art). I øvrigt en ganske god bog, som også vil kunne benyttes af de svagere læsere i biologiårgangene.
Hans Erik Berthelsen