De skal skrive dagbog

To unge lærere en nyuddannet med en forfatter i maven og en cand.mag. og meritstuderende vandt forfatterkonkurrence

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

29-årige Jesper Nørgaard fra Herning og 33-årige Alexandra Pilegaard Lind er meget forskellige. Men én ting har de til fælles de elsker at skrive. Derfor slog de til, da litterær agent Nanna Sølvsteen, Forlaget Forum og folkeskolen.dk opfordrede unge lærere til at skrive dagbog fra det første år i folkeskolen.

Forleden faldt afgørelsen Alexandra Lind og Jesper Nørgaard har fået en forlagskontrakt og skal skrive dagbog for hele året med hjælp fra en professionel redaktør. Når året er gået, står deres navn på omslaget af en rigtig bog.

Det er myldret ind med spændende og velskrevne dagbogsblade, hvoraf en del kan læses på folkeskolen.dk, og det var meget vanskeligt for Nanna Sølvsteen og forlagsdirektør Ole Knudsen at vælge én endelig vinder. Kompromiset blev altså en fælles bog med oplevelser fra to helt forskellige læreres liv.

»Jeg har skrevet romaner, og jeg har skrevet børnebøger, men jeg har aldrig fået noget udgivet før«, fortæller Jesper Nørgaard, der også er kunstmaler, far til tvillinger og færdiguddannet lærer fra Nørre Nissum Seminarium for et år siden.

Siden tvillingerne kom til verden, dengang han gik på anden årgang, har han arbejdet som lærer for at forsørge familien. Det er blevet til en stribe vikarjob på forskellige skoler folkeskoler, friskole og et 10.-klasse-center. Det er situationer fra klasser og lærerværelser rundt omkring, der er blevet til den stribe af noveller, Jesper Nørgaard har sendt ind til dagbogskonkurrencen.

Jesper Nørgaard er ud af en familie af selvstændigt erhvervsdrivende og har på den måde brudt med sin baggrund ved at læse til lærer. Alexandra Pilegaard Linds familie er lærere, men hun valgte at gå på universitetet og læse historie og tysk. Planen var at blive gymnasielærer, men undervejs gennem uddannelsen kom tanken om at blive folkeskolelærer til at fylde mere. Specialet blev afleveret i 2002, og samme år fik Alexandra Lind job på En­drupskolen i Fredensborg:

»Jeg har fået en rigtig fin modtagelse som ny lærer og ny person på jobbet, men selvfølgelig har der været nogle bryderier med kolleger, fordi jeg mangler den pædagogiske uddannelse. Men det kan jeg også selv mærke, at jeg gør, og derfor er jeg også gået i gang med meritlæreruddannelsen nu«, siger Alexandra Lind.

»Det er meget spændende at gå på seminariet, fordi jeg har prøvet at være ude i skolen, så jeg oplever hele tiden, at det, jeg lærer, kan jeg omsætte til noget, jeg kan bruge i virkeligheden. Det er utroligt berigende«.

At skrive er et behov

For begge de to forfattere in spe er det at skrive et simpelt behov. Hjemme hos Jesper Nørgaard foregår skriverierne efter klokken 22, når forberedelser til næste dag er færdige, og tvillingerne for længst er kommet i seng, og han havde faktisk gået og syslet med tanken om at skrive en roman om en ny ung lærer, der var lidt kejtet, da han læste om dagbogskonkurrencen. Alexandra Lind har opdaget, at hun selv får en masse ud af at skrive dagbog:

»Det er ren fornøjelse det er slet ikke en byrde man lærer utrolig meget af at få skrevet sine tanker ned«.

Ideen om en dagbogskonkurrence kommer fra tidligere forlagsredaktør, nu selvstændig litterær agent, Nanna Sølvsteen, der som mor til tre børn i folkeskolen synes, der mangler en bog, som giver et indblik i, hvad der sker bag døren til klasselokalet, og når læreren sidder derhjemme og forbereder sig til den næste dag i skolen.

»Jeg vil gerne fortælle om det, man møder som ny lærer, skolen og det, man ikke møder. Om chokket, når man får et skema i hånden og bliver kastet for hundene. For det, man lærer på seminariet, forbereder ikke én til mødet med forældrene eller kollegerne. Måske teoretisk, men hvem sætter sig op og starter en jumbojet fyldt med passagerer og sætter kursen mod Mexico, fordi man har læst en manual i ruteflyvning. Man lærer en masse Freud, men ikke noget arbejdspsykologi, for eksempel om, hvordan man arbejder med sig selv, når man skal indgå i en gruppe«, siger Jesper Nørgaard.

For Alexandra Lind var det især overvældende at forlade den lidt lukkede universitetsverden, hvor man arbejder meget selvstændigt, og komme ud i en skole, hvor man møder alle mulige forskellige mennesker i løbet af en dag:

»Det var et chok, men et positivt chok. Jeg tror, jeg måtte hjem og sove hver eneste dag frem til efterårsferien det var så overvældende«.

Efter champagnemødet på Forlaget Forum forleden blev de to dagbogsskribenter sendt hjem med beskeden »skriv, skriv, skriv!« Om kort tid skal de så holde deres første arbejdsmøde med Nanna Sølvsteen, som skal fungere som deres redaktør og dermed støtte og sparringspartner resten af skole- og skriveåret og til slut redigere dagbogsbladene sammen til en færdig bog.

Læs andre unge læreres bidrag på www.folkeskolen.dk

kravn@dlf.org

Rejse til Daniel

Ud over hovedpræmien en forlagskontrakt var der endnu en herlig præmie i dagbogskonkurrencen på www.folkeskolen.dk

Blandt de unge lærere, der har skrevet dagbog fra skolestart til efterårsferien, er der trukket lod om et rejsegavekort på 10.000 kroner skænket af Forlaget Forum. Vinderen blev Daniel Wilson fra København.