Som studieplanlægger for Akademiuddannelsen i Sundhedspraksis på Sosu C i Brøndby underviser jeg blandt andet i sundhedsopfattelser, det danske sundhedsvæsen og sundhedspolitik. I mit daglige arbejde oplever jeg en meget indforstået italesættelse af sundhed som en grundlægende værdi og som mål for individets handling. Sundhed bliver i ringe grad sat til diskussion.

Mange steder diskuterer fagfolk hvordan sundhed, sundhed for hvem og hvornår sundhed? Men hvad med hvorfor sundhed? Og hvilken betydning begrundelsen har for sundhedsformidlerens samarbejde med borgerne?

Sund, fordi jeg har lyst

Hvis sundhed "kun" eller "bare" var noget, den enkelte alene brændte for, noget den enkelte ville og kunne se mening med, så var det ikke svært at være sundhedsformilder. Motivationen til forandringer og forbedringer af livsstil ville så alene komme indefra og ville på den måde give en supermotiveret elev, studerende, patient, borger eller hvem det nu er, man møder i sit virke som sundhedsformidler.

Opgaven ville være at formidle viden, inspirere til forandringer og give eksempler på handlemuligheder, ligesom der skulle støttes og udfordres undervejs i processen.

Motivationen ville umiddelbart være til stede, og samarbejdet med borgeren ville være med udgangspunkt i lyst og vilje.

Det er bare ikke altid sådan billedet ser ud.

Sund, fordi jeg er tvunget

Det er selvfølgelig et frit land, vi lever i, men mange borgere, der henvender sig til sundhedsformidlere, gør det mere eller mindre under tvang. Min påstand er, at denne tvang ofte er socialt genereret. Enten af det fællesskab, man indgår i lokalt, eller af samfundet. Endvidere vil jeg mene, at denne sociale udstødelsesproces i dag har en sådan karakter, at det bliver endnu sværere for borgerne i samfundet at forholde sig til de eventuelle livsstilsproblemer, de har.

Som sundhedsformildere møder vi borgere, der ikke begriber, håndterer og ser mening i deres egen situation. Borgere som implicit eller eksplicit har fået fortalt af andre, at deres livsstil er problematisk for dem selv og fællesskabet, og som derfor henvender sig, fordi de er bange for de fysiske, psykiske og sociale konsekvenser af denne livsstil.

Í disse situationer er motivationen ringe, og hvis der er motivation til stede, har den sandsynligvis karakter af frygt, hvilket ikke er optimalt i forhold til at takle en sådan situation.

Opgaven for sundhedsformidleren er derfor en ganske anden. Jeg mener i første omgang, opgaven er at hjælpe den enkelte til at beskrive sit problem, og hvorfor det er et problem. Måske skal problemet (i første omgang) takles frem for at løses!

Det mener jeg ud fra den forståelse af sundhed, som professor i medicinsk sociologi Aaron Antonovsky taler om. Han mener, sundhed er at opleve sammenhæng. Vi skal som sundhedsformidlere hjælpe borgeren med at se sammenhæng og til at takle de stressfaktorer, som gør ham handlingslammet.

Hvorfor blander samfundet sig?

Samfundet har en stor interesse i, at landets borgere (for-)bliver sunde. Det vil give en større og mere stabil arbejdsstyrke, det giver færre udgifter i det offentlige sundhedsvæsenet, og det formodes at give lykkeligere og mere tilfredse borgere.

Sundhed er derfor et felt, hvor politikerne i højere og højere grad blander sig i individets valg. Kampagnerne er snart så mange, at de overdøver hinanden. Der bliver mindre råderum for personlige valg i forhold til egen sundhed. Samfundet, politikerne, sundhedsforskerne og medierne har definitionsmagten over, hvad der er sundt og anprisningsværdigt.

Samfundet bruger den magt til at definere den ansvarlige, kompetente borger, der søger for egen sundhed, som den rigtige, normale og ønskelige borger. Dermed skabes afstand til dem, der ikke kan eller vil tage disse definitioner på sig.

Værd at stræbe efter lige mulighed for sunde valg

Når vi som sundhedsformidlere møder borgere, der oplever sig selv som kompetente og ansvarlige i ovenstående forstand, er formidlingsarbejdet let. Disse borgere vil nok i højere grad i fremtiden benytte private udbydere af sundhedsydelser, idet der her må forventes at være kort ventetid, høj kvalitet og god service. Og "de kompetente borgere" vil også have sørget for at sundhedsforsikre sig privat eller via arbejdet til disse sundhedsydelser.

Hvis vi derimod arbejder som sundhedsformildere i det offentlige, tror jeg, man skal være indstillet på at opleve et skævt danmarkskort. De borgere, der ikke har haft mulighed for at tegne private sygeforsikringer (de lavtuddannede), og de der har sygdomme, som det ikke kan svare sig at være privat udbyder på, bliver de borgere, vi møder i det offentlige sundhedssystem.

Lighed i sundhed er måske ikke muligt, men lige ret til og mulighed for sunde livsstilsvalg ud fra individuelle behov er dog stadig et samfund, jeg mener, det er værd at stræbe efter.

Fra den plads, hvor jeg forvalter mit job, er det noget, jeg tilstræber ved at sikre gode studieforhold, så videreuddannelse ikke kun bliver for eliten.

Endelig vil jeg altid arbejde for, at livslang uddannelse ikke bliver på bekostning af helbred - det skal være sjovt, sundt og meningsfuldt at studere - specielt når man studerer sundhedspraksis!

Ulla Larsen er ernærings- og husholdningsøkonom og studieplanlægger for Akademiuddannelsen i Sundhed på Sosu C. Uddannelsen er en videregående voksenuddannelse, der kvalificerer til at varetage generelle og specialiserede funktioner og opgaver inden for social- og sundhedsområdet. Studiet udbydes 6 steder i landet, og Sosu C i Brøndby udbyder uddannelsen i samarbejde med Københavns Erhvervsakademi, KEA.