Det er tidlig morgen i Gao Tian Town i Guangxi-provinsen i det sydlige Kina. Mellem høstende bønder og travle handelsfolk myldrer masser af børn i vidt forskellige skoleuniformer frem fra husene. De er på vej til den stråtækte, og det er jeg også. I dag skal jeg besøge Moon Hill Middle School.

Læreren Oscar tager imod, da jeg ankommer til skolen. Han er i begyndelsen af tyverne, men har allerede undervist et par år med engelsk og skrivning som sine hovedfag.

Oscar viser mig rundt på skolen. Børnene møder mig med nedslåede øjne, fnisen og forlegenhed. De er bestemt ikke vant til sådan at få gæster fra Danmark.

I klasselokalet er 55 børn i 11-12-års-alderen presset ind på få kvadratmeter. Her sidder børnene skiftevis to drenge og to piger på små skamler ved orange pulte i tre rækker. I den ene ende er der en tavle og et kateder, i den anden er der ligeledes en tavle og en kinesisk fane. Oven over fanen hænger der portrætter af Mao, Marx og Lenin. De gamle herrer kigger med strenge blikke ned på de små kinesere. Men det er ikke kun det kommunistiske arvesølv, der pryder væggen. Nærmest som symbol på åbningen mod Vesten har Einstein også sneget sig ind i rækken af koryfæer, der har fået en hædersplads over fanen. Ellers er der tomt i lokalet, kun støv, beton og tremmer foran vinduerne uden glas.

Børnene ser ikke ud til at være synderligt påvirkede af de triste omgivelser, og de modtager mig med klapsalver. Oscar har i forvejen spurgt, om jeg vil læse engelske gloser op. Hjemme i Danmark er jeg på fornavn med eleverne, men her præsenterer Oscar mig som Mister Brown. Jeg læser for, og de 55 børn gentager i kor. Det er, så taget er ved at løfte sig, og Mao dingler lidt og er lige ved at ryge på gulvet.

Fuldstændig ro

Oscar tager over igen, og klassen emmer af liv, men der er ingen larm overhovedet. Det lever op til mine forventninger, men måden, det sker på, gør ikke. Jeg regnede med at skulle opleve kæft, trit og retning, men selv om Oscar bestemt tager det disciplinære alvorligt, er der tid til både smil og latter fra hans side, uden at eleverne tilsyneladende er i tvivl om, hvor de har ham. Mens han underviser, taler eleverne kun, når de bliver bedt om det, og de følger alle sammen med - hele tiden.

Mister Brown får lov til at tage over igen. Eleverne kan kun klare sig, når jeg holder mig til bogen. Så snart jeg træder uden for dens trygge rammer, bliver de forsigtige og famlende. Men de er selvfølgelig også generte over for den fremmede.

Efter endt oplæsning stiller eleverne hinanden spørgsmål. De afgiver svaret stående ved tavlen, og de andre elever klapper af præstationen.

Efter en kort pause kommer vi tilbage til klassen. Da vi gør vores entre, nærmest flyver eleverne op i noget, der ligner militær retstilling.

'Good morning, class', siger Oscar myndigt, mens han skuer ud over klassen. 'Good morning, teacher', svarer klassen med en lydstyrke, der nærmest ville kunne vække Mao til live igen.

Efter endnu en omgang med gloser, grammatik og oplæsning ringer det omsider ud. Jeg er lige ved at rejse mig, men alle eleverne bliver siddende, så det gør jeg også. Timen er naturligvis ikke til ende, før læreren siger til. Det gør Oscar så, og de små kinesere myldrer ud i gården. Efter de første to timers undervisning er der nemlig ti minutters gymnastik. Eleverne har faste pladser og stiller op på rækker. Snart toner de første strofer ud af højtalerne i gården. Eleverne kan øvelserne i søvne. 700 børn motionerer synkront på snorlige rækker. Det er et fantastisk syn. Oscar fortæller, at traditionen med morgengymnastik ikke kun hører til i grundskolen. Overalt på de kinesiske uddannelsesinstitutioner står der gymnastik på programmet en gang om dagen.

Ivrige lærere

Jeg får mig en snak med nogle af Oscars kollegaer i middagspausen. De er meget ivrige efter at høre, hvordan vi underviser i Europa. De ved godt, at mange af deres metoder kun skaber begrænsede resultater, men de savner alternativer. Og de mangler da også stort set alt. For eksempel må skolens 700 børn og 50 lærere deles om én overheadprojektor.

Efter pausen er det igen min tur. Jeg skal undervise de 14-15-årige, og her må vi da kunne kommunikere lidt, tænker jeg, men nej. Eleverne forstår ikke så meget af, hvad jeg siger. De er meget ivrige og ikke så generte, men det kniber med den fri tale. Til gengæld er motivationen helt i top. Der er godt 40 teenagere i et lokale, hvis størrelse nærmest minder om et dansk kollegieværelses begrænsede dimensioner, men eleverne er koncentrerede og opmærksomme, mens dagens sidste undervisning står på.

Som ugift bor Oscar på skolen, og efter skoletid inviterer han på aftensmad i sin ydmyge tjenestebolig. Væggene er næsten lige så nøgne som i skolens klasselokaler, og køkkenet befinder sig under åben himmel. Alligevel er her hyggeligt. En kollega tryller med potter og pander på blusset, og snart forvandles de friske råvarer, som Oscar netop har hentet på det lokale marked, til rigtig kinesisk mad. Vi snakker om dagens oplevelser, mens vi spiser maden med pinde, som det sig hør og bør.-Frank Bruhn er lærer og journalist

Kinesisk skole

I Kina begynder børnene i skole, når de er fem-seks år.

De første seks år går de i Primary School, derefter tre år i Middle School. Hvis man har evnerne til at fortsætte, sker det med tre år i Senior Middle School eller tre år i High School for de dygtigste.

Skoledagen er lang. Børnene møder klokken otte og har først fri ved femtiden. Til gengæld har de en god frokostpause midt på dagen, hvor mange cykler hjem og spiser.

Det er ikke gratis at gå i skole. Prisen for et barn i grundskolen er 520 yen for et skoleår svarende til godt 450 kroner.

En lærer i grundskolen har tre års uddannelse bag sig på et Teachers College. Som nyuddannet kan en lærer hæve 460 yen om måneden svarende til godt 400 kroner. Lærerne skal undervise omtrent 15 lektioner om ugen fra mandag til fredag, og er læreren ugift, skal han/hun bo på skolen.

Skolerne holder lukket to måneder om sommeren og en måned om vinteren.