For få kampvalg i DLF, for få personer, der tør vove pelsen, stå frem og sige, hvad de står for. Politikerne - både lokalt og centralt - skal tage en chance, vove noget og så stå til ansvar for det bagefter'.

Carsten Nørballe, tillidsrepræsentant og kredsstyrelsesmedlem i Frederiksberg Kommunelærerforening, har talt sig varm i sin gruppe. Dette er hans mærkesag i det faglige arbejde, gentager han, da han bliver interviewet til Folkeskolensammen med Mai-Britt Tollund fra Lærerstuderendes Landskreds.

En af hendes mærkesager er netværk.

'Vi skal blive bedre til at samarbejde. Vi skal bruge hinandens erfaringer, videreudvikle hinandens gode ideer. På seminariet kender vi hinandens styrker og bruger dem sammen, men det er en kultur, der opstår langsomt. Man skal ikke presse det igennem', siger hun.

Carsten Nørballe mener, at det er i orden med et vist pres for at styrke samarbejdet i alle led.

'Visionerne må komme fra dem, der har dem. Om det så er oppefra eller nedefra. Politikerne skal ikke sidde og vente på medlemmerne. De må sige, hvad de mener, og hvis det så viser sig ikke at have medlemmernes opbakning, så kan medlemmerne smide politikerne ud. Gør man ikke sådan, bliver politikerne jo forvandlet til administratorer'.

Naturligt at være medlem

Carsten Nørballe fortæller, at han er medlem af DLF som en given ting. Det er en del af hans politiske bevidsthed, der slog igennem, da han var 15 år.

Også for Mai-Britt Tollund er medlemskabet noget naturligt.

'At være medlem er en del af mit liv. Jeg vil gerne deltage i nogle spændende debatter og tage ansvar for mit liv'.

Hun synes, arbejdet i Lærerstuderendes Landskreds er interessant, og at den studiepolitiske gren af DLF fungerer godt.

'Den gren er i udvikling, men DLF kunne godt gøre noget for at styrke sig selv. Foreningen er ikke god nok til at kortlægge de ressourcer, der er, og bruge dem'.

Begge mener, at man med fordel kan drage de menige medlemmer mere ind i arbejdet, men hvis ikke de vil, så er det i orden, at de er passive medlemmer.

'Man skal respektere de tavse, men det er mit håb, at de ved, hvad det er, de siger ja eller nej til. Hvis de ikke er så meget med, at de ved dét, risikerer foreningen jo, at de pludselig kommer og siger, at det ikke var det her, de ønskede. Så er der problemer i kommunikationsvejene', siger Mai-Britt Tollund.

Carsten Nørballe frygter, at der ikke er så mange fælles værdier i DLF, når man kommer tættere på. Nogle mener, løn er vigtigst, andre vil tale om menneskelige værdier.

Mai-Britt Tollund mener, at der er én fælles værdi i DLF - den gode folkeskole. Men så kan det jo diskuteres, hvad dét er.

hela