Anmeldelse
Indianerdanseren - musikeren og pædagogen Leif Falk
Klik for at skrive manchettekst.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Denne herlige, provokerende, underholdende og livgivende bog kombinerer biografiske oplysninger om Leif Falk med hans pædagogiske syn og virke.
Gennem bogen møder vi Leif Falk som et seriøst, engageret og ukrukket menneske, der efterlever sine pædagogiske og etiske holdninger - og som går veje, der ikke er trådt af andre.
Leifs musikundervisning rækker vidt - foruden musikken, dansen, rytmen og tonerne handler den om livsglæde og menneskeligt samvær.
På Friskolen i Århus, hvor han har undervist, handlede det ikke om, hvor god man var til at spille, når man ville være med i et orkester. Det handlede om, at man skulle opføre sig ordentligt over for andre mennesker. De etiske krav rangerer over de æstetiske, siger Leif Falk. Som musiklærer handler det om at skabe en ramme, hvor man har styr på børnene, samtidig med at de får lov til at gøre, hvad de har lyst til, siger han et andet sted, og i bogen er der nodeeksempler på sange og danse, der er bygget op efter disse principper.
Han gør sig mange pædagogiske og læringsmæssige overvejelser, som virkelig er forankrede i hans praksis. Forfatteren beskæftiger sig med det, han finder mening i. Hans synspunkter er ikke altid forenelige med den danske folkeskole, men de er givtige for en god debat.
Jeg kan på det varmeste anbefale enhver musiklærer at læse denne skønne bog.