Lærere advarer mod Thailands-projekt

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Ham vil vi gerne advare imod'. Sådan lyder meldingen fra to lærere, Vibeke Truelsen og Olga Rosenørn, der har været gæsteundervisere for danskeren Mogens Christensen i Thailand.

For nogle måneder siden reflekterede de på en omtale i Folkeskolen, hvor Mogens Christensen efterlyste lærere, der ville undervise i engelsk på en skole i det fattige Samutsakhorn-område sydvest for Bangkok.

Efter egne oplysninger driver han flere hjælpeorganisationer, der er beskæftiget inden for undervisnings- og sundhedsområdet, og som har projekter flere steder i Thailand. I Samutsakhorn-området drejer det sig om to projekter, hvoraf det ene går ud på at betale for en gruppe elevers skolegang i en afsides beliggende landsbyskole og at skaffe voluntører til at undervise i engelsk på skolen.

Da de to lærere kom derud, viste det sig imidlertid, at udgifterne til deres ophold blev betalt af skolen og ikke af Mogens Christensens organisation. En række andre forhold, som lærerne var blevet orienteret om på forhånd, svarede heller ikke til virkeligheden.

'Det var en stor og dejlig oplevelse at møde den thailandske gæstfrihed og børnenes motivation for at modtage undervisning, men jeg føler mig lidt som medskyldig over for skolen og vil gerne advare alle andre mod at samarbejde med Mogens Christensen', siger Olga Rosenørn. Hun anbefaler folk, der kunne tænke sig at tage til Thailand for at undervise, at kontakte den danske ambassade i Bangkok, før de involverer sig.

'Jeg er ikke interesseret i at ødelægge noget, men mine oplevelser er så mærkværdige, at andre bør have en advarsel', siger Vibeke Truelsen.

Rejsepenge kræves

Efter at de to lærere er kommet hjem, har PinMo Asia Care indført en ny praksis, der betyder, at lærere, der vil deltage i en af organisationens projekter, skal købe flybilletten gennem organisationen.

Det har flere gjort, uden at pengene er kommet videre til flyselskabet. Folkeskolenhar været i kontakt med tre lærere, der bekræfter oplysningerne. De ønsker at være anonyme, fordi de stadig har penge i klemme, men en af dem fortæller:

'Jeg fik besked på at indbetale 6.000 kroner inden den 20. september, ellers ville der komme et rentegebyr, men jeg har lige fundet ud af, at flyselskabet endnu ikke har modtaget pengene, og det bekymrer mig. Jeg har dog først fået lovning på billetten om en uge, så jeg håber stadig, at den dukker op', siger hun.

Hun skulle have deltaget i det samme projekt som Vibeke Truelsen og Olga Rosenørn, men skolen har for nylig afbrudt alt samarbejde med Mogens Christensen.

'Jeg har fået at vide, at jeg kan blive flyttet til et af PinMo Asia Cares andre projekter, men det har jeg ikke tænkt mig. Men jeg vil selvfølgelig gerne have billetten, som jeg har betalt for', siger hun.

Besværlige danskere

'Nu vil vi køre en sag mod de to, der kritiserer os, så kan vi se, hvad det ender med', lyder Mogens Christensens reaktion på kritikken. Han beskylder Vibeke Truelsen og Olga Rosenørn for at ville udføre bistandsarbejde på første klasse.

Vi har også været i kontakt med voluntører, der arbejder hos dig nu. De er også meget kritiske over for dine projekter.

'Dem kender jeg godt. De er blevet sagt op, og jeg har meddelt dem, at de bliver stævnet for injurier. Danske lærere er i det hele taget vanskelige, så jeg tror ikke, vi vil have flere af dem herud. Men vi har voluntører fra mange andre lande, og de er meget tilfredse'.

Om opkrævningen af rejsepenge siger han:

'Det gør vi for at være sikre på, at folk kommer herud'.

Hvorfor kræver I pengene betalt, måneder før luftfartsselskabet skal have dem?

'Vores betaling af den slags foregår anderledes end i Danmark, men folk skal nok få billetter eller deres penge retur', siger Mogens Christensen.Jan Kaare er freelancejournalist

Folkeskolens omtale på Spot-siderne i nummer 27/28 i år

Jeg er ikke interesseret i at ødelægge noget, men mine oplevelser er så mærkværdige, at andre bør have en advarsel