Iskoleårets første frikvarter viser den elegante kunstlærer grinende sit lidt for store jakkesæt frem for sine kolleger i det tilrøgede lærerværelse.

Jakkesættet er fra lærerens unge dage for 30 år siden, og det er næsten lige så længe siden, han sidst har haft det på.

'Jeg er kunstner og har ikke haft et jakkesæt på i 25 år. Men i dag har jeg, for denne dag er vigtig. Det er måske den vigtigste dag, jeg har oplevet', siger han.

Kunstlæreren og hans kolleger midt i Pristina fejrer som alle andre albanske lærere i Kosovaprovinsen denne 25. oktober - den første dag i en ny æra for den albansktalende del af befolkningen.

Efter i små ti år at være holdt ude af det officielle skolesystem er de albanske lærere i stort tal nu vendt tilbage til deres gamle skoler. 25. oktober var den første skoledag i det nye skoleår, og på 'SH.F. Faik Konica'-skolen i Pristina hører man til de privilegerede skoler: Ingen af lærerne er blevet dræbt under krigen, men adskillige slæber i lighed med børnene rundt på voldsomme traumer fra at have overværet slægtninge blive myrdet eller selv at have været udsat for tortur eller voldtægt.

Samtidig får skolens lærere denne dag at vide, at de for første gang siden 1990 kan se frem til at få noget, der ligner løn for deres arbejde. 200 D-mark om måneden har FN-administrationen stillet i udsigt, og selv om det kun er omkring halvdelen af, hvad FN selv betaler sine ufaglærte ansatte i Kosova, så er det alligevel en del mere end de omkring 50 mark om måneden, som de har overlevet for de seneste år.

I kølvandet på den jugoslaviske 1989-beslutning om at fratage Kosova provinsens autonome status opstod to parallelle skolesystemer: Det officielle jugoslaviske og et uofficielt kosovaalbansk system. Efter kosovaalbanerne og ikke mindst deres sprog blev uønskede, flyttede de albanske lærere og elever til værksteder, garager, stuer og tomme bygninger, hvor de for egne midler siden har gennemført undervisning på deres eget sprog.

'Før 1989 var vores skole en af mønsterskolerne i Kosova. Vi lærere, albanere og serbere, tog på ferie sammen. Vi havde ingen problemer og var et eksempel til efterfølgelse. Alligevel var vores skole den første i Kosova, som lærere og elever blev bortvist fra', fortæller en af skolens erfarne lærere, Shemsi Bahtiri.

Euforisk første skoledag

Faik Konica-skolen blev under krigen brugt som kaserne og er siden blevet malet med støtte fra det jødiske samfund i USA. Den er i langt bedre stand end mange andre skoler, og både lærere og eleverne i skolegården er i en tilstand, der nærmer sig eufori på den første skoledag.

'Bare det at skulle undervise i en klasse, hvor der er borde! Hvis I vidste, hvor meget uro det giver, når børnene skal sidde og skrive med hæfterne på deres knæ, mens sidemanden skubber, og en tredje er sur, fordi der ikke er stole nok. Jeg glæder mig!' udbryder en af de kvindelige lærere på vej ud til sin klasse.

Selv om de sidste dage af oktober bød på sommerlige temperaturer i Kosova, ligger den kolde Balkanvinter uafviseligt og venter. Overalt i provinsen bliver der lagt sten på sten, hamret og tømret, men i de mest krigsramte dele er det ikke alle familier, der når at få tag over hovedet, ligesom det langtfra er alle ødelagte skoler, der allerede er genopført. Det betyder, at større byer og især hovedbyen Pristina nu fyldes af folk, der ikke kan klare vinteren ude i distrikterne. På Faik Konica-skolen har det i de seneste måneder betydet, at elevtallet er fordoblet. Derfor bliver eleverne undervist i to skift, de store fra 7.30 til 12.30 og de små fra klokken 13.

'Men det er ingenting. Inden vi kom tilbage til skolen, underviste vi i treholdsskift i de få velegnede undervisningslokaler, vi havde. Her fik eleverne på det sidste hold først fri klokken 22', fortæller skoleinspektør Januz Kehlk.

Stoltheden lever

I sin måde at undervise på søger historielæreren Shemsi Bahtiri modspil fra klassen, og det lykkes ham da også at få alle de tre klasser, han underviser, til at grine, selv om eleverne i samme timer gør status over deres situation. Nogle er lige kommet - læs flygtet - til byen ude fra landet, og en del er helt hjemløse. Mange har mistet familiemedlemmer, og en enkelt elev fortæller Shemsi Bahtiri og resten af 8. klasse, at han har mistet sin far.

Stoltheden lever dog for fuld styrke blandt eleverne. Da Shemsi Bahtiri i 5. klasse spørger, hvor mange der ikke har penge til at købe et kladdehefte for, er der kun én elev, der meget tøvende rækker fingeren op. Først da Shemsi Bahtiri indgående har forklaret, at der i deres situation ikke er noget flovt ved ikke at have penge, ender det med, at halvdelen af klassen rejser sig op og markerer, at de heller ikke har råd.

'Der er meget lidt, jeg kan gøre for eleverne', fortæller inspektør Januz Kehlk, 'vi har skaffet nogle kladdehefter og skoletasker fra en af hjælpeorganisationerne, og det er alt, hvad der står i min magt'.

Da skoleåret begyndte her sidste år ved samme tid, var skolen fuld af lærere og elever med tilhørsforhold i den serbiske befolkningsgruppe. Den 25. oktober i år mødte ikke en eneste af dem op, hverken lærere eller elever. Skoleinspektør Januz Kehlk ved ikke hvorfor, og det ligger ham meget på sinde at forklare, at serberne ikke er blevet forvist fra skolen, som han selv blev det i 1990.

'Jeg ønsker en skole, der ikke er politisk. Her skal videnskaben, kulturen, historien og sprogene være i højsædet. Vi har ikke tvunget nogen til at gå, de har bare alle valgt at blive væk. Denne situation tåler ingen sammenligning med forholdene i 1990', siger inspektøren.

Direkte adspurgt om han mener, alle er velkomne, tilføjer han dog.

'Ja, men børn, som har forældre med blod på hænderne, er der naturligvis ikke rum til'.-Flemming Helsted Juul er freelancejournalist

114.476 kroner til Kosova

Girokortet, der fulgte med Folkeskolen nummer 13, har resulteret i en donation på 114.476 kroner fra de danske lærere til Kosova.

Pengene blev den 10. juni overdraget til 'Education International' (EI), som blandt andre har Anni Herfort som bestyrelsesmedlem.

EI hjælper kollegerne i Kosova med i alt 234.000 dollars. Pengene bliver brugt i Kosova via provinsens lærerforening SBASHK og som en del af den internationalt koordinerede nødhjælp.

Desuden belønnes nabostaternes lærerforeninger for et meget uegennyttigt støttearbejde for deres kolleger fra Kosova i den periode, hvor næsten alle flygtede ud af provinsen.