Inklusion og specialundervisning.

Netop nu er landets kommuner ved at få alle deres (skrivebords)planer ang. inklusion afprøvet i virkelige klasseværelser med virkelige børn. En mindre hær af forskere, ofte med en fjern og kort, men altid uhyre succesfuld, fortid i folkeskolen, kommer med oplæg på oplæg med meget fine og positive ord og begreber. Meget påstås der evidens for. Det vil for de ikke helt indviede sige, at forskeren har søgt sine udgangspunkter i de videnskabelige forskningsresultater, der foreligger. Ofte er det resultater hentet fra det store udland og fra andre kulturer. Men meningen er såmænd god nok.
Blot kunne jeg personlig savne nogle gedigne og solide forskningsresultater fra dansk side. I jagten på "det der virker" er der ikke tiltro til, at dansk praksis kan bidrage.
Mange børn, flest drenge, der har været placeret i forskellige specialtiltag, skal nu vende tilbage til de klasser, hvor de er blevet ekskluderet fra. Og følger man debatten i aviserne og på nettet, er der ofte meget lidt støtte at hente for de lærere, der skal rumme de tilbagevendende.

Men ikke nok så megen efteruddannelse og nok så mange kurser kan reelt hjælpe lærerne i de modtagende klasser.
Det er ikke laveste fællesnævner tilsat sociale forklaringsvarianter, der er behov for, men derimod, at den enkelte underviser tør bruge sin erhvervede viden, sin livserfaring og sin personlighed til at finde nye brugbare læringsstier og læringsveje. Tør udfordre pædagogiske metoder. Tør være sig selv. Så kommer resultaterne også.
Nye lærertyper ønsker at erstatte den mere entydige lærerstyring med en slags konsulentfunktion. Nye undervisningsmetoder lægger op til dette. Men øgede krav til selvstændighed i læringsaktiviteterne kan skabe utryghed og uro hos en gruppe børn, der ikke helt er i besiddelse af de nødvendige forudsætninger til selv at tage et ansvar for læringsprocessens forløb. Normopløsningen i samfundet generelt og de elektroniske og såkaldte sociale mediers rastløse krav på opmærksomhed, har for længst gjort sit indtog i klasserummet. Børn, der hviler i sig selv og besidder evnen til fordybelse, er efterhånden en stor sjældenhed i den danske folkeskole.
Hele inklusionsproblematikken kompliceres desuden af, at ADHD diagnosen pt. næsten har fået karakter af en epidemi. Der er store vanskeligheder med at skelne ADHD fra adfærd, der kan afhjælpes med lidt struktur i skoledagen. Man kan desværre heller ikke se bort fra, at ADHD adfærd kan være en konsekvens af den måde undervisningen er grebet an på. Her tænkes især på undervisningsmetoder, der udfordre det skrøbelige barns behov for trygheds skabende strukturer til grænsen. Samtidig med den store fokusering på diagnostiseret ADHD, er der øget risiko for, at børn med andre og ligeså seriøse problemer overses.
Specialcentre har stor erfaring i, på baggrund af tests, undersøgelser og stillede diagnoser, at tilrettelægge en undervisning for det enkelte barn i en lille gruppe. Til mange diagnoser er endvidere udviklet noget, man godt kan kalde læringsmanualer. Men måske skal der revideres lidt netop her, så barnets naturlige udvikling hele tiden er den nødvendige ledetråd.
Selv om mange specialcentre helt sikkert har haft inklusion på dagsordenen længe, så vidner den landsdækkende interesse om, at det nok er gået for langsomt. Det har ikke givet nogen økonomisk gevinst endnu. Så der skal tænkes nye tanker. Og der skal stadig sorteres/ ekskluderes. For hvem skal med tilbage over i normalklassen?
Jeg er af den opfattelse, at for mange børn i løbet af de senere år for let er blevet ekskluderet fra klasserne begyndende med en psykologindstilling. Så på den baggrund er inklusionstanken helt ok.
Men vil inklusionsparadigmet om, at vi alle er specielle så betyde, at færre børn indstilles til testning på baggrund af adfærdsvanskeligheder? Jeg vil håbe børn med mere gennemgribende vanskeligheder fortsat vil blive "fundet" og udredt via bl.a. psykologisk testning.
Den ret massive eksklusion af børn fra "normalklasserne", har i årenes løb været med til at skabe en illusion om helhed og sammenhæng i folkeskolen.
Alt imens politikerne igen og igen har fokuseret på at få styrket "fagligheden". PISA undersøgelser og nationale tests er tiltag til "styrkelsen af fagligheden".
Men nu genoprettes klasserne lige som en jydsk å føres tilbage til de oprindelige krumninger.
Strømmen vender, og eksklusionseksperterne skal nu fungere som inklusionseksperter på diverse kommunale videns centre for inklusion.
De toneangivende personer fra den kommunale specialundervisning skal nu rådgive og vejlede kommunens lærere i at fastholde problembørn i klasserne. Hvordan er den kompetence lige udviklet?
Det er virkelig et reelt paradigmeskift, der er under opsejling. Enhedsskolen skal genskabes og vi er alle specielle. Det bedste ville nok være, at man søger en gylden middelvej, hvor skolen som helhed er stedet, man er inkluderet. Men det kræver, at specialklasserne knyttes tæt til hver enkelt af kommunens skoler. Så børnene kan opleve at være en del af flere mindre skoledele, der tilsammen udgør en helhed. Så vidt de mere overordnede tanker.
Men aktuelt er, at vejen fra specialcentret med videnskab og ekspertise omkring sig til en plads i normalklassen kan være meget, meget lang.
Jeg siger ikke at alle børn bør være at finde i normalklasserne på fuld tid, men jeg siger, at forskellighederne og variationerne i børns udvikling hele tiden skal have plads og mulighed for at vise sig, og for at kunne udfolde sig. Vi voksne omkring børnene skal virkelig øve os i at finde de rigtige inklusionsmuligheder. Vel at mærke hvis ens kommune giver mulighed for forskellige grader af inklusion for det enkelte barn. Både som endemål og som proces.
Specialklassen skal overordnet set være en katalysator for barnets udviklingsmuligheder, snarere end et værksted til endeløse reparationer på en baggrund af testresultater, der selvfølgelig har et overordnet billede af det hele barn i sit udgangspunkt, men i praksis kan ende op i en meget abrupt undervisning for at få tilgodeset de områder, hvor barnet scorede lavt i forhold til normen.
Selvfølgelighed er der en sammenhæng mellem krisen og kommunernes trængte økonomi og satsningen på inklusion.
Men uanset hvad, kan man også vælge at se på hele inklusionsbølgen som en mulighed for at få skabt en ny vital og attraktiv folkeskole.
Jørn Mortensen, Sadolinsgade 41 5230 Odense M. Lærer og speciallærer.