Der har i den senere tid i medierne og også her i bladet været reportager om nyuddannede lærere, der siger deres job op. I begrundelserne nævnes pres fra elever og forældre på lærerrollen, manglende respekt for det, læreren siger, svære betingelser for at kunne komme til at undervise og ressourcemangel.

Jeg oplever også i min hverdag, at det er rigtigt, at lærerne ikke kan nøjes med at undervise. Men jeg har heller ikke en forventning om, at de kan nøjes med at undervise i deres fag. Læreren skal normsætte rummet og skabe sin autoritet. Autoriteten er i dag ikke automatisk givet. Formelt er den givet i uddannelsen, men reelt tages og gives den i samværet med børnene og forældrene. Det ser ud til, at lærerens faglige dygtighed i sit fag - planlægning, strukturering og organisering af undervisningen - ikke er nok for eleverne. Læreren skal kunne mere end det. Læreren skal skabe rum og rammer for den enkelte og skabe fællesskab. Rammerne skal være genkendelige, forståelige og meningsgivende for børnene. Rammer og regler skal indgå i lærerens pædagogiske overvejelser, fordi disse ud over stoffet omfatter læringsmiljøet. Så bliver læreren en autoritet, ikke på en autoritær baggrund, men med sin autenticitet i mødet. Det, at læreren er ægte til stede som menneske, gør en forskel.

Det er hele skolens dannelsesopgave, der bliver sat i spil. Det kendetegner en pædagogisk professionel lærer, at han reflekterer over sin pædagogik og gør sig almendidaktiske overvejelser omkring børns læring og dannelse. Læreren gør sine værdier og etik synlig for eleverne. De fagdidaktiske overvejelser begrunder lærerens valg af undervisningsindhold, arbejdsformer og metoder og skal medvirke til realisering af formålet: folkeskolen skal give rammer til at udvikle kundskaber, færdigheder, arbejdsmetoder og udtryksformer, der medvirker til den enkelte elevs alsidige, personlige udvikling - virkelyst og fordybelse - udvikle erkendelse, fantasi, lyst til at lære - få tillid til egne muligheder og baggrund for at tage stilling og handle.

Så det er bekymrende at læse, at nogle lærere ikke klarer opgaven, og at det måske har noget med læreruddannelsen at gøre. Hvilke forventninger, hvilket billede af skolen, herunder børn, forældre og kolleger, tages frem i uddannelsesforløbet? Fagligheden skal sættes ind i en pædagogisk helhed. Læreren skal ville noget med hele sit virke, kunne sætte grænser og vejlede hver dag i mødet mellem mennesker.

På skolen må vi skabe rum for kollegialt samarbejde, hvor refleksion omkring undervisning og elevernes personlige og sociale udvikling, fleksibilitet, klassens koordinerede årsplan og tid til læreprocesser med ro og fordybelse sættes på dagsordenen. Jeg tror, et stærkt teamsamarbejde bliver en nødvendig ramme for lærerarbejdet, hvis vi fortsat skal finde glæde i vores job.

Vi har hele samfundsbredden i dagligdagen og også i samarbejdet med forældrene. Det giver både glæder og sorger - og det er vigtigt, at vi deler dem med hinanden, uanset om vi er unge eller gamle, nye eller erfarne i lærergerningen. Vi skal hjælpe hinanden med at være opmærksomme på de gode sider, for de er der også. Vi skal minde hinanden om alle de sjove, spontane, livsbekræftende og udviklende situationer, vi via vores arbejde oplever i en dansk folkeskole. Skolen er en kommunal opgave, og jeg har også haft overvejelser over at forlade folkeskolen, fordi rammerne bare ikke var gode nok!

Vi skal have fat i dannelsesopgaven, og den er stor i dag - meget større end for ti år siden - for både lærere og ledere. Det er vigtigt for os, der har valgt skolen med hele den store spraglede opgave og valgt at tage kampen op, at vi dagligt finder anledning til at føle glæde eller at kunne sige 'yes' til oplevelser med eleverne. Lad os få nogle positive beretninger fra lærere og ledere om disse 'yes'-overskudsgivende, livsbekræftende oplevelser.

Marianne Kondrup er skoleinspektør på Langå Skole