Anmeldelse
Ideer til den mundtlige prøve
Matematik i åbne opgaver
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Et udmærket hæfte med idéer til de mundtlige prøveoplæg.
Hæftet består af to korte artikler: en om det faglige indhold i prøveforløbet og en om selve prøveforløbet. Derefter er der 15 idéer til prøvespørgsmål bygget over samme læst.
På venstre opslagsside er forslag til spørgsmål med en kort tekst og idéer til forskellige dispositionsforslag og til, hvilke materialer der kunne være tilgængelige under prøveforløbet.
På højre side af opslaget er der lærertekst med henvisning til et af dispositionsforslagene fra den venstre side.
Alle oplæggene er bygget op, så det materiale, der er til rådighed, vil have stor betydning for, hvilke dispositionsforslag og hvilken matematik eleverne vil komme til at arbejde med under prøveforløbet. Uden gode tilgængelige materialer vil det være svært at få lavet en ordentlig disposition for eleven og finde relevante arbejdsopgaver.
Teksten på højre side er delt op i de fem trin, forfatterne mener, at den matematiske tilgang til prøvespørgmål kan struktureres i, som det er beskrevet i en af de indledende artikler i hæftet.
Opgaveforslagene er som nævnt helt åbne, og en del afhængig af om man kan finde relevant materiale. Der er ingen tvivl om, at åbne opgaver kan give mange gode, elevvalgte indfaldsvinkler. I dette hæfte kan du sagtens finde gode idéer til nærmere bearbejdning, så indhold og form kommer til at passe til den undervisning, du har givet. Og materialeforslagene kan give mange associationer til materiale, man kan finde frem og inddrage. I mange tilfælde ville det nok være rimeligt at skære lidt ned på de tilgængelige materialer og lave lidt mere tekst i prøveoplægget.
Køb den og brug den sammen med de andre bøger, der er kommet, til at få idéer og dermed kvalificere din undervisning og dine prøveforløb.