Gennem den sidste tid har medierne og også Folkeskolenbragt mange indslag med nyudklækkede lærere, som efter kort tid har valgt at forlade folkeskolen, og den 17. november bragte TV2 et interview med et hold lærerstuderende, som frejdigt udtalte, at de ikke vil søge ansættelse i folkeskolen med dens utilpassede børn med dårlig opdragelse og uacceptabel adfærd.

Det er altså børnene, de ikke vil ud til. . .!

Jeg har absolut respekt for lærere, som med lang erfaring i folkeskolen mener, at der er problemer affødt af de udvidede kompetencer. Men det er trist, at helt nyuddannede vender tommelfingeren nedad, og at studerende gør det uden overhovedet at have været der selv, synes jeg er på kanten af det forargelige.

En af dem udtalte, at hans fravalg af folkeskolen skyldtes, at man for fremtiden skal være mere pædagog og opdrager end underviser. Men sådan har det vel altid været: At børnene lærer mere af læreren end blot det fag-faglige. At vi mødes, at vi ser hinanden, og at vi lærer af hinanden, det er for mig at se kernen i pædagogik.

Det er klart, at man som lærer må spørge sig selv, hvor meget man skal stå model til, og det undrer mig, hvor kollegerne er henne, når en ny lærer føler sig trængt. Klassens lærerteam må kunne finde frem til fælles løsningsmodeller? Er det okay at løbe sur i det efter tre måneder i en klasse, eller er det overhovedet realistisk at tro, at man som ny lærer kan skabe en ny kultur i klassen på så kort tid? Er dét at give noget eller nogen en chance?

Det er i orden at pege på problemer og at være bekymret, men det kan aldrig være i orden at være forudindtaget. Det kan ikke være rigtigt, at man allerede på seminariet kan erklære lærergerningen for umulig. Så er noget gået galt. Som studerende kender vi kun folkeskolen fra de korte praktikperioder. Det er her, vi for første gang ser på folkeskolen med (semi-)professionelle øjne. I min første praktik fik jeg fortalt mere om umuligheder end om muligheder - seks måneder efter at være begyndt på uddannelsen rullede et billede op foran mit indre blik med lærerens arbejdsliv som én, stor nedadgående spiral.

Hvis dét, jeg så i fjernsynet, bliver en tendens blandt lærerstuderende, så ser det ud til, at I lærere fremover får lærerværelserne for jer selv! Har folkeskolen fortjent dét? Måske skal I lærere, som har praktikanter, være mere bevidste om, hvad det er for en folkeskole, I fortæller os om?

Jeg kender mange lærere, som selv efter mange år i skolen finder stor værdi dér. Lærere, som ikke føler sig forulempede eller udsugede af eleverne, men som netop finder gnisten og glæden i samværet og samspillet med børnene. Lærere, som er bevidste om, at pædagogrollen ligger implicit i lærerrollen - at man aldrig kun er underviser. Hvor er I henne i debatten? Det er vigtigt, at vi studerende også hører om muligheder og fornøjelser ved arbejdet.

Det er muligt, at jeg er både glad og naiv - naiviteten må gerne tages fra mig med tiden, så længe glæden ikke går samme vej.

Vibeke Rølling

studerende på Zahles

Seminarium

København Forkortet af redaktionen